\documentclass[DIV=12,%
BCOR=0mm,%
headinclude=false,%
footinclude=false,open=any,%
fontsize=10pt,%
twoside,%
paper=a4]%
{scrbook}
\usepackage{fontspec}
\usepackage{polyglossia}
\setmainfont{Linux Libertine O}
% these are not used but prevents XeTeX to barf
\setsansfont[Scale=MatchLowercase]{CMU Sans Serif}
\setmonofont[Scale=MatchLowercase]{CMU Typewriter Text}
\setmainlanguage{danish}
% global style
\pagestyle{plain}
\usepackage{microtype} % you need an *updated* texlive 2012, but harmless
\usepackage{graphicx}
\usepackage{alltt}
\usepackage{verbatim}
% http://tex.stackexchange.com/questions/3033/forcing-linebreaks-in-url
\PassOptionsToPackage{hyphens}{url}\usepackage[hyperfootnotes=false,hidelinks,breaklinks=true]{hyperref}
\usepackage{bookmark}
% footnote handling
\usepackage[fragile]{bigfoot}
\usepackage{perpage}
\DeclareNewFootnote{default}
\DeclareNewFootnote{B}
\MakeSorted{footnoteB}
\renewcommand*\thefootnoteB{(\arabic{footnoteB})}
\deffootnote[3em]{0em}{4em}{\textsuperscript{\thefootnotemark}~}
% continuous numbering across the document. Defaults to resetting at chapter. Unclear
% \usepackage{chngcntr}
% \counterwithout{footnote}{chapter}
\usepackage[shortlabels]{enumitem}
\usepackage{tabularx}
\usepackage[normalem]{ulem}
\def\hsout{\bgroup \ULdepth=-.55ex \ULset}
% https://tex.stackexchange.com/questions/22410/strikethrough-in-section-title
% Unclear if \protect \hsout is needed. Doesn't looks so
\DeclareRobustCommand{\sout}[1]{\texorpdfstring{\hsout{#1}}{#1}}
\usepackage{wrapfig}
\usepackage{indentfirst}
% remove the numbering
\setcounter{secnumdepth}{-2}
% remove labels from the captions
\renewcommand*{\captionformat}{}
\renewcommand*{\figureformat}{}
\renewcommand*{\tableformat}{}
\KOMAoption{captions}{belowfigure,nooneline}
\addtokomafont{caption}{\centering}
% avoid breakage on multiple
and avoid the next [] to be eaten
\newcommand*{\forcelinebreak}{\strut\\*{}}
\newcommand*{\hairline}{%
\bigskip%
\noindent \hrulefill%
\bigskip%
}
% reverse indentation for biblio and play
\newenvironment*{amusebiblio}{
\leftskip=\parindent
\parindent=-\parindent
\smallskip
\indent
}{\smallskip}
\newenvironment*{amuseplay}{
\leftskip=\parindent
\parindent=-\parindent
\smallskip
\indent
}{\smallskip}
\newcommand*{\Slash}{\slash\hspace{0pt}}
\addtokomafont{disposition}{\rmfamily}
\addtokomafont{descriptionlabel}{\rmfamily}
% forbid widows/orphans
\frenchspacing
\sloppy
\clubpenalty=10000
\widowpenalty=10000
% http://tex.stackexchange.com/questions/304802/how-not-to-hyphenate-the-last-word-of-a-paragraph
\finalhyphendemerits=10000
% given that we said footinclude=false, this should be safe
\setlength{\footskip}{2\baselineskip}
\title{Indtryk fra London}
\date{1896}
\author{Georg Brandes}
\subtitle{Kapitel VI: Russiske emigranter}
% https://groups.google.com/d/topic/comp.text.tex/6fYmcVMbSbQ/discussion
\hypersetup{%
pdfencoding=auto,
pdftitle={Indtryk fra London},%
pdfauthor={Georg Brandes},%
pdfsubject={Kapitel VI: Russiske emigranter},%
pdfkeywords={Peter Kropotkin; Stepniak; Vera Sássulitch; Russisk nihilisme}%
}
\begin{document}
\begin{titlepage}
\strut\vskip 2em
\begin{center}
{\usekomafont{title}{\huge Indtryk fra London\par}}%
\vskip 1em
{\usekomafont{subtitle}{Kapitel VI: Russiske emigranter\par}}%
\vskip 2em
{\usekomafont{author}{Georg Brandes\par}}%
\vskip 1.5em
\vfill
{\usekomafont{date}{1896\par}}%
\end{center}
\end{titlepage}
\cleardoublepage
En Dag sagde Dr. Garnett til mig: Russiske Emigranter
har spurgt efter Dem; de har med megen Interesse
læst Deres Bog om Rusland, vilde gerne kende
Dem. – Saaledes kom jeg i Berøring med de russiske
Landflygtige i London, først med \emph{Kravsjinski,} kaldet
\emph{Stepniak,} saa gennem ham med flere andre.
En tre Kvarters Kørsel fra \emph{Earl’s Court} langt
ude i Vesten boede Stepniak i et hyggeligt lille
Hus. Ingensteds i London syntes Kaminilden mig at
brænde saa hyggeligt som der.
Da jeg første Gang kom der, stod Husets Frue op for at
sige mig Goddag, og jeg rakte en Herre ved hendes Side
Haanden for at takke ham for et af de hjerteligste
og mest hædrende Breve, jeg i mit Liv har modtaget –
han svarede smilende, at Stepniak var gaaet mig i Møde
til Stationen, havde skullet kende mig ved Hjælp af
et Billede i en af mine Bøger, men maatte
have forfejlet mig; han selv var Krapotkin. Et Øjeblik
efter kom Stepniak tilbage. Den første Aften, jeg
tilbragte med disse sjældne Mennesker, hører til mine
bedste Erindringer. Jeg har ikke mange Gange i mit Liv
havt saa stærk en Følelse af at være i godt Selskab.
Det var tolv Aar siden jeg havde lært Stepniak
at kende som Skribent. Gennem den afdøde Sonja
Kovalevski blev jeg gjort opmærksom paa hans Bog \emph{Det
underjordiske Rusland,} der straks gjorde et meget
stærkt Indtryk paa mig. Nu stod jeg for ham selv.
Stepniak var 43 Aar gammel, undersætsig, atletisk
bygget, med smaa, sorte Øjne, skraat mod Næsen
liggende sorte Øjenbryn, med et Udtryk af lys, sorgløs
Energi og med overordenlig Livlighed i Spørgsmaal og
Svar.
Hans Hustru, en stor, smuk Sydrusserinde fra
Simferopol paa Krim, i Trediverne, mørk, storøjet,
med et uhyre, kruset Haar, varmtfølende, sjælfuld,
var helt Dame og dog helt Menneske.
Fyrst Krapotkin, 52 Aar gammel, saa mange Aar ældre
ud; en overlegen Personlighed. Han var skaldet med
et stort, langt Skæg, en noget indfalden Mund; man
ser, at Fængselslivet har taget stærkt paa ham. Det
første Indtryk, han gjorde, var det af Finhed, en
stor Herres fine Dannelse og høviske Væsen; der var
noget i høj Grad blidt og nobelt i hans Holdning. Det
næste Indtryk var det af Bestemthed og haardnakket,
ubetvingeligt Mod; hans Blidhed tiltalte dobbelt,
fordi man følte, at han i sin Tanke var saa dristig,
i sine Handlinger saa besluttet. Det samlede Indtryk
var det af selvstændig, fremadskuende Genialitet.
De to Mænd havde de mærkværdigste Oplevelser
bag sig.
\emph{Peter Krapotkin} stammer i lige Linje ned fra
Rurik’ernes gamle Kongeslægt, hører altsaa til
Ruslands højeste Aristokrati. Hans Venner sagde i
hans Ungdom gerne om ham, at han havde større Ret
til Ruslands Trone end Kejseren, som blot var en
Tysker. Han var fra først af Page ved Alexander
II’s Hof, en Stilling, som kun Hofaristokratiets
Sønner kan indtage. Han studerede Matematik og
Geografi og foretog i geologisk Øjemed videnskabelige
Rejser igennem Sibirien og det nordlige Kina, hvis
Udbytte han senere i Forening med \emph{Elisée Reclus} har
udnyttet. Han fik et agtet Navn som Videnskabsmand
ved geografiske Arbejder og ved en Bog om Istiden. Han
sluttede sig i sin
Ungdom nærmest til Socialismen i den Bakunin’ske
Afskygning, en halvt anarkisk Kommunisme. Senere har
han udviklet sig til en videnskabelig Anarkist af
særegen Art og Retning.
Efter sin Hjemkomst til Rusland blev Krapotkin i
1873 uden regelret Proces fængslet og bragt til
Peter-Pauls Fæstningen; han holdtes fangen der,
til det i 1876 ved hans Venners Hjælp og ved en
beundringsværdig Beregning af alle Forhold og
Omstændigheder lykkedes ham midt paa Dagen og for
sine bevæbnede Vogteres Øjne at undslippe – saaledes
som det er beskrevet af Stepniak i et bekendt,
vel paa næsten alle Sprog oversat Kapitel af hans
første Bog. Krapotkin levede saa for sine Studier og
Udbredelsen af sine revolutionære Tanker i Genf og i
England; men da han i 1883 begav sig til Frankrig,
blev han, skønt han aldrig havde gjort sig skyldig
i noget Mordforsøg, og skønt Internationale længst
var gaaet ind, under Paaskud af, at han tilhørte en
international Forening, mest vel paa Grund af sin
oprørske Fortid og af Øjentjeneriet mod Rusland,
dømt til fem Aars Fængsel. Efter tre Aars Fængsling
i Clairvaux blev han benaadet og har siden da levet i
England, hvor han paa Engelsk holder talrige Foredrag
i de forskellige Byer over økonomiske Spørgsmaal,
Agerdyrkningsspørgsmaal og lignende.
Med hvilken Sindsro og hvilket Heltemod han har
baaret sine Fængselsaar, viser maaske ypperst hans
i det norske \emph{Nyt Tidsskrift} (Nov. 1892) trykte Brev
til den stakkels unge Arne Dybfest, da denne var
truet med Fængsling. Intet er egnet til at give
mere Ærefrygt for Krapotkins Karakter. Han taler
der om aarelang Fængselsstraf som om en ringe, tit
for Ens Sag gavnlig Ulempe, som man uden synderlig
Vanskelighed kommer over, naar man blot i sin Celle
gør ti Minutters Gymnastik om Formiddagen og ti
Minutters om Eftermiddagen, og saa for øvrigt bevarer
sin Energi uslappet ved hvilken som helst aandelig
Sysselsættelse: »Jeg sagde til mig selv: Indbild dig,
at du er paa et Nordpols-Togt indefrossen i Isen;
Deltagerne er tvungne til at tilbringe to Vintre i
en trang Kahyt paa daarlig Kost; de kan ikke røre
sig, men er nødsagede til at opretholde deres Aands-
og Legemskraft.«
Krapotkin er som en Legemliggørelse af det udholdende
Mod. Da jeg en Dag spøgende sagde: Der er kun ét,
man kan bygge paa, Dumheden; paa denne Klippe vil
jeg bygge Fremtidens Kirke – svarede han: Ak nej! Sig
hellere Fejgheden.
Den er endnu langt mere udbredt. – Og dog bygger
han kun paa de ædle Drifter.
Højst underholdende var det at høre Krapotkin fortælle
om sit Fangeliv, om det Tegnsystem ved Hjælp af
Bankning i Gulvet, som Fangerne udvikler sig imellem
til en saadan Færdighed, at de efter i Begyndelsen at
have været Timer om at sige en kort Sætning, Bogstav
for Bogstav, naaer til i et Øjeblik at meddele en
vidtløftig Sammenhæng. Han fortalte saaledes, at en
Dag, da det i Peter-Pauls Fæstningen var tilladt
at modtage Besøg, meddelte en ung Dame ved at banke
paa Skyggen af sin Straahat, at tre bekendte Fanger
var undflyede fra Fængslet i Kharkov; i et Par
Sekunder gik Meddelelsen paa denne Maade videre, saa
Fængselsgaarden pludselig genlød af Hurra paa Hurra
til Forbauselse for Vogterne, som ikke anede Grunden.
Krapotkin minder ved sin Forstand, sin mangesidige
Indsigt, sin Handlekraft og Hensynsløshed i store
Idealers Tjeneste om hine græske Heroer fra de
ældste Tider, som, da der endnu ikke gaves ordnet
Retsvæsen, ikke blot tog sig selv til Rette, men øvede
Ret ogsaa som Hævn og Straf. For Mænd af Krapotkins
Tankegang er Retstilstanden i Staterne nutildags altid
noget værre, end om der slet ingen var – man mærke den
lidenskabelige Foragt for Dommerstanden, der strækker
sig igennem alle hans Skrifter – og han finder sig
selv nøjagtigt i hine ældste Sagnheltes Stilling.
Krapotkin anfører etsteds i sin Bog \emph{Den anarkistiske
Moral} en ung polsk Læges Historie. Hans Forvisningstid
i Sibirien vilde om faa Dage være endt, og Livet
vinkede ham paany, da han blev bidt af en lille gal
Hund. Han agtede ikke videre paa Saaret, ætsede det
istedenfor at brænde det ud, men iagttog saa en Dag,
hvorledes det begyndte at svulne. Vel vidende, hvad
det havde at sige, styrtede han til en Ven, en anden
landsforvist Læge, og sagde: Hurtigt! Stryknin! Om
et Øjeblik har jeg Hundegalskaben og ødelægger
jer Andre. – Vennen kunde ikke overtale sig til
straks at give ham Giften, men vilde forsøge en
Modkur. Krisen indfandt sig imidlertid, og Strykninen
blev nødvendig. Historiens Moral og Logik er for
Krapotkin denne: Som den behjertede Mand heller selv
vil dø end som et forgiftet Væsen blive Aarsag til
Andres Ulykke, saaledes har han ogsaa Bevidstheden
om en god Gerning og vinder Billigelse af dem, han
agter,
naar han slaar et giftigt, menneskeligt Kreatur ihjel
for at hindre dette i yderligere at skade.
Der findes hos Krapotkin en Dyrkelse af den stærke
Personlighed, der ikke staar i nogen virkelig Strid
med hans Kamp for Samfundslighed. Han siger etsteds:
Vær stærk! Udgyd din Lidenskab og din Aands Kraft –
og din Forstand, din Kærlighed, din Daadstrang vil
strømme over i Andre. Derpaa løber den hele Pligtlære
ud, naar den er frigjort fra den østerlandske
Forsagelses Hykleri. Vær stærk, vær stor i dine
Handlinger, udfold din Eksistens til alle Sider,
vær saa rig paa Handlekraft som muligt, ifald du vil
føre et helt, fuldt, frugtbart Liv!
De engelske Tidsskrifter indeholder jævnligt
videnskabelige Artikler af Krapotkin. Det norske
Tidsskrift, der offenliggjorde hans Brev til Arne
Dybfest, har i sin Tid bragt enkelte værdifulde
mindre Stykker af ham. I agitatorisk Øjemed har han
til 10 Centimer Stykket paa Fransk udgivet en Række
Smaaskrifter \emph{(Aux jeunes gens, Un siècle d’attente
1789–1889, Les prisons, Le salariat osv.).} En
fortræffelig og helstøbt Samling af dem er den af
Elisée Reclus udgivne \emph{Paroles d’un Révolté.} Blandt
de Skrifter, jeg kender af ham, synes \emph{Erobringen af
Brødet (La conquête du pain)} mig uden Sammenligning
det betydeligste.
Mig for min Del har Krapotkin ikke overbevist. I
Fordømmelsen af den nuværende Samfundsorden er jeg
ganske vist saa enig med ham, at intet Udtryk, han
bruger, er mig for stærkt. Men naar han vil bygge
op, følger jeg ham ikke. Den, der vil bygge, maa
bygge paa Granit, og Granitlaget i Menneskenaturen
er Egenkærligheden, som under Krapotkins Hænder
forsvinder. Det er hans store Fortjeneste at have
fremdraget talrige oversete Vidnesbyrd om en mægtig
Drift til gensidig Hjælp; men at bygge et System og en
Fremtid paa Overbevisning om Menneskenaturens Godhed
er at bygge paa Sand.
Et stort Savn er det for ham, at han ikke kan bevæge
sig frit i Europa og aldrig faa Rusland at se igen.
Længsel efter Hjemlandet har alle de Landflygtige. Hos
Ingen har den rørt mig som hos \emph{Vera Sássulitsj.}
Underligt, at dette Navn, som engang genlød over
hele Europa, ikke mere siger den danske Ungdom
Noget. Mændene af den ældre Slægt har ikke glemt
det. Det var i Aaret 1877, at det første russiske
Attentat fandt Sted. Den daværende Chef for den tredje
Afdeling, General Trepov, havde ladet en politisk
Fange, der havde forsømt at hilse ham i
Fængselsgaarden, piske af Profossen. I sin Harme
indfandt en ganske ung Pige, der slet ikke kendte
Fangen personligt, sig til Audiens hos Generalen,
affyrede et Pistolskud paa ham og Saarede ham
farligt. Hele det unge Rusland saa i Vera Sássulitsj
en Charlotte Corday, og det huskes endnu saare vel
rundt om i det russiske Rige og mangesteds udenfor
Rusland, hvilken Opsigt og Henrykkelse det vakte,
da Nævningeretten paa Spørgsmaalet om hendes Skyld,
kendte hende uskyldig. Gendarmer vilde efter Ordre
lige fuldt bemægtige sig hende ved Udtrædelsen
af Retssalen; men hun undkom, befriet af kloge
og energiske Venner. Det er ikke for meget sagt,
at Tilbedelse var den Følelse, som i den russiske
Ungdom næredes for hende. Hun holdt sig længe skjult
i Petersborg; saa forsvandt hun til Udlandet.
Vera Sássulitch var en Art Drømmeskikkelse for
mig, som jeg aldrig havde troet at skulde møde
i Virkelighedens Verden. Det satte mig i nogen
Sindsbevægelse, da jeg erfor, vi skulde mødes. Vera
var endnu ikke fyrretyve Aar gammel, med smukke graa
Øjne, alvorlige, stærkt medtagne Træk, ældre end sine
Aar; men med et indre Liv, ildfulde Haandbevægelser
og en rivende Talestrøm, som gav ethvert af hendes
Udbrud et Præg af usvækket Ungdommelighed. Hun er
Simpelheden selv. Hun hader at vække Opsigt og lever
i London under et antaget Navn, det eneste, hvorunder
hun der er kendt, og under hvilket hun modtager alle
sine Breve. Hun levede i flere Aar under dette Navn i
Schweiz. Men da Myndighederne der en skøn Dag for en
halvandet Aar siden krævede af hende, at hun skulde
indsende sit Pas til den russiske Konsul, forstod
hun, at hun blev udspioneret, og forlod Schweiz for
at gaa til England.
Man skal søge om en beundringsværdigere Karakter, en
ypperligere, redeligere, mere viljefast og arbejdsom
Kvinde. Hun lever i London med yderste Tarvelighed,
helt alene, uden nogen Opvartning, og tilbringer
sin Dag med at studere i British Museum og med at
udarbejde Flyveskrifter og Bøger af nationaløkonomisk
Indhold, som udgives paa Russisk i og udenfor
Rusland. Der kan gaa Uger, hvor hun ikke veksler Ord
med noget Menneske. For Tiden studerer og fremstiller
hun det attende Aarhundredes franske Økonomer.
Jeg tilbragte en Aften efter en selskabelig
Sammenkomst hos Stepniak tre Kvarter med hende i en
Jernbanevogn, og vi
fulgtes senere tilfods gennem Byen under en af
disse Natte-Samtaler, hvori man aabner sig mere
end om Dagen. Vi talte bl. a. om Attentaterne. Jeg
beklagede Kejsermordet og al den Reaktion, det har
havt i Følge. Hun sagde vemodigt: »Idet de dræbte
Kejseren, dræbte de den revolutionære Bevægelse
med det samme. Der er intet Spor af revolutionær
Organisation i Rusland mere«.
Ogsaa Vera Sássulitsj længes bestandig tilbage til
sit Fædreland. Og for nogle Aar siden blev Længslen
saa stærk, at hun uden videre, forsynet med et
Pas. rejste op til Archangelsk og levede der et
helt Aar. Saa modstod hun ikke Lysten til at gense
Petersborg, og blev nogle Maaneder der. – Viste
De Dem virkelig paa Gaderne, Vera? spurgte jeg. –
Ja vel, det forstaar sig, jeg kørte ikke i Omnibus:
men jeg kørte i Droske. Saa ser ingen En, og synes
virkelig en Politimand, at han skulde kende Ansigtet,
saa er man borte, før han faar Vognen standset. Alt
hendes friske Humør, al den urolige Kækhed, hun
stadigt røber, og al den Sorgløshed, som slumrer i
hendes Sind, kom til Udbrud i disse Ord.
Mine engelske Bekendte spøgte undertiden med
mit besynderlige Hang til at omgaas »Mordere« og
»Mordersker« i London. Men jeg kan forsikre, at naar
jeg havde tilbragt Aftenen med mine »Mordere« og saa
næste Dag var indbudt i fint og fornemt Selskab til
Middag, saa havde jeg Følelsen af, at jeg fra det
højere, bedre Selskab var sunket til et af meget
lavere Rang.
% begin final page
\clearpage
% if we are on an odd page, add another one, otherwise when imposing
% the page would be odd on an even one.
\ifthispageodd{\strut\thispagestyle{empty}\clearpage}{}
% new page for the colophon
\thispagestyle{empty}
\begin{center}
Det Anarkistiske Bibliotek
\bigskip
\includegraphics[width=0.25\textwidth]{logo-da.pdf}
\bigskip
\end{center}
\strut
\vfill
\begin{center}
Georg Brandes
Indtryk fra London
Kapitel VI: Russiske emigranter
1896
\bigskip
Hentet 11\Slash{}01\Slash{}2018 fra \href{http://runeberg.org/gbsamskr/11/}{runeberg.org}
Uddrag af Brandes’ rejseindtryk fra London, hvor han bl.a. mødte Kropotkin, hvilket blev starten til et hjerteligt venskab mellem de to.
\bigskip
\textbf{da.theanarchistlibrary.org}
\end{center}
% end final page with colophon
\end{document}