#title Anarkismen
#author Gerson Trier
#SORTtopics Anarkisme, Kritik, Historie
#date 1894
#source Hentet 26/5/2018 fra [[http://runeberg.org/tilskueren/1894/0313.html][runeberg.org]]
#lang da
#pubdate 2018-05-26T18:54:36
#notes Artikelserie i tidsskriftet *Tilskueren* i april, maj, juni og juli-august 1894.
Intet er mere betegnende for de Samfundsforhold,
hvorunder det nittende Aarhundrede nærmer sig sin Afslutning, end at
de Dynamitbomber, som opfylder en saa stor Del af Samfundet med
Rædsel og Afsky, hos Tusinder af Mennesker fremkalder Bifald, ja
endog modtages som Forbud paa en tilstundende Frigørelse og
Lykke, og at de Mænd, som af hele Samfundslag betragtes som de
værste Forbrydere eller rasende vanvittige, af andre hilses som
Befriere og Martyrer. Thi saaledes er det i Virkeligheden. Denne
Kendsgerning er et af de højest raabende Vidnesbyrd om den
uforsonlige Kamp mellem Samfundets forskellige Klasser, som – det
kan ikke nytte at nægte det – foregaar for vore Øjne. Ganske vist
anser langt fra alle Anarkister Dolk og Dynamit som de ønskeligste
Vaaben i Kampen; men de Ideer og det Had, som en Ravachol
og Vaillant gør sig til Talsmænd for, deles af saa godt som dem
alle, og selv om de gyser tilbage for at anvende samme Midler
som disse Mænd, betragter de dem dog som Forkæmpere for og,
naar Politimyndighederne faar fat paa dem, som Kampofre for
dette fælles Had og disse fælles Ideer. Og man maa ikke tro, at
Anarkisterne kun udgør en lille Flok mere eller mindre forskruede
eller ryggesløse Mennesker, der »ikke vil arbejde«, eller idealistiske
Stuelærde, der lever ved Siden af den virkelige Verden i utopiske
Drømmerier. Nej, den store Del af Anarkismens Tilhængere er
dygtige Arbejdere, hvis Had til det bestaaende har sit naturlige
Udspring fra den Elendighed, de ser i deres eget og deres
Kammeraters daglige Liv Side om Side med en bugnende Rigdom og
hensynsløs Overdaadighed hos et lille Mindretal, hvis moralske
Overlegenhed eller Merret til Livets Nydelser de ikke anerkender.
»Bagved de faa hundrede Agitatorer og Ugerningsmænd, som
tilstrækkelig viser, hvem de er, ved deres Handlinger«, siger den
alt andet end anarkistiske Forfatter Paul Desjardins[1], »udgør
utallige Arbejdere i de store Stæder et helt Folk, der er
gennemtrængt af de samme Ideer; det er intelligente Arbejdere, som af
Karakter er overspændte, men ædelttænkende og sagtmodige og,
mens de føler sig stødte tilbage af Forbrydelser, ikke desmindre
deler den Lære, hvis praktiske Anvendelse bliver til
Forbrydelser. Og, som vi straks skal vise, der er endnu flere Anarkister; de findes alle Vegne, og deres Tal forøges stadig.«
Af dette Vidnesbyrd, som fuldt ud kan betegnes som uvilligt,
fremgaar det ikke blot, at Anarkismen breder sig mere og mere
i de store Masser, men ogsaa at Attentaterne og hvad dertil hører
ikke kan være det væsentlige ved Anarkismen; for man vilde ikke
se utallige ædelttænkende og sagtmodige, intelligente Mennesker
slutte sig til en Bevægelse, der kun gik ud paa at ødelægge
og dræbe. En saadan Bemærkning kunde synes overflødig, men er
det dog ikke overfor den store Mængde Mennesker, der er uvidende
om, at Anarkismen har i Enkeltheder udarbejdede Teorier, eller
kun nærer en vag Forestilling om, at Anarkismen er andet end
en vild Lære om Opløsning og tøjlesløs Individualisme.
Anarkisternes Teorier har en negativ og en positiv Side:
en Kritik af det bestaaende Samfunds Grundlag og Institutioner
og en Lære om, hvad der bør sættes i Stedet, hvortil der hos
nogle anarkistiske Forfattere kommer et Forsøg paa at give et
Udkast af, hvorledes en anarkistisk Samfundstilstand vil komme
til at se ud.
Ved nedenstaaende Fremstilling af disse Teorier vil jeg i
vid Udstrækning benytte Citater af anarkistiske Forfattere, fordi
selve Sprogudtrykkene hos dem i Almindelighed er et Led i
Taktiken, de anvender for at udbrede deres Ideer. Med en Ændring
af Buffons bekendte Ord kan man sige, at hos dem er Stilen
Teorien selv.
** I.
Grundlæggeren af den moderne Anarkisme er Russeren Mikel
Bakunin, men allerede i 1840 havde P.J. Proudhon for at
betegne den ny Samfundsorden, der skulde afløse den nuværende,
benyttet Ordet an-archie i sin Bog »Hvad er Ejendom«.
Tendensen i dette Værk fremgaar tydelig af den Titel, han
først havde tænkt at give det, saaledes som det ses af et Brev
til hans Ven Bergmann, dateret 22. Februar 1840[2], nemlig:
»Hvad er Ejendom? Det er Tyveri eller: Den politiske
borgerlige og industrielle Lighed«. Den moderne Anarkisme
godkender dog ikke de økonomiske Teorier og Forslag, som
Proudhon udvikler i dette og senere Skrifter. Ja selve Betegnelsen
Anarkisme og Anarkist, hvorunder Bevægelsen og dens
Tilhængere gaar, er kun indirekte en Arv fra Proudhon. Ligesom i
1793 Sans-culotterne først blev kaldte de »bukseløse« af deres
Fjender, der dermed vilde betegne det pjaltede Folks Opstand,
ligesom Nihilister, efter at denne Betegnelse var bleven sat i
Omløb ved Turgenjews »Fædre og Sønner«, først blev brugt som et
Øgenavn af »Fædrene« overfor »Sønnerne«, »saaledes«, siger Peter
Kropotkin[3], »var det ogsaa Tilfældet med Anarkisterne. Da
der indenfor Internationale opstod et Parti, som rejste sig mod
Autoriteten under en hvilken som helst Form, kaldte dette
Parti sig først *Federalister, Statsmodstandere* eller
*antiautoritære,* men det ligefrem undgik at kalde sig *Anarkister.*
Ordet an-archie, som det den Gang skreves, syntes at knytte
Partiet alt for meget til Proudhons Tilhængere, hvis økonomiske
Reformideer Internationale den Gang bekæmpede. Men netop af
den Grund morede det Modstanderne, der vilde forvirre
Begreberne, at bruge dette Navn, som desuden gjorde det muligt
for dem at sige, at selve Anarkisternes Navn beviser, at det
eneste, de stræber efter, er at fremkalde Uorden og Forvirring
uden at tænke paa de endelige Følger. Det anarkistiske Parti
antog da ivrigt det Navn, der blev givet det. Først holdt det paa en
lille Bindestreg mellem an og archie, og forklarede, at i denne
Skikkelse betegner Ordet ’ingen Magt’, men derimod ikke ’Uorden’;
men snart efter antog det Navnet slet og ret uden at give
Korrekturlæserne unyttigt Arbejde eller sine Læsere Timer i Græsk«.
Lederen, eller for ikke at bruge et Anarkisterne saa forhadt
Ord, den besjælende Aand i dette Parti var Mikel Bakunin.
Bakunin, der er født 1814 i Torschok[4], var, ligesom Franskmanden
Blanqui, et Menneske, for hvem Sammensværgelse og Oprør var
en Livsfornødenhed som den Luft, han indaandede. Det er sin
egen Karakter, han har opstillet som en Slags Type, naar han
betegner Oprørstrangen som den ædleste Følelse i Mennesket, til
hvilken det skylder sin Udvikling fra det lavere Dyr, og Oprøret
som den højeste Form for denne Udvikling: »Tre Grundelementer
udgør i Historien Hovedbetingelserne for al menneskelig Udvikling,
baade den fælles (kollektive) og den individuelle: 1) Dyriskheden,
2) Tanken, 3) Oprøret. Til den første svarer Samfundets
og Individets økonomiske Forhold; til den anden
Videnskaben; til den tredje Friheden«[5]. Bakunin var en veltalende
Mand, fuld af Lidenskab og voldsom Kraft, med et hensynsløst
Had til Undertrykkere og Undertrykkelse og en lidenskabelig
Hengivelse til den Sag, han vilde føre igennem. Han betragtede
sig selv som en Slags Nutidens Prometeus, som en
himmelstormende Titan[6]. Hans Skikkelse var imponerende. Han var en
ægte Folketaler, der forstod at agitere og begejstre Mængden, hvis
Kamp og Fattigdoms Kaar han delte. Han havde i sig det
slaviske Halvbarbaris Vildhed som Underlag for den
vesteuropæiske Civilisations filosofiske og videnskabelige Ideer, og det er
den vilde, ubændige Naturs Oprør mod Civilisationens mange
Lænker og Løgne, han bringer ind i den socialistiske Bevægelse,
og som der danner Anarkismen. I denne Halvvildhed maa ogsaa
søges de andre Karaktertræk hos ham: hans Racehad til Tyskerne,
der, til Trods for hans internationale Ideer, sikkert har været
væsentlig medvirkende i hans Kamp mod Karl Marx, hans store
Nydelsestrang, hans Forfængelighed, Selvherskertilbøjelighed og
Jesuitisme[7]. Egenskaber mod hvilke, som bekendt, Civilisationen
heller ikke i nogen høj Grad beskytter Vesteuropæerne.
Bakunins Had til Undertrykkelse skriver sig fra den Tid,
han, hvis Familje hørte til det russiske Aristokrati, som
Artilleriofficer laa med sit Regiment i Polen. Rystet og harmfuld over,
hvad han her saa, tog han sin Afsked og begav sig til Moskov.
Her lagde han sig efter filosofiske Studier og studerede navnlig
Hegel, som han kalder »det største filosofiske Geni, der har levet
siden Aristoteles og Plato«, og hvis Dialektik har sat dybe Spor i
hans Tanke- og Skriftform. I Fyrrerne foretog han en Rejse til
forskellige europæiske Lande, og overalt blandede han sig i Tidens
revolutionære Rørelser. I Paris, hvor han var i 1847, omgikkes
han bl.a. med Proudhon og George Sand, der den Gang var i
sin socialistiske Periode. Han blev dog snart udvist fra Frankrig,
og i 1849 træffer vi ham som en af Førerne for Opstanden i
Dresden. Her blev han fangen, stillet for Retten og dømt til
Døden. Men Østerrig, som, paa Grund af hans Agitation der, mente
at have Krav paa ham, fik ham udleveret, og han blev paany
dømt og hensat paa en østerrigsk Fæstning. Men nu fordrede
Rusland ham udleveret, og i 8 Aar sad han i
Petropovlovsk-Fæstningen, indtil han blev sendt til Sibirien. Guvernøren i
Sibirien var imidlertid en Slægtning af hans Familie og tillod ham
at rejse rundt i Landet; derved lykkedes det ham at slippe bort,
og i 1861 landede han i England.
Langt fra at kue ham havde hans mangeaarige Lidelser
kun fyldt ham med endnu større Had mod al Undertrykkelse, og
saa snart han var i Frihed igen, optog han sin revolutionære
Propaganda. Da Polen rejste sig i 1863, vilde han have været
til Litauen, men naaede ikke længere end til Sverige. Et Par Aar
senere er han i Italien, hvor han søger at sprede de socialistiske
Ideer, og i 1867 er han i Schweiz, hvor han er Medlem af
»Freds- og Frihedsligaens« Styrelse. Denne Forening foreslog i 1868 en
Alliance med Internationale, men Forsøget blev afvist. Bakunin,
som indsaa, hvilken stor Betydning Internationale kunde faa, og
som ønskede at se dette Forbund af Arbejdere fra alle Lande gaa
mere revolutionært frem, end dets første Bevægelser tydede paa, at
det vilde, opgav ikke at opnaa Indflydelse paa det. I 1869 afholdt
»Freds- og Frihedsligaen« en Kongres i Bern under Victor Hugos
Forsæde. Bakunin foreslog nogle kommunistiske Resolutioner,
men de blev forkastede med 30 Stemmer mod 80. Forbitret
herover dannede han det »Socialistiske Demokratis Forbund«[8]. Ved
Siden af, eller som en hemmelig Del af dette Forbund, stod de
»Internationale Brødre«, der kendte hverandre, men ikke kendtes
af de andre Medlemmer af Forbundet. Dette dannedes yderligere
af de »Nationale Brødre«, der skulde forberede Revolutionen i
hvert enkelt Land uden at vide noget om den internationale
Organisation, og de simple Medlemmer, som skulde danne socialistiske
Foreninger, afholde Kongresser og udadtil egentlig udgøre
Forbundet. Dets Program indeholder allerede, ved Siden af de
fælles socialistiske, de særlig anarkistiske Ideer. Her et Par
Brudstykker, aftrykte hos Laveleye: »Forbundet erklærer sig for
ateistisk. Det vil endeligt og helt og holdent afskaffe alle Klasser
og fordrer politisk, økonomisk og social Lighed for begge Køn.
Det fordrer, at Jorden, Arbejdsmidlerne og al anden Kapital skal
blive hele Samfundets fælles Eje og udelukkende kunne
benyttes af Arbejderne, det vil sige de agerdyrkende og industrielle
Forbund. Det erkender, at alle nuværende politiske, paa
Myndigheder hvilende, Stater maa forsvinde og gaa op i de fri Forbunds
universelle Forening.« »De internationale Brødres Forbund
tilstræber den universelle, paa en Gang sociale, filosofiske, økonomiske
og politiske Revolution, for at der ikke skal blive Sten paa Sten
tilbage i Europa og senere i hele Verden af den nuværende Tingenes
Orden, der hviler paa Ejendommen, Udbytningen og
Autoritetsprincipet, enten dette nu er den religiøse, den metafysiske, den
borgerlig doktrinære eller endog den jakobinske revolutionære
Myndighed. Under Raabene: ’Fred for Arbejderne, Frihed for
alle undertrykte!’ og ’Død over de herskende, Udbytterne og
Formynderne af alle Slags!’ vil vi tilintetgøre alle Stater og alle
Religioner, med alle deres Institutioner og deres religiøse, politiske,
juridiske, finansielle, Politi-, Universitets-, økonomiske og sociale
Love, for at alle disse Millioner af stakkels Mennesker, som bliver
bedragne, trælbundne, pinte og udnyttede, endelig kan blive befriede
for alle deres officielle og officiøse Ledere og Velgørere, enten det
er Foreninger eller enkelte Personer, og for Fremtiden trække
Vejret i fuldkommen Frihed.« Her har vi altsaa i det samme
voldsomme Sprog, som Anarkisterne bruger som en Stormklokke
til at kime Masserne sammen, endnu inden Anarkismen eksisterer
som Navn og Parti, dens egentlige Grundprincip: bort med al
Autoritet, alle Myndigheder. Man har heraf villet slutte, at, hvad
Anarkismen i Virkeligheden vilde, var den Tilbagevenden til den
vilde Tilstand (ved en Tilintetgørelse af hele den gennem
Aarhundreders Kampe og Lidelser vundne moderne Civilisation), som
Rousseau ansaa for at være den lykkeligste Tilstand for
Menneskeslægten, om end umulig at kalde tilbage. Dette er, som man
senere vil se, en Fejltagelse. Hvad Anarkisterne fra det gamle
Samfund vil tage med over i det ny, er Resultatet af
Menneskeslægtens Udviklingskamp, Videnskaben, men vel at mærke saaledes,
at de ikke vil indrømme Videnskabsmændene udenfor hver enkelts
rent »faglige« Omraade nogen Autoritet i Samfundslivet; herved
stiller Anarkismen sig som en skær Modstander af Positivismen,
som den ellers har adskillige Berøringspunkter med.
I 1869 foreslog Bakunin, at det »Socialistiske Demokratis
Forbund« skulde danne en Sektion af Internationale, men
Internationales Generalraad afslog at optage Forbundet, fordi man ikke
vilde optage nogen anden international Forening indenfor sin
Ramme. Forbundet opløste sig da, dog synes det, som om det
hemmelige Raad, de »Internationale Brødre«, vedblev at bestaa; dets
enkelte Afdelinger traadte ind som Sektioner af Internationale, og
nu begynder tæt paa Livet den Kamp mellem Bakunin og Karl
Marx om Arbejderverdenen, som endnu fortsættes mellem
Anarkister og Marxister og Socialdemokrater.
I dette Aar, 1869, havde Internationale taget et storartet
Opsving. Rundt omkring fra erklærede Arbejderne i
Tusinde- ja i Hundredetusindevis, at de tiltraadte Foreningen. Skønt
denne overvældende Tilslutning ikke fik nogen direkte praktisk
Betydning paa Grund af den Splittelse, der nogle Aar efter gav
Forbundet som saadant Dødsstødet, saa er den dog af den største
historiske Betydning, fordi den betegner den første Virkeliggørelse
af et nyt Princip i Menneskeslægtens Udvikling: Solidaritetens, for
hvilket Nationalhad og Landegrænser ikke mere skiller det ene
Menneske fra det andet[9]. Den Kongres, som Forbundet afholdt
i Basel fra 5. til 12. September 1869, fulgtes derfor med den
største Spænding rundt om i Europa og Amerika. Bakunin var
til Stede som Delegeret for Silkearbejderskerne i Lyon og en
Gruppe Maskinarbejdere i Neapel. Man diskuterede paa
Kongressen flere økonomiske Spørgsmaal vedrørende det kommende
Samfund, navnlig den private Ejendomsret og Spørgsmaalet om
Arv. Bakunin erklærede, at hvad det for ham kom an paa, var
Tilintetgørelsen af det nuværende Samfund og Afskaffelsen af den
politiske og den juridiske Stat, der skulde afløses af solidariske
Kommuner. Han begyndte saaledes straks en Opposition mod
Karl Marx’ videnskabelige Socialismes økonomisk-historiske
Behandling af det sociale Spørgsmaal, og stillede op mod denne det
revolutionære Program fra det »Socialistiske Demokratis Forbund«.
Udenfor Kongressen fortsattes denne Strid i de schweiziske Sektioner
af Internationale mellem Marxisterne og Bakunisterne, de første
ligeledes repræsenterede af en Russer, Outine. Generalraadet i
London udtalte sig imod Bakunin, og nu var et aabent Brud
uundgaaeligt. Under Beskyldning af, at Marx og Generalraadet tilrev
sig en uberettiget diktatorisk Myndighed, dannede nogle af
Sektionerne i det franske Schweiz, under Ledelse af James
Guillaume, et Forbund for sig: »Juraforbundet«[10], blandt hvis mest
virksomme Medlemmer var den senere Possibilist og
Borgerrepræsentant i Paris, Paul Brousse, en fransk Student, som,
dømt til Fængsel for en Presseforseelse, var flygtet til Spanien,
hvor han var kommen i Berøring med bakunistiske Sektioner
af Internationale. »Juraforbundets« Medlemmer gik under Navnet
»Federalister« eller »Autonomister«. Betegnelsen »Anarkister« for
de ivrigste Modstandere af Generalraadet begynder paa dette
Tidspunkt at blive gængse.
I 1872 afholdt Internationale en Kongres i Haag. James
Guillaume angreb der Marx og Generalraadet, men Flertallet
udtalte sig for dette og forøgede endog dets Myndighed.
Generalraadet svarede paa Angrebet ved at anklage Bakunin og Guillaume
for at tilhøre et hemmeligt Selskab, hvis Statuter stod i ligefrem
Strid med Internationales, og med en lille Majoritet blev de
ekskluderede. Juraforbundet sammenkaldte nu en Kongres, som
nægtede at underkaste sig Haager-Kongressens Beslutninger og
erklærede, at den vedblivende betragtede Bakunin og Guillaume
som Medlemmer af Internationale. Næste Aar sammenkaldte
saavel det marxistiske Internationale som Autonomisterne en Kongres
i Genf i September Maaned. Autonomisterne vedtog at afskaffe
Generalraadet og det foreskrevne faste Kontingent og at overlade
til hver enkelt Kongres at bestemme Sammenkaldelsen af den
næste. Altsaa et Forsøg paa i deres egen Organisationsform at
afskaffe al Centralisation og dirigerende Myndighed. Kongresser
afholdtes ligeledes i Bryssel i 1874 og i Bern 1876. Paa denne
sidste[11] fremsatte Italieneren Malatesta Anarkisternes Opfattelse
af Samfundet med Ord, der kunde sættes som en Slags
Grundtekst til, hvad en stor Del af vore Dages Anarkister betragter
som Anarkismens videnskabelige Begrundelse og praktiske
Program: »Det [Samfundet] er et organisk levende Legeme, hvori
Menneskene er de Celler, som solidarisk samvirker til altings
Liv og Udvikling. Det styres af iboende, nødvendige Love,
uforanderlige som alle Naturlove. Der er ikke nogen
Samfundsoverenskomst, men derimod en Samfundslov. – Hvad er saa Staten?
En *superfetation[12],* som lever paa Samfundslegemets Bekostning
og ikke har andet Maal og anden Virkning end at organisere og
vedligeholde Arbejdernes Udbytning. Derfor vil vi tilintetgøre
Staten. Hvorledes Samfundet saa vil ordne sig, ved vi ikke. Vi
ser med Mistillid paa alle utopiske Løsninger. Vi vil ikke mere
have noget at gøre med den kunstige, videnskabsstridige
’Stuesocialisme’, som vi bekæmper som reaktionær. Vort eneste Maal
bør være at ødelægge Staten. Det maa overlades til Samfundets
Naturloves fri og frugtbare Virksomhed at fuldbyrde
Menneskeslægtens Skæbne«. – Afstanden fra Socialisterne, der netop anser
Samfundslovene for foranderlige og afhængige af den økonomiske,
materielle Udvikling, træder her skarpt frem; ligeledes vil vi straks
se, at Nutidens Anarkister for en stor Del ikke stiller sig saa afvisende
til Spørgsmaalet om, hvorledes Samfundet vil forme sig »Dagen
efter Revolutionen«. I 1877 forsøgtes en Udsoning af Anarkisterne
og Marxisterne, eller, som Anarkisterne kaldte dem, de
»autoritære«; en »universel Socialistkongres« sammenkaldtes i Gent. Der
mødte 46 Delegerede. Her stod Liebknecht og César de Paepe,
den belgiske Læge, der ellers efter Kongressen i Haag havde
deltaget i Anarkisternes Kongresser, lige overfor Juraforbundets Stifter
James Guillaume, de første to hævdende, at Staten bør overtage
Produktionen og Arbejderne deltage i den politiske Kamp, den
sidste, at Produktionsmidlerne maa tilhøre Arbejderforbundene,
at Arbejderne ikke kan vente noget af den politiske Kamp, da de
altid er blevne og fremdeles vil blive udbyttede og bedragne af de
andre, borgerlige Partier, samt at de kun kan naa deres Maal ved
Revolutionen. Da Anarkisterne ved Afstemningen var i Mindretal,
erklærede de, at de to Skolers Principer var for modstridende til
at noget Samarbejde var muligt Man skiltes uforsonede, og siden
er Svælget kun blevet dybere.
Bakunin havde 1873 trukket sig tilbage fra aktiv
Virksomhed til en Villa ved Lago maggiore, som hans Ven Cafiero havde
givet ham. Han døde i Bern den 2. Juli 1876. Det er i de
romanske Lande, at hans Ideer først har fundet Anklang og har
spredt sig videst.
** II.
I Italien, hvor Bakunin begyndte sin Propaganda i 1865,
fandt han en udmærket Jordbund for sine Ideer. Hele Landet
var gennemvævet med hemmelige og aabenlyse Foreninger, og
Folkets Elendighed er der større end de fleste andre Steder i
Europa. Det er ikke for intet, at Italienerne i Frankrig og andre
Nabolande optræder som en Slags europæiske Kinesere og
underbyder deres indfødte Klassefællers Løn til et Lavmaal, disse aldeles
ikke kan friste Livet ved; thi fra deres Hjemland er de vante til
de elendigste Levekaar: Sultekost, Hundeføde, svinsk
Halvnøgenhed i de usleste Pjalter, dyrisk Sammenstuvning i de værste
Huller eller den aabne Himmel som eneste Tag. Plinius den
ældres Ord om, at de store Godser er Italiens Ødelæggelse, er
Sandhed en Gang til. Der er Godser, hvor der i Saaningens eller
Høstens Tid anvendes indtil fire Tusind Arbejdere, som udfører
Markarbejderne paa militær Vis. I Rækker, hundrede Mand høj,
gaar de frem med Plovene under Kommando af beredne
Opsynsmænd, Nutidens raa Slavefogder. Arbejderne bor ikke paa Godset,
men kommer derud fra Byerne, slæbende deres Familier med sig,
og anbringes saa i usle Skure, udsatte for Vind og Regn, efter
at de ofte har slidt fra tidlig Morgen til sent paa Dagen i den
glødende Solvarme. Resten af Aaret beholdes der kun et Par
Hundrede Mand til at besørge Arbejdet paa disse store
Strækninger, medens de sumpige Egne er overgivne til Okse- og
Bøffelhjorde, som paa enkelte Godser kan tælle mange Tusinde
Høveder. Indtægterne af disse uhyre Ejendomme bortødsles i
overdaadig Pragt i Italiens store Stæder; Ejerne ser Arbejderne
aldrig noget til; Godserne bestyres af Forvaltere, der skal skaffe
Penge til Veje og derfor holder Svøben over Forpagterne, som
lader Udsugningen gaa videre ud over Arbejderne. Naar de
er komne hjem igen til Byerne, lever Arbejderne i snavsede
Huse i svinske Gyder, med Arbejdsløshed som stadig Gæst. Paa
de Steder, hvor der ikke er store Godser, er Forholdene dog ikke
bedre, og alle Vegne fra søger Arbejderne derfor bort baade til
Nabolandene og til Nord- og Sydamerika, uden at det hjælper
det mindste paa dem, der bliver tilbage. Efter Urolighederne i
Calatabiano paa Sicilien i 1880 erklærede den Carabiniereofficer,
som havde undertrykt Bevægelsen, til Præfekten: *E questione di
fame[13]* – det er et Madspørgsmaal –, og det samme
Vidnesbyrd gentages ved den sidst udbrudte Opstand, som nylig
er bleven undertrykt, idet Generalprokurøren i Palermo, Sighele,
skal have sagt til en Journalist: »De hundredaarige Undertrykkelser
bærer nu deres Frugt. Bøndernes Stilling paa Sicilien er slettere
end noget andet Sted i Italien. Man kan ikke undre sig over, at
de med Magt søger at forbedre deres Forhold.« Det italienske
Proletariat strækker sig langt ud over Arbejderklassen; det breder sig ved
Universiteterne og naar helt op i Adelsklassen; dog med den
Forskel, at denne sidste som Regel anser det for under sin
Værdighed at arbejde for Løn. »Der er lige saa mange
Adelsmænd paa Sicilien som i England, og Mr. Dawes, fra hvis
Indberetning om Sicilien, afgiven til Udenrigsministeriet i 1872, disse
Bemærkninger er tagne, meddeler, at 25 pct. af de lavere Stænder
er Droner – Dagdrivere, som lader sig ernære af deres Koner
og Børn«[14].
Til Trods for Modstanden fra Mazzini og hans Tilhængeres
Side, var Tilslutningen til Internationale stor. En Centralsektion
blev dannet i Neapel i 1869; i de næste Par Aar dannedes der
talrige Sektioner, som sluttede sig sammen i Arbejderforbundet
*il Fascio operaio.* En Kongres blev afholdt i Bologna i 1872,
og da Bakunin noget senere samme Aar var bleven udstødt af
Internationale, traadte Delegerede fra *il Fascio operaio* paany
sammen og erklærede, at det italienske Arbejderforbund sagde sig
løs fra Forbindelsen med Internationales Generalraad. Efter
Internationales Ophør vedblev de italienske Arbejdere at kalde sig
Sektioner af den internationale Arbejderassociation. Efter
Kongressen i Bologna skrev Bakunin til en Ven i Madrid, at Italien
maaske nu var det mest revolutionære Land efter Spanien.
Ejendommeligt for Italien, men forklarligt ved de store Godser,
er det, at den socialistiske Bevægelse straks greb stærkt om sig blandt
Landarbejderne og Bønderne. I en apulisk Landsby holdt Mairen
socialistiske Foredrag; andre Steder foreslog hans Kolleger
Bønderne at dele Jorden. I 1877 drager en Skare, hvoriblandt de
ledende Anarkister, Malatesta og Cafiero, ind i Landsbyen
Letino i Benevento med et rødt og et sort Flag i Spidsen og
begiver sig til Kommunalbygningen; Kommunalraadet viger dem
Pladsen mod en Kvittering lydende paa, at »vi undertegnede har
sat os i Besiddelse af Kommunehuset i Letino med væbnet Haand
i den sociale Revolutions Navn«. Bønderne iler til, og under
deres Bifaldsraab erklærer en af Lederne, at de er komne for at
befri Folket. Kvinderne forlanger, at man straks skal skride til
Jordens Deling. Man opbrænder Skatteprotokollerne og uddeler
Kommunalkassens Indhold og de Arbejdsredskaber, der fandtes
som Pant for Gæld. En Præst staar op og hilser Folkets
Befriere velkomne i Evangeliets Navn. Man drager videre til
næste Landsby, hvor under ikke ringere Begejstring Skattebøgerne
opbrændes, og hele Befolkningen jubler over, at Skatternes og
Udsugelsernes Tid er afløst af Frihedens og Lighedens ny
Tidsalder. Da Tropperne nærmer sig, flygter Skaren ind i Bjærgene.
Ved den senere Retssag frikender Juryen Deltagerne i denne lille
Revolution ud fra den Amnesti for politiske Forbrydelser, Kong
Umberto havde udstedt ved sin Tronbestigelse.
Ogsaa Kvinderne tager ivrig Del i den anarkistiske
Bevægelse. En begavet og dannet Russerinde Fru Kulischof stod
sammen med en italiensk Dame Fru Pezzi i Spidsen for
Bevægelsen i Florens. Internationalisternes kvindelige Sektioner i
Syditalien udstedte i 1877 et Opraab til alle Italiens Kvinder, hvori
de erklærede, at Kvindens Frigørelse er et med Arbejdernes
Frigørelse. Hele denne stærke Bevægelse var selvfølgelig ledsaget af
Politiforfølgelser, Processer, Domfældelser og Fængselsliv. Men
Bevægelsen stansedes ikke, kun omdannedes de aabenlyse
Foreninger til hemmelige Selskaber, en Kampform, Italienerne altid
har haft Forkærlighed for. Den anarkistiske Bevægelse fik hurtig
en stor Presse, men rigtignok gik disse Blade ofte lige saa hurtig
ind, som de kom ud. Deres Navne er betegnende nok: *Satana,
L’Ateo, Il Petrolio, L’Anticristo, Il Povero, Il Proletario.* I 1882
udvides Stemmeretten i Italien noget, og dermed begynder der,
ved Siden af den anarkistiske Bevægelse, at brede sig en
marxistisk, hvoraf den tidligere Anarkist Costa var en Hovedleder.
Anarkisten Malatesta kom tilbage for at bekæmpe sin tidligere
Meningsfælle, men et Aars Tid efter blev han og et halvt
Hundrede andre Anarkister fængslede.
Dog har Socialdemokratismen lige saa lidt som Politi og
Soldater kunnet standse Bevægelsen. Anarkismen breder sig
vedblivende stærkt i Italien; en Mængde Grupper og Forbund
spreder dens Teorier, og deres Virksomhed støttes ved de store
og oprørende Svindlerier, som Magthaverne mere eller mindre
ustraffet gør sig skyldig i. »Daadspropagandaen« vinder flere
og flere Tilhængere, hvorom de stadig hyppigere Dynamit- og
Bombeattentater vidner. De forskellige Grupper er dog
langtfra indbyrdes enige. »Der er mellem Anarkisterne,« siger
Malatesta i et Brev til *la Révolte,* September 1892, »taktiske
Forskelle, maaske ogsaa forskellige Opfattelser af Anarkiet. Der er
forskellige Meninger om, hvorledes man skal stille sig overfor
Arbejderbevægelsen; nogle Kammerater ser paa den med
Ligegyldighed, mens vi i den ser Revolutionens Kraft.«
Uoverensstemmelsen er den samme, som genfindes i de andre Lande:
nogle Anarkister foretrækker en Forbindelse mellem Individer og
Grupper, en Slags Organisation; til disse hører Malatesta og den
til Amerika udvandrede Merlino[15]; andre vil lade Individerne
handle fuldstændigt uafhængigt af hverandre; Talsmand herfor er
bl.a. Pomati. Ved den almindelige Arbejderkongres, som i
August 1892 holdtes i Genua, kom det til Strid mellem de
socialistiske og anarkistiske Delegerede; Kongressen splittedes i to, idet
Socialdemokraterne trak sig tilbage, da de i første Møde viste
sig at være i Minoritet, og der dannedes et Slags anarkistisk
Parti, der dog nærmest synes at svare til de »uafhængige« i
Tyskland (se nedenfor). De vigtigste anarkistiske Blade er for Tiden
*Il Riscatto* (»Hævnen«) i Messina, *La Propaganda* i Imola, *Ordine*
(»Ordnen«) i Turin og *Sempre avanti* (»Altid fremad«) i Livorno.
Det socialistiske Blad i Mantua *la Favilla* (»Gnisten«) gik i 1892
over til at blive anarkistisk. Dets Redaktør, Advokat Molinari,
blev for nogle Uger siden af en Krigsret dømt til tre og tyve
Aars Fængsel, hvoraf tre Aar skulde tilbringes i Ensomhed. Forbrydelsen var en Tale, han havde holdt. Denne Dom forekom
dog den civile Kassationsret for grov, og den omstødte den.
I Spanien begyndte Bakunin, støttet af italienske og
spanske Venner som Fanelli, Sentinon, Friscia og Alerini i
1867 sin Propaganda. Hans anarkistiske Ideer blev modtagne
med Begejstring og udbredte sig hurtig. De mange
revolutionære Bevægelser og voldsomme Omskiftelser, der i
Aarhundredets første Halvdel havde rystet Landet, og hvorfor netop
den Gang Isabellas Trone ramlede sammen, gjorde Spanierne let
modtagelige for den mest revolutionære Form af Socialismen,
hvis Forestillinger om et statsløst Samfund, bygget paa
uafhængige, men samvirkende Kommuner, fandt Genklang i de
udbredte separatistiske Følelser, der kræver Spanien opløst i en
Række federative Republiker. Spanien er ikke noget Fabrikland
som Belgien eller England, men de franske socialistiske Systemer
fra før 1848 fandt tidlig Talsmænd der[16], og i den sydlige Del
af Landet genfinder vi de samme Landboforhold som i Italien,
de umaadelige Godser med Tusinder af omvankende og
ejendomsløse Landarbejdere. Ogsaa fandtes der i Spanien inden 1867
Arbejderorganisationer og *El Obrero* (Arbejderen), et
Arbejderblad, som vel ikke endnu var socialistisk, men som snart kunde
blive det. I 1868 sendte Internationale Delegerede til Spanien,
og Arbejderne sluttede sig i Massevis til Forbundet; allerede Aaret
i Forvejen var der dannet en Sektion i Barcelona med *La
Federacion* som Organ; nu dannes der en Centralsektion i Madrid, og
F. Mora og Morago udgiver *La Solidaridad.* Trods
Politiforfølgelserne, som nu begyndte, talte ved Enden af 1869 Forbundet
195 Sektioner med over 20.000 Medlemmer, og denne
Tilstrømning fortsattes i 1870–71. Samtidig førtes der en forbitret
Kamp mellem Bakunins og Internationale-Generalraadets
Tilhængere. Pariserkommunen hilstes med Begejstring, og Frygten
hos de konservative og herskende Klasser for, at en lignende
Bevægelse skulde bryde ud i deres eget Land, var stor.
Hele Landet over, men især i Catalonien, udbrød der i
Løbet af 6 Maaneder over et halvt Hundrede for Arbejderne
sejrrige Strejker. En Taler i Cortes erklærede forfærdet, at man
inden lang Tid maatte være forberedt paa en Generalstrejke og
et derpaa følgende almindeligt Oprør af Arbejderne, der vilde
fordre »alle Arbejdsmidler, det vil sige, Maskiner, Raastoffer og
Kapital udleveret.« Internationale blev erklæret for en ulovlig
Forening. Regeringen sendte den 9de Februar 1872 en
Rundskrivelse[17] til sine udenlandske Repræsentanter, hvori den
betegner denne Diskussion om Internationale som »en vigtig, maaske
den vigtigste Debat, der nogen Sinde har fundet Sted i en
lovgivende Forsamling«, og om selve Internationale siges, at den
»er et Slag i Ansigtet paa alle Menneskeslægtens Traditioner,
sletter Gud ud af Sindene, Familien og Arveretten ud af Livet,
Nationerne af den civiliserede Verden, og kun stræber efter
Arbejdernes Velfærd paa Grundlag af et alment Forbund«; de
lokale Forfølgelser, som Ministeren for Spaniens Vedkommende
lover intet skal lade tilbage at ønske, er ikke nok: »for at
besværge Ondet, maa alle Regeringer forene deres Bestræbelser...
Farens overhængende Nærhed og Størrelse kan ikke overvurderes«.
»Det vilde ogsaa være meget heldigt, om de Lande, der ikke har
nogen Udleveringstraktat med Spanien, kunde blive enige om at
afslutte en Konvention eller Specialtraktat med Hensyn til alt
angaaende den her nævnte Sag«. Paa dette rædselsglødende
Nødraab var Lord Granvilles Svar som en Straale koldt Vand:
»Ifølge Storbritanniens Love har Udlændinge uindskrænket Ret til
at komme til og bo her i Landet, og saa længe de er her, staar
de i samme Grad som de britiske Undersaatter under Lovens
Beskyttelse. Hendes Majestæts Regering vilde ikke blot beklage,
men i højeste Grad fordømme, hvis fremmede Flygtninge i
England skulde ophidse til Opstand mod Regeringerne i deres egne
Lande..., men den tror ikke, der foreligger nogen Grund, som
kan berettige den til at søge nogen som helst overordentlig
eller yderligere Fuldmagt med Hensyn til de i England sig
opholdende Udlændinge«[18]. Ministeriet Sagasta havde dog ikke
afventet sit Cirkulæres Skæbne, men hjemme i det mindste
begyndt Udførelsen af sit Forfølgelsesprogram, og i et Cirkulære til
Præfekterne paalagt dem at »forfølge alle Internationales Medlemmer
og stille dem for Domstolene.« Flere af Lederne maatte flygte til
Portugal.
Arbejderforbundene i de store Byer protesterede mod
Regeringens Fremgangsmaade, og til Trods for dennes Trusler
sammenkaldte Forbundsraadet til en Kongres; Indbydelsen endte
saaledes: »Arbejderklassen, som udnyttes, forfølges og bagtales
af dem, som den skaffer alt til Livets Ophold, maa svare paa
Magthavernes Udfordringer ved fredelig at mødes i Saragossa
for at behandle nogle af de Spørgsmaal, som angaar deres
Frigørelse, der vil blive hele Menneskehedens Frigørelse. Men hvis
Myndighederne, den besiddende Klasses Repræsentanter, skulde
forsøge at hindre denne fredelige Sammenkomst af Arbejdets
Børn, saa husk paa, at der aldrig i Historien, paa en saa tydelig
og indtrængende Maade, har frembudt sig en Lejlighed til at
erklære den sociale Krig, Klassekrigen, Krigen imellem
de fattige og de rige... Hvis dette skulde indtræffe, vil
Arbejderklassen vide at gøre sin Pligt.« Kongressen afholdt først
private Møder den 6te og 7de April, og det blev bestemt, at den
skulde begynde de offentlige Møder den 8de. Dette skete, men
næppe var Mødet aabnet, før Politikommissæren erklærede det for
opløst. Forsamlingen svarede, at den kun veg for Magten, og
skiltes ad, men traadte sammen igen i et privat Lokale, hvor
Politiet ikke indlod sig paa at forstyrre den, men nøjedes med
at anlægge Sag mod Forretningsudvalgets Medlemmer.
Imidlertid blev Situationen mere og mere kritisk for Kong
Amadeos Regering; Republikanerne løftede overalt Hovedet, og
de konservative Partier tabte mere og mere Modet.
Kongedømmets Fjender bestod af tre Grupper: de federale
Republikanere under den senere Præsident Pi y Margalls Ledelse, de
Intransigente og Internationalisterne med det kæmpende
Proletariat bag sig. De Federale foreslog Internationalisterne at
arbejde sammen med dem paa Løsningen af Spørgsmaalet om
Arbejderklassens sociale Stilling. De mere moderate, navnlig
Paul Lafargue og J. Mesa, vilde modtage dette Tilbud, men
Anarkisterne modsatte sig det, og deres Anskuelser gik af med
Sejren. I deres Svar erklærer de, at Samarbejde ikke kan føre
til noget Resultat: I tilstræber »at forbedre Arbejderklassens
Stilling; men vi vil afskaffe Klasserne, det vil sige, virkeliggøre
alle Individers, Mænds som Kvinders, fuldstændige
økonomisk-sociale Frigørelse«[19].
I September samme Aar afholdtes Kongressen i Haag, og
efter Bakunins Udstødelse af Internationale, erklærede
Størstedelen af de spanske Sektioner sig for ham og Anarkismen, og
deres Antal forøgedes stadig. Efter den spanske Delegeredes
Beretning[20] paa Kongressen i Genf i 1873, bestod Internationale
den Gang af 557 faglige Sektioner og 117 Sektioner af forskellige
Arbejdere, i alt 674 med omtrent 300.000 Tilhængere. De raadede
over en stor Mængde Blade, hvoraf mange med lige saa
karakteristiske Navne som deres italienske Meningsfæller: *El Condenado*
(den fordømte), *Los Decamisados[21]* (de skjorteløse), *El Petroleo,* der
førte et lige saa voldsomt Sprog: »Og hvis vi ikke er stærke
nok til at naa vort Maal«, skriver dette sidste Blad, »nemlig at sætte
os, nu det er vor Tur, ved Livets rige Bord, saa vil den Hævner,
de priviligerede Klasser frygter saa meget, Petroleumen, komme,
ikke blot for at fuldbyrde Ødelæggelsens, men for at udføre den
hellige og højeste Retfærdigheds Værk. En Nivelering, om det
skal være med Økse og Ild, er det, Proletarens saa længe
nedtrampede Værdighed fordrer.« Men Anarkismen havde da naaet
sit Højdepunkt. Efter at Kongedømmet den 13de Februar 1873
var faldet, og Pi y Margall var bleven Præsident, havde de
Intransigente oprettet en Velfærdskomite, der dannede en Regering
ved Siden af Regeringen. Denne Komite søgte at fremkalde en
Rejsning, og der udbrød Uroligheder i Cadix, Sevilla, Granada, Murcia og
mange andre Steder. Den 7de Juli erklærede Arbejderne i
Fabriksbyen Alcoy Strejke, og det kom til et blodigt Sammenstød mellem
Hæren og Internationalisterne. Den 12te Juli rejste Cartagena
sig, hvor Matroserne og Soldaterne sluttede sig til Oprørerne, og
Landet var nu delt imellem to krigsførende Magter. Hvor
Anarkisterne deltager i Kampen, staar de paa de Intransigentes Side.
Ottetimers-Arbejdsdagen indføres i Sevilla, og det bestemmes, at
de lukkede Fabriker og Værksteder og uopdyrkede Jorder skal
gives til dem, der kan gøre dem frugtbringende. Juntaen i
Cartagena erklærer al Ejendom, der er en Følge af kongelige Gaver,
og som de nuværende Besiddere har faaet ved Arv, og al Ejendom, der skyldes Statens Salg af Kirkegodser til en lavere Pris
end en Tredjedel af deres Værdi, for konfiskerede til Fordel for
det Kanton, hvori de ligger. Endelig, efter at Castelar har afløst
Pi y Margall som Præsident, lykkes det General Pavia sammen
med General Martinez Campos at blive Herre over de
Intransigente undtagen i Cartagena, der først indtages i
Begyndelsen af 1874. Men Madrid-Regeringens Sejr var Republikens
Undergang.
Efter Cartagenas Indtagelse forfølges Anarkisterne
skaanselsløst; al aaben Agitation umuliggøres; deres Blade
undertrykkes. Selve Bevægelsen fortsætter sig derimod i hemmelige
Foreninger med hemmelige Trykkerier. Indtil 1883 hørtes der
ikke meget til den, saa opdagedes »den sorte Haands«, *La
mana negra’s,* Sammensværgelse. Denne hemmelige Forening,
en selvstændig Organisation, der talte en 40,000 Medlemmer,
havde sit Hovedsæde i Andalusien og sine Tilhængere blandt de
ulykkelige Landarbejdere, »fortærede af Feber og Brystsyge
gennemstrejfer de de udtørrede Marker, de øde Landsbyer og de
halvt sammensunkne Byer for at anraabe Godgørenheden om
Hjælp; de vender sig fra private Folk til Velgørenhedsselskaberne
og Regeringen; og det har nu varet i ti Maaneder; Privatfolk har
været godgørende, Hospitalerne er fulde, men det slaar langt fra
til, thi deres Antal vokser stadig, og Elendigheden bliver større
og større«. Og Regeringen? »Der er Tusinder af ulykkelige, som
dør af Sult; det er forfærdeligt at se paa; de maa ganske simpelt
forsvinde. Desuden, en Regerings økonomiske og politiske Kredit,
og navnlig en Regerings, der trænger til Kredit for at kunne laane
til en Rente af 20 eller 21 pct., vilde ellers tage Skade[22].
Efter at »den sorte Haand« var slaaet ned, indtraadte der en
Standsning i de social-revolutionære Bevægelser i Spanien. Men
tvungne til en hemmelig Agitation havde Anarkisterne i deres
hemmelig trykte Skrifter erklæret sig for »Daadspropagandaen«:
»Siden vi forfølges som vilde Dyr, vil vi ogsaa handle som vilde
Dyr og bringe Død og Fordærvelse over den bestaaende Regering
og det bestaaende Samfund ved alle Midler«[23]. Disse Trusler
har de, som bekendt, i Fjor udført ved Attentatet paa Martinez
Campos, hvis blodige Virksomhed i 1873 og 1883 Anarkisterne
saaledes har villet hævne. Dette Attentat var et Kampsignal og
kan betragtes som et Bevis for, at Anarkismen i Løbet af de sidste
ti Aar maa have bredt sig vidt i Spaniens Arbejderlag, trods
Regeringens skaanselsløse Forholdsregler; dette bekræftes ved Tal
og ved de senere Begivenheder. Efter borgerlige Opgivelser var
der i Fjor i Catalonien 6000 Anarkister, hvoraf et Par Hundrede
var Tilhængere af »Daadspropagandaen«, og siden Henrettelsen af
Pallas, Campos-Attentatets Ophavsmand, foregaar Kampen mellem
det bestaaendes Forsvarere og dets Fjender med uafbrudte
Sammenstød og en ganske anderledes Voldsomhed, end man udenfor
Spanien gennem Dagspressen faar nogen Forestilling om. De
anarkistiske Blade er bedre underrettede. I November 1893 lød saaledes
Beretningen for en enkelt Uge: »I Fabrikbyen Villanueva y Geltru
sprang den 15de Novbr, en Nitroglycerinbombe i Nærheden af
Gendarmerikasernen og anrettede betydelige Ødelæggelser uden at
dræbe nogen. I Barcelona blev der yderligere den 18de Novbr,
arresteret 8 Anarkister, og Geværer og Munition beslaglagdes hos
dem. Samme Dag sprang der en Dynamitbombe i Borgermesterens
Hus i Torrente, Provinsen Valencia, der ødelagde mange Ting,
men intet Menneskeliv. I Santa Barbara, i Nærheden af Oviedo,
har der fundet en Eksplosion Sted i Krudtfabriken. Lyceumteatret
i Barcelona[24] er stadig lukket. Publikums Skræk er saa stor, at
en Kikkert, der faldt paa Gulvet i Eldoradoteatret, fremkaldte en
livsfarlig Panik. Formanden for Grosserersocietetet i Barcelona
har faaet et Truselsbrev om, at Børsen vil blive sprængt i Luften.
Ingen indlades uden paa et særligt Adgangskort. En Anarkist er
bleven arresteret i Børsens Nærhed.«[25] Regeringen svarer med
Arrestationer i Massevis og, hvad der hos de letophidsede Spaniere
sikkert giver Anarkismen ny Vind i Sejlene, med Deportationer:
I det hele er der nu sendt over 200 Anarkister til Øen Fernando
Po i Havbugten ved Guinea. *Imparcial,* et borgerligt Blad skriver:
»Naturen er der paradisisk, Klimaet helvedsagtigt, febersvangert,
morderisk, et Cayenne i det smaa. Orme gnaver Europæerne i
levende Live. Der er indbragt et Lovforslag, som skal godkende
denne umenneskelige, uden Retsforfølgning udførte
Fremgangsmaade og gøre denne Deportation lovlig.«[26]
Ligesom i Italien findes der i Spanien en Mængde
anarkistiske Selskaber og Klubber, og ligesom der er de splittede i
deres Anskuelser paa teoretiske og taktiske Omraader. Deres
Hovedorganer er *La Anarquia* i Madrid, *El Productor* og *La
Conquista del Pan* (Erobring af Brødet) i Barcelona, *El Rebelde* i
Saragossa.
Den spanske Revolution i 1868 gav Stødet til en
Arbejderbevægelse i Portugal, men først Indflydelsen fra Pariserkommunen
1871 gav denne Bevægelse en socialistisk Retning med en stærk
Tilslutning til Internationale. I mindre end to Aar samlede dennes
portugisiske Afdeling over 20.000 Tilhængere i Lissabon, Oporto
og Coimbre og havde tre blomstrende Organer *O Clamor do povo*
(Folkets Raab), *A Tribuna* (Talerstolen) og *O Jornal do trabalho*
(Arbejdsbladet). I teoretisk Henseende stod de portugisiske
Arbejdere Anarkismen nærmest, men paa det taktiske Omraade
forkastede de Daadspropagandaen. I Halvfjerdserne vandt
Kollektivismen større og større Terræn, og paa Kongressen i Lissabon i
1875 dannedes et socialistisk Arbejderparti, og de nævnte Blade
ombyttedes med ny. Denne Bevægelse gik i Løbet af de følgende
ti Aar længere og længere bort fra Socialismen og over i
Radikalismen. Der gjordes et Par Forsøg paa at grunde revolutionære
Blade, men uden Held. Endelig i 1888 paabegyndtes et rent
anarkistisk Blad *A Revoluzao social.* Men heller ikke dette kunde
holde sig oven Vande. Det Opsving, Anarkismen i de sidste Par
Aar har taget, har ikke ladet Portugal uberørt; en ivrig anarkistisk
Agitation drives nu der som i de andre romanske Lande; ogsaa
Daadspropagandaen har der sine Tilhængere og Udøvere. De
socialistiske Arbejdere vender sig i større og større Antal bort fra
Valgdeltagelse, og deres Blade omtaler med Uro Anarkismens
Tilvækst. Anarkisterne har nu, om end med en Del Vanskelighed,
faaet et eget Organ *A Revolta,* som udkommer i Lissabon.
Fra Spanien og Portugal er den anarkistiske Agitation ført
over Havet til Stammefrænderne i Sydamerika. I Brasilien og
de sydamerikanske Republiker har Anarkismen ivrige Talsmænd
og Tilhængere og en særlig Presse. Saaledes af spanske Blade
*El Perseguido* (Den forfulgte) i Buenos Aires, *El Oprimido* (Den
undertrykte) i Chile. Desuden paa Spansk og Italiensk *Demoliamo*
(Lad os ødelægge) i Rosario de Santa-Fé og *El derecho a la Vida*
(Retten til Livet) i Montevideo. Paa Portugisisk udgaar *Tribuna
operaria* (Arbejdertalerstolen) i Brasilien. Ogsaa i New York
udgaar der et spansk anarkistisk Blad *El despertar* (Opvækkelsen).
** III.
Frankrig er det Land, hvor i Øjeblikket Anarkismen staar
i sin kraftigste Udfoldelse, bredende sig ikke blot til Siderne, men
ogsaa fra neden opad gennem de forskellige Samfundslag, og dog
er det det af de romanske Lande, hvor denne Bevægelse sidst tog
Fart. Saa sent som i 1886 paastaar Mermeix[27], at der i Frankrig
kun findes Anarkister i Lyon og Omegn: »Man har ganske vist
nogle i Paris, men det er mindre Anarkister end nogle voldsomme
og misfornøjede Urostiftere«. Dette er vel overdrevent, men
Antallet af Anarkister i Paris beløb sig dengang, saa vidt Politiet
kendte dem, kun til omtrent 1500, fordelte i en Snes Klubber, og
deraf var mange fremmede Flygtninge, især Østerrigere og Russere
og nogle Spaniere[28]. Men Aaret i Forvejen, 1885, var Anarkismens
Hovedorgan, *le Révolté,* fra Genf flyttet til Paris, hvor dens
Indflydelse i de følgende Aar stadig tager til. Som de sidste Aar og
Maaneder har vist, er de franske Anarkister ikke mindre end de
andre romanske Ultrarevolutionære, komne ind paa
Daadspropagandaens Bane og har saaledes skuffet den Tillid, den
socialistiske Bevægelses Historieskriver B. Malon udtalte til dem, da han
1879 i en Korrespondance til Ludvig Richters »Jahrbuch f.
Sozialwissenschaft«[29] skrev: »Daadspropagandaen, saaledes som den
forsøges i Italien og Spanien, og i Rusland anvendes med mere
Berettigelse, er umulig i Frankrig«.
Den anarkistiske Bevægelse kom ind i Frankrig fra Schweiz
og »Juraforbundet«, og det er derfor let forklarligt, at den først slog an i det østlige Frankrig og navnlig i
Lyon med de mange Fabrikarbejdere. Allerede i 1869 var Bakunin
mødt i Basel som Delegeret for Silkearbejderskerne i Lyon, og i
1870 havde han der forsøgt at fremkalde en lignende Rejsning, som
kort efter til Dels virkeliggjordes i Kommunen i Paris, og havde
udstedt et Dekret om Statens Ophævelse, men ved Troppernes
Ankomst atter forladt Byen. Det socialistiske Demokratis Forbund talte Medlemmer baade der og i Marseille. Ogsaa
flere af de Franskmænd, der opholdt sig i Schweiz, var Medlemmer
af Forbundet, saaledes B. Malon og Jules Guesde, der dog begge
vægrede sig ved at følge Bakunin i hans anarkistiske Teorier, og
hvoraf den første senere, efter et Besøg hos Karl Marx i London,
blev og endnu er Føreren i Frankrig for den marxistiske
Socialismes Tilhængere. P. Brousse, der havde været
en ivrig anarkistisk Agitator i Schweiz og dannet anarkistiske
Sektioner i Italien, havde ligeledes, efter et Besøg i London hos
K. Marx, opgivet sine anarkistiske Ideer.
Bevægelsen voksede stærkt i Østfrankrig i Slutningen af
Halvfjerdserne og »Den østlige Federation« blev dannet. I 1880
dannedes »Den lyonske Federation«, blandt hvis virksomste
Medlemmer kan nævnes Bernard og Bordat. Agitationen dreves
med Iver, og de anarkistiske Blade *Le Droit social, l’Étendard,
Le Drapeau noir, La Lutte* førte det voldsomste Sprog. Paa
Møder vedtog man Dødsdomme over Republikens Præsident, over
Dommere og Politikommissærer; Daadspropagandaen anbefaledes.
Til de mest voldsomme og ophidsende Talere hørte Valadier,
der senere under Retsforhandlingerne viste sig at være Politiagent
for Rhônepræfekturet; thi her, som andetsteds, undsaa Politiet sig
ikke for at sende sine Spioner ind i Arbejdernes Foreninger og
ved alle mulige Ophidselser drive de revolutionære Talsmænd til
yderligere og voldsommere Handlinger. Da der i August 1882
blev rettet Dynamitattentater mod nogle gejstlige Bygninger i
Montceau-les-Mines, hvor et Mineselskabs Bestyrer havde afskediget
alle Arbejdere, der ikke vilde optræde som troende Katoliker, blev
Skylden kastet paa den anarkistike Agitation, og en Eksplosion i
Belle-cour Teatret i Lyon fremkaldte den største Bevægelse Landet
over. I Slutningen af 1882 lod Regeringen et halvt Hundrede af
Lyons mest bekendte Anarkister arrestere — Valadier besørgede
Politiet over Grænsen — og blandt disse var Kropotkin. Efter
flere Dages opsigtvækkende Retsforhandling, hvorved Politiets Rolle
blev afsløret, idømtes 47 Anarkister Fængsel fra 5 Aar til 6
Maaneder og Bøder fra 5000 til 100 Frcs. Den højeste Straf ramte
Kropotkin. Anklagen lød paa Overtrædelse af Loven af 1872,
der i Frankrig forbød Internationale og Tilslutning til
internationale Foreninger, hvilket var saa meget mærkeligere, som
Internationale den Gang ikke eksisterede mere. Derimod blev
Louise Michel, som samtidig i Lyon paa et offentligt Møde havde
faaet vedtaget en Resolution, der opfordrede til at gribe til Vaaben
for at omstyrte de bestaaende Institutioner, ikke stillet for Retten.
Ogsaa Émile Gautier blev idømt 5 Aars Fængsel og
5000 Frcs. Bøde. Mermeix siger om ham: »Han er den første
fremragende Anarkist, vi har haft her i Landet, efter Elisée Reclus
selvfølgelig. Han er en ung, højst betydelig Mand, saa veltalende
som de ti bedste Talere, vi har i Frankrig, ærgerrig og
mistænksom.«[30] Endog *Journal des Débats* ydede ham i Referatet af
Lyonerprocessen Anerkendelse for hans sjældne Veltalenhed. Han
hørte til en lille Gruppe Studenter, som i Midten af Halvfjerdserne
hver Dag mødtes i Café Soufflet paa Hjørnet af Boulevarderne St.
Germain og St. Michel, Studenterkvarterets Hovedaarer, for der at
diskutere og studere den videnskabelige Socialisme. Da Jules
Guesde, der paa Grund af sit Forsvar af Pariserkommunen var
bleven idømt en Fængselsstraf paa 5 Aar, hvorfor han foretrak
frivillig Landflygtighed, i 1876 kom tilbage fra Schweiz, satte de
unge Mænd fra Café Soufflet sig ivrig i Forbindelse med ham.
Kun Gautier var mere tilbageholden; han beskyldte Guesde for
personlig Ærgerrighed, og det kom endog til et aabenbart
Fjendskab mellem dem, der endte med en Duel paa Pistoler. Gautier
dannede saa med nogle Arbejdere en anarkistisk Gruppe; af
Studenterne fra Café Soufflet sluttede Antoine Crié sig til
Anarkisterne. Flere og flere Grupper dannedes nu i Arbejderkvartererne,
og en stærk Agitation dreves, hvorved ikke blot det kapitalistiske
Samfund, men ogsaa de forskellige »autoritære« Socialister blev
Genstand for Angreb. »Ingen Ledere, ingen Gud, ingen Herre
mere«, var Grundtanken i Agitationen. Det gjaldt om at frigøre
Arbejderne for al Autoritetstro, ogsaa den paa de »gamle anerkendte
Førere«, hvis personlige Interesser, Splid og Kævl bidrog saa
meget til at splitte og lamme Arbejderbevægelsen. Anarkisterne,
skønt et ringe Mindretal, var til Stede ved alle Arbejdermøder, og
afholdt selv, til Trods for Politiforordninger og Love, offentlige
Møder paa aaben Gade. Overalt førte de et voldsomt Sprog, og
blandt de voldsomste fandtes atter ophidsende Politiagenter. En
af disse, Serreaux, skrev endog i det anarkistiske Blad *La Révolution
sociale,* som Politiet — hvad den tidligere Politidirektør Andrieux
har meddelt — støttede med Penge, uden at de andre Medarbejdere,
hvortil Louise Michel hørte, havde mindste Anelse derom.
Efter at *Le Révolté* var flyttet fra Genf til Paris, hvor det
fra 1888 fortsattes under Navnet *La Révolte,* er Paris blevet
Midtpunktet for den anarkistiske Bevægelse i Frankrig. Samtidig har
de anarkistiske Teorier antaget en mere positiv eller, som
Anarkisterne selv foretrækker at kalde det, en mere videnskabelig
Karakter; ved Siden af Sætningen om, at det væsentlige er: ved
alle Midler og hurtigst muligt at tilintetgøre det bestaaende
kapitalistiske Samfund med alle dets Institutioner, Moral- og
Retsbegreber, søges Anarkismens Berettigelse og Nødvendighed
godtgjort ud fra historiske, naturvidenskabelige og moralske Synspunkter.
I Halvfemserne har Bevægelsen taget et stærkt Opsving. Den
stadig voksende Nød og Arbejdsløshed paa den ene Side og
Misfornøjelse og Forbitrelse over de socialistiske Politikeres Gaaen op
i Parlamentarisme med Tilsidesættelse af Socialismens revolutionære
Princip paa den anden, har drevet flere og flere Arbejdere over i
Anarkismen. De store Samfundsskandaler som Wilson-Historien,
Panama-Svindlerierne og Bank-Bedragerierne i Forbindelse med
Forargelse over den herskende Klasses Behandling af Arbejderne
som en lavere Kaste, mod hvem der ustraffet kan anvendes Kugler
og Krudt, naar de gennem Strejker fordrer forbedrede
Livsforhold, har ført mange af de unge udenfor Arbejderklassen, navnlig
Forfattere og Kunstnere, samme Vej.
Det voldsomme Sprog, som de fleste anarkistiske Blade
førte, havde i Praksis ganske naturlig en »Daadspropaganda«
til Følge. Denne bestod ikke blot i Anvendelse af eksploderende
Stoffer, hvorpaa en Kemiker i de anarkistiske Blade i Lyon gav
Recepter under Benævnelsen *»produits antibourgeois«,* men i
Angreb af enhver Form paa den private Ejendom. Ravachol, der
efter sin Henrettelse som Ophavsmand til Eksplosionen i Rue de
Clichy, er bleven en Martyr i Anarkisternes Øjne — en anarkistisk
Digter, Paul Paillet, kalder ham endog »Ravachol-Jésus« – havde
under sin »Kamp mod Samfundet« foretaget baade Indbrud og
Rovmord, og ved en Arrestation af Anarkister i Levallois-Perret
ved Paris i Fjor fandtes der, foruden flere Bomber, et helt
Udstyr af Dirke, Mejsler, falske Nøgler o.s.v. til at foretage
Indbrud med. En særlig Maade at angribe Ejendomsretten paa
er at flytte *»à la cloche de bois«,* d.v.s. uden at betale
Huslejen. Naar Værten eller hans Repræsentant Konciergen ikke
længere vil vente paa Lejen, men søger den inddreven ved at
beslaglægge den anarkistiske Lejers Møbler, indfinder nogle af
dennes Kammerater sig, et Par af dem tager sig af Konciergen,
for hvis Øjne de andre derpaa i en Haandevending bortfører hele
deres Meningsfælles Bohave.
Foruden ved Daadspropagandaen, hvis Udøvere betegnes
som *»les impulsifs«,* drives Agitationen paa Værkstederne mundtlig
Mand og Mand imellem og skriftlig ved Blade og Brochurer.
Desuden søger Grupperne at danne Biblioteker til Brug for deres
Medlemmer. Det er her ikke blot anarkistiske Skrifter, man søger
at stille til Raadighed, men alle de Forfatteres Værker, der direkte
eller indirekte bidrager til at kuldkaste nedarvede Fordomme og
Forestillinger paa det sociale, moralske, videnskabelige eller religiøse
Omraade. Tager man paa maa og faa et Par Numre af *La
Révoltes* litterære Tillæg, finder man ikke blot Navne som Kropotkin,
Elisée Reclus og J. Grave, men H. de Balzac, Tolstoi, Turgenjeff,
Jules Lemaître, Aur. Scholl, Alphonse de Karr, Herbert Spencer,
letourneau, Büchner, ja endog La Boëtie og Madame de Sévigné
afgivende Stof til anarkistisk Læsning. En Gruppe, der har i Sinde
at danne et Bibliotek og opfordrer til at skænke Bøger dertil,
skriver i sin Opfordring: »Det er yderst nyttigt for Biblioteket at
eje Værker af Büchner, Hæckel, Darwin, Herbert Spencer, Tolstoi,
Herzen, Bakunin og Elisée Reclus«. Endelig drives Agitationen
paa Møder og ved Udsendelse af rejsende Anarkister, der i det
tekniske Sprog kaldes »Landevejsløbere« *(»trimardeurs«* af
Gadesprogudtrykket *»trimard«* en Landevej).
Nogen egentlig Partiorganisation findes ikke. De fleste
Anarkister anser en saadan for principstridig; men af og til har
der hævet sig Røster for at søge en Organisation dannet, der
kunde give Bevægelsen en mere samlet Karakter. Nu foregaar
denne ved Dannelsen af indbyrdes uafhængige Grupper, som navnlig
findes i de store Stæder. De er sjælden meget talrige. De
grundlægges af et mindre Antal Individer, undertiden af en enkelt Mand,
der saa gennem de anarkistiske Blade opfordrer ligesindede i
Nabolaget til at slutte sig til. Grupperne mødes en à to Gange
om Ugen i *réunions et soirées familiales* enten i et af Medlemmernes
Hjem eller oftere paa en Beværtning, og her diskuteres Teorierne
og træffes Aftaler om offentlige Møder, Forhandlingsemner paa
disse og andre Agitationen vedrørende Spørgsmaal. Resultaterne
meddeles, naar de er af almindelig Interesse for Bevægelsen, i de
anarkistiske Blade. Forhandlingerne med andre Grupper sker
mundtlig eller gjennem de anarkistiske Blade. Disse Grupper har
som oftest Navne, der søges gjorte saa betegnende som muligt.
Her nogle: *Les Indignés, Les Révoltés, La Vengeance, Le Tocsin,
Les Forçats, La Panthère des Batignolles[31], Les Résolus, Les
Déshérités, l’Homme libre,* o. lign.
Hvormeget der bestaar af den anarkistiske Presse i dette
øjeblik, er tvivlsomt. De ved den nys henrettede Henrys Bombeattentat
paa Vestbanegaardens Café fremkaldte Forfølgelser og Arrestationer
har standset Udgivelsen af de vigtigste Blade. Men indtil for faa Uger
siden var Anarkisternes vigtigste Organer *La Révolte* og *Le Père
Peinard* (Den gamle Slider), som begge udkom i Paris. I
Provinserne var de mest bekendte Blade *l’Insurgé* i Lyon, som gik ind
for nogen Tid siden, og *La Mistoufle* (Elendigheden) i Dijon.
*La Révolte* gik i sit 16de Aar. Den udkom hver Lørdag i 8500
Eksemplarer og talte mellem sine Abonnenter Socialøkonomer og
andre Videnskabsmænd, Forfattere og Kunstnere og mange andre
udenfor Anarkisternes Kreds. Dens vigtigste Medarbejdere var
Kropotkin, Elisée Reclus og Jean Grave, dens egentlige Redaktør, der
nu er arresteret. Den bragte teoretiske Artikler om Anarkismen
og en ugentlig Oversigt over Bevægelsen i og udenfor Frankrig.
Her førtes Diskussioner mellem Anarkister af forskellige Anskuelser
og fra forskellige Lande. Med Bladet fulgte hver Uge et litterært
Tillæg, der, som ovenfor sagt, tog sit Stof alle Vegne fra, hvor
det fandt det. Fra dets Trykkeri i Rue Mouffetard, den lange,
snævre, men maleriske Gade ude bag Studenterkvarteret, hvor
der altid vrimler med Kvinder og Børn i italienske Modeldragter,
udgik de fleste anarkistiske Smaaskrifter. Dets Redaktør, Jean Grave,
har selv skrevet flere af de mest udbredte. Han var først
Skomagersvend, senere Typograf. I et Tillæg til *Le Figaro* for 13. Jan
1894, der er viet Anarkisterne, fortæller Félix Dubois om et
Besøg hos Jean Grave: »Naar man er krøbet op til fjerde Sal,
maa man klavre op endnu en Etage ad en smal og daarlig Stige og
befinder sig saa foran en Loftsdør. En Plakat viser, at man staar
ved Aviskontorets Dørtærskel. Der er ingen Klokke. Saa banker
man paa Døren. En Hund bjeffer, og en Stemme raaber: Kom
ind! Man ser straks ved sin Indtrædelse, at Lokalet længe kun
kan have tjent til Tørreloft og Pulterkammer. I et snævert
Kvistværelse gør Dynger af Aviser og Hylder, overfyldte med
Smaaskrifter, hverandre den Smule Plads stridig, som findes under det
skraa Tag. Et Par Stole og som Bord nogle Bræder paa to Bukke.
Lige ved Tagvinduet har Grave, for bedre at kunne benytte det
sparsomt indtrængende Lys, indrettet sig sit Arbejdshjørne. Han
er midt i Trediverne. Hans kraftigt byggede Hoved med den store
Pande, hans paa en Gang bestemte og milde Udtryk, hans
fordringsløse Optræden, som aldeles ikke minder om de offentlige
Møders rasende Talere, danner et højst interessant Hele. Hans
Stemme er rolig og saa mild og venlig, at man hurtig føler sig
sympatisk greben. Han indtager efter Kropotkin og Reclus en
vigtig Plads blandt de anarkistiske Forfattere. Hans Stil er fri
for hule Fraser, og i klare og letfattelige Ord gengiver han de to
andres indviklede Teorier og Drømme.« Jean Grave blev arresteret
den 6. Januar i Aar; *La Révolte* havde indeholdt en Liste med
Navne og Adresser paa alle Medlemmer af den Jury, der skulde
sidde til Doms over Vaillant, der kastede Bomben i Deputeretkamret.
Helt modsat *La Révoltes* teoretiske Alvor er *Le Père
Peinards* Galgenhumor. Dens Sprog er Parisergaminens Gadesprog,
hvis fordrejede Former og drastiske Vendinger fremkalder Smil
paa enhver Parisers Ansigt, dens Indhold er et Væld af de voldsomste
Smædeord mod Samfundets Herrer, Kapitalisterne og deres
Hjælpere og Hjælpers Hjælpere: Ministre, Dommere, Politi og Militær
fra den højeste til den laveste. Allerede et Blik paa Bladets Titel
viser dets ejendommelige Karakter: *Le Père Peinard, Réflecs
hebdomadaires d’un Gniaff* (Skoflikker). Bladets Hovedredaktør,
Emile Pouget, er, ligesom Jean Grave, Skomager af Fag.
Titelvignetten viser en Skomagersvend med Kasket paa Hovedet og
stort Skødskind; det venstre Skjorteærme er smøget op, og den
venstre Haand er i Færd med at smøge det andet Skjorteærme
op. I den højre Haand holder han en Pisk, og foran ham flygter
i vild Flugt hen over en Vej med væltede Kors og
Vievandskosten kastet hen paa Jorden, det borgerlige Samfunds Mænd:
en Politibetjent i Spidsen, og efter ham Kapitalisten med sin
Pengesæk i Favnen, Dommere, Officerer og Præster. I det hele
taget virker Bladet ikke blot ved sin Tekst[32], men ogsaa ved sine
Billeder, hvoraf der, foruden betegnende Titelvignetter, findes et
saa stort, som Bladets Format tillader det, i hvert Nummer. Disse
Billeder, der er lige saa bidende i deres Satire, som den Tekst
der ledsager dem, er ofte gjorte med glimrende Flothed og skyldes
Tegnere, hvis Navne, som Ibel, Félix Pisarro, Luce, Willette o.a.,
hører til de ansete i Paris’s Kunstnerverden.
Ved Siden af denne agitatoriske anarkistiske Presse er der
i Frankrigs litterære Presse Organer, som helt eller delvis løfter
Anarkismens Fane. *Les Écrits pour l’Art, Les Entretiens, Le
Mercure de France, l’Ermitage, l’Idée libre, La Plume, l’Art Social,*
mere eller mindre Talsmænd for en litterær Revolution, har ogsaa
i forskellig Grad bragt anarkistiske Artikler. Numret af *La Plume*
for 1. Maj 1893 er udelukkende viet Anarkismen og indeholder,
foruden Artikler af Kropotkin, Elisée Reclus og Grave, Bidrag
bl.a. af Jean Richepin og Léon Cladel. I 1891 fik den litterære
Anarkisme et specielt Organ i *l’En Dehors,* udgivet af Gallo
eller som han kalder sig Zo d’Axa, blandt hvis Medarbejdere var den
nylig udviste Alex. Cohen, Sébastien Faure, O. Mirbeau
og flere andre. Det udgik en Gang om Ugen i 6000 Eksemplarer,
men maatte gaa ind, da Zo d’Axa blev idømt 3½ Aars Fængsel.
Det afløstes af *La Revue anarchiste* (senere *libertaire),* blandt hvis
Medarbejdere, foruden de nævnte, ogsaa findes Clovis Hugues
og A. F. Hérold, en Søn af den forhenværende Seinepræfekt.
Da *La Révolte* for nogle Uger siden foreløbig maatte gaa ind, fordi
dets Medarbejdere blev arresterede den ene efter den anden, blev
*La Revue libertaire* tilstillet dets Abonnenter i Stedet. Revuens
Redaktør blev kort efter, i Slutningen af Marts, ligeledes arresteret
under den Jagt paa Anarkister, der siden Vaillants Attentat har
fundet Sted hele Landet over, og om hvis Omfang man faar en
Forestilling ved at høre, at Antallet af Husundersøgelsesordrer
mod Anarkister Nyaarsdag efter Sigende løb op til et Par Tusinde.
Dette Tal viser ogsaa, da man selvfølgelig kun har kunnet faa fat
i de paa Møder og i Agitationen fremtraadte Anarkister, hvor
stor Tilslutning Anarkismen nu har blandt franske Arbejdere.
Naar man tager den store aandelige Indflydelse i
Betragtning, Frankrig udøver paa sin lille Nabo Belgien, navnlig dettes
wallonske Del, er det naturligt, at det Billede, vi møder af
Anarkismen her, kun er et Miniaturbillede af det, Frankrig fremviser.
Vi finder det samme revolutionære, voldsomme Sprog overfor det
herskende Samfund, samme Kamp paa Kniven om Arbejderne
med Socialdemokratiet, samme Anvendelse af Daadspropagandaen
for at skræmme Bourgeoisiet til Marv og Ben, samme
Martyrbegejstring hos dem, der øver den, samme Metode fra Politiets Side:
ved Benyttelse af *Agents provocateurs* at drive de revolutionære
fra voldsomme Ord til voldsomme Handlinger, for bagefter saa
meget des sikrere at kaste sig over dem og frelse Samfundet.
Derfor vil et Par historiske Oplysninger være nok til at give et
Begreb om Anarkismen i Belgien.
Mens Tilslutningen til Internationale i Frankrig i
Begyndelsen var forholdsvis ringe og til en vis Grad forsigtig, var den
i Belgien straks meget stor. I 1869 talte Forbundet otte
Afdelingsfederationer med 69.000 Medlemmer. I Striden mellem Marx og
Bakunin stemte Belgierne mod en Udelukkelse af Bakunin og
hævdede Gruppernes indbyrdes fuldstændige Autonomi. Den sidste
Kongres, Internationale afholdt, var en anarkistisk Kongres i
Verviers. Sammesteds udgaves ogsaa Bladet *Le Mirabeau,* der i stærke
Udtryk hævdede den anarkistiske Ødelæggelsesteori i Modsætning
til de Bestræbelser, der gjorde sig gældende for ved Dannelsen af
et centraliseret belgisk Arbejderparti at komme ind paa den
politiske Vej til en Forbedring af de sociale Misforhold. Et saadant
Parti dannedes ogsaa ved de tyske Socialistføreres Medhjælp i 1879
efter en Kongres i Bryssel; men to Aar efter indtraadte en Spaltning,
og en Del, navnligt wallonske Arbejdere, sluttede sig til
Anarkismen. De rædselsfulde Forhold, hvorunder de belgiske
Minearbejdere træller, i Forbindelse med den barbariske Maade,
hvorpaa den herskende Klasse har søgt at tvinge Arbejderne, naar de
strejkede, har været en mægtig Løftestang for Anarkismens og
Daadspropagandaens Indtrængen i den belgiske Arbejderverden.
Anarkisterne har tre Organer, der alle udkommer i Bryssel: *Le
Libertaire, Le XX Siècle* og Tidsskriftet *La Société nouvelle.*
Det var fra Schweiz, at den anarkistiske Bevægelse havde
spredt sig over alle de romanske Lande; her opholdt Bakunin sig
i lange Tider og bearbejdede Spanien og Italien, her dannede
Juraforbundet Midtpunktet for Modstanden mod Marx og
Internationales Generalraad, ligesom det blev Udgangspunktet for
Bevægelsen i Frankrig; her mødtes de revolutionære Flygtninge fra
alle Lande, for fra dette Fristed at fortsætte deres Bestræbelser
for at tilintetgøre Reaktion og Undertrykkelse i deres Hjemlande,
her udgaves *Le Révolté* samt *Freiheit* og *Der Sozialdemokrat,* saa
længe Socialistloven i Tyskland dømte Socialdemokratiet som
revolutionært, herfra lededes som i ustandselige underjordiske Strømme
de revolutionære og forbudte Blade og Skrifter ud over Østerrig,
Tyskland og Rusland. Da Forbundsraadet under et stærkt Tryk
fra Berlin og St. Petersborg i 1884 anstillede en Undersøgelse af
de revolutionæres Virksomhed, fandt det Landet »gennemfuret af
anarkistiske Klubber«, som Rae udtrykker sig. Men Schweizerne
selv forblev saa godt som uberørte af den vulkanske Bevægelse i
deres Midte, hvis Stød bragte det gamle Samfund i Europa til at
ryste. Først da Forbundsraadet i 1888 gav Politiet Befaling til at
afgive Beretning over alle socialistiske Møder og holde Øje med
alle fremmede, hvis Subsistensmidler man ikke kendte, vakte dette
den revolutionære Aand hos Schweiz’s egne Arbejdere, og disse
sluttede sig nu til den almindelige socialistiske Arbejderbevægelse.
*Le Révolté* blev i Genf afløst af *l’Égalitaire,* der dog ikke udkommer
mere. Dets Efterfølger er *l’Avenir.* Nogen videre Tilslutning
indenfor Landets egen Befolkning synes Anarkismen alligevel ikke at
have opnaaet. Men da Myndighederne fortsætter med Forfølgelser
og Udvisninger — saaledes blev 13 Anarkister og Socialister
udviste sidste Februar efter en Demonstration i Zürich den 28. Januar,
der udtrykte Arbejdernes Sympati med Rejsningen i Italien – er
det vanskeligt at sige, hvad Fremtiden vil bringe.
Et lignende Forhold finder man i England. Og Aarsagen
er den samme: den relativ anerkendte Tale- og Forsamlingsfrihed,
der bringer Misfornøjelsen op paa Overfladen, hvor den breder sig
ind i den offentlige Mening udvidende sit Leje lidt efter lidt i
Stedet for at tvinges ned i en Understrøm, hvor den under
Nedkuelsens stærkere og stærkere Tryk svulmer større og større, indtil
den med Voldsomhed søger at sprænge og bortskylle alle
Hindringer. Ogsaa England byder dem et Fristed, hvem Kamp mod
Undertrykkelse og Udbytning har drevet i frivillig eller tvungen
Landflygtighed. Ogsaa her mødes revolutionære fra alle Lande.
Her havde Internationale sit Generalraad, her boede Karl Marx,
og dog blev den første socialdemokratiske Forening, en Omdannelse
af den demokratiske Federation, først dannet her i 1883, samme
Aar, som Marx døde. Det ny Forbund splittedes allerede Aaret
efter; da Digteren William Morris og andre Modstandere af den
parlamentariske Metode til Løsningen af det sociale Spørgsmaal
traadte ud og dannede »den socialistiske Liga«, med et nyt Organ
*The Commonweal.* Ligaen indtog en lignende Stilling som senere
de »Uafhængige« i Tyskland og førtes mere og mere over til de
anarkistiske Teorier. Da Nicoll og Kitz overtog Redaktionen
af *The ’Weal,* hvorfra Morris havde trukket sig tilbage i 1890,
blev det et fuldstændig anarkistisk Organ. Forfølgelserne mod
alle Former af den socialistiske Bevægelse havde da allerede længe
været i Gang. I 1892 fandtes der nogle Bomber i Walsall,
Birmingham; de anklagede blev idømte strenge Straffe. *Commonweal*
indeholdt i den Anledning nogle harmglødende Artikler, som
medførte, at Nicoll blev arresteret og stillet for Retten, anklaget for
Ophidselse til Mord. Skønt selv borgerlige Blade udtalte, at Nicolls
Artikel meget mindre opfordrede til Blodsudgydelse end den
berømte Tale, hvori Lord Salisbury udtalte, at hvis den af Gladstone
foreslaaede Homerule-Lov for Irland blev vedtagen af Parlamentet,
vilde den protestantiske Del af Irland rejse sig og med Vaaben i
Haand bekæmpe dens Anvendelse, blev han dog dømt til
halvandet Aars Fængsel. Disse to Domme, der fremkaldte stærk
Forbitrelse blandt Arbejderne, gav Anarkismen Vind i Sejlene, og
Grupper dannedes rundt om i England og Skotland.
Førend *Commonweal* blev anarkistisk, fandtes der allerede
et Par anarkistiske Maanedsblade: i 1885 udgav H. Seymour
*The Anarchist, a revolutionary review,* der i Statens Afskaffelse saa
Bodemidlet paa den sociale Elendighed; den er nu ophørt at
udkomme. I 1886 begyndtes Udgivelsen af *Freedom,* hvis Redaktør
eller rettere Redaktrice er C. M. Wilson. Den forfægter den
Anskuelse, at den private Ejendomsret er Roden til Samfundets
Misforhold og til alt Herredømme af det ene Menneske over det
andet, og at dens Ophør vil ophæve dette Herredømme. Den er
skreven i et meget roligt Sprog, saa sindigt, at nogle af dens
Meningsfæller har ment offentlig at maatte give den et mildt
Dadelsvotum i en Resolution om, at det var ønskeligt, at den
optraadte lidt mere revolutionært. Anarkismen har endvidere et
Organ i *The Torch* og i et ejendommeligt Blad *The Worker’s Friend.*
Det udkommer i Londons Østende, og henvender sig særlig til den
store Masser af fattige Jøder, som under de elendigste Levevilkaar
træller fra Morgen til Nat for den usleste Betaling, og hvis Antal
stadig forøges ved den store Indvandring fra Rusland. Det trykkes
med hebraiske Bogstaver og er skrevet paa »engelsk-jedisch«.
Skønt Anarkismen har gjort stærke Fremskridt blandt de
engelske Arbejdere i den seneste Tid[33], saa ligger Englands
Betydning i Anarkismens Historie dog til Dato langt fra saa meget
i Bevægelsens Gang der i Landet som i det Stød fremad, der er
givet den i alle andre Lande fra fremmede, der i kortere eller
længere Tid har levet eller endnu lever i England. De to, der
har haft størst Indflydelse, er Peter Kropotkin og Johann Most.
Peter Kropotkin[34] blev født 1842 af en højadelig Familje, saa
fin, at han har Ret til at bære Titel af Fyrste. Han gav, ved
Sagen imod ham i Lyon, nogle biografiske Oplysninger, som her
er benyttede efter et Referat i *l’Intransigeant* af 17 Jan. 1883:
»Der er fortalt saa mange Røverhistorier om mig, at jeg, meget
imod min Vilje, maa give nogle Oplysninger om mit Liv. Min
Fader var Trælle-Slaveejer, og fra min tidligste Barndom har jeg set
den Slags Ting foregaa, som man kender fra »Onkel Toms Hytte«.
Fra den Tid fattede jeg Kærlighed til Folket, der sukkede i Slaveri.
I min Ammes Hytte har jeg lært at elske de undertrykte og
svoret aldrig at stille mig i Undertrykkernes Rækker. Senere kom
jeg ind paa Czarens Pageskole; jeg saa Hoffet paa nært Hold og
lærte at foragte det. Det var i 1862. En frisindet Aand sendte
den Gang sit Pust gennem Rusland, og man talte om Reformer.
Da jeg kunde vælge, hvilket Korps jeg vilde træde ind i, valgte
jeg et Kosakregiment i Siberien, thi jeg mente, at jeg i dette
ulykkelige Land vilde kunne arbejde for Reformer. Jeg blev
Adjudant hos Guvernøren og har gjort, hvad godt jeg kunde i
den Stilling. Jeg var naiv og troede, at Regeringen havde til
Hensigt at indføre Reformer. Den polske Opstand brød ud og
fulgtes af en rædselsfuld Reaktion. Efter to Aars Forløb indsaa
jeg, at Regeringen intet vilde gøre, og gav mig saa hen til
Videnskaben og gjennemrejste Siberien«. Fremstillingen af de
Undersøgelser, han foretog i Siberien og Kina, belønnedes med en
Guldmedalje. Han var imidlertid, i 1865, bleven forfremmet til Kaptejn.
Endelig forlod han Siberien, og 26 Aar gammel gav han sig til
at studere Matematik i St. Petersborg. I de fire Aar, han var
her, opstod der en mægtig socialistisk Bevægelse. Han var
Sekretær ved en Afdeling af det geografiske Selskab, der i 1871
sendte ham til Finland og Sverig for at undersøge de derværende
Isbræer. I 1872 foretog han en Rejse til Belgien og Schweiz og
traadte ind i Internationale. Han blev snart et af de ivrigste
Medlemmer af de anarkistiske Grupper. Da han kom tilbage til
Rusland, tog han virksom Del i Nihilisternes Organisation. I 1873
blev han arresteret sammen med sin Broder og sad i Fængsel i
2½ Aar. »I dette Fængsel hørte jeg under mig Skrigene fra de
ulykkelige, der var blevne grebne af Vanvid, og jeg led dobbelt.
Ni af mine Kammerater blev vanvittige; elleve dræbte sig selv.
Efter to Aars Forløb var jeg saa hærget af Skørbug og Mavekrampe,
at jeg blev overflyttet til et Hospital, hvorfra det lykkedes mig at
undfly.« Han tog til England og derfra til Schweiz, hvor han
levede under Navnet Levachaff. Her deltog han ivrig i den
anarkistiske Agitation og grundede *le Révolté.* I 1881 blev han
fordreven derfra, opholdt sig først nogle Maaneder i Thonon
i Haute-Savoie og vendte derfra tilbage til England, hvor han
med Ord og Pen deltog i den nihilistiske Propaganda; i Oktober
1882 gjorde han en Tur til Thonon, hvor han var Genstand for
et udstrakt Spioneri og modtog Skrivelser, der opfordrede ham til
at bruge Dynamit. I December blev han arresteret og stillet for
Domstolen i Lyon. »Jeg behøver ikke at sige,« bemærker han i
sit Forsvar, »at jeg intet havde at gøre med, hvad der er sket i
Montceau-les-Mines, da jeg den Gang var i London«. Han blev
dømt til fem Aars Fængsel. Skønt baade Victor Hugo og flere
af Englands største Lærde søgte at udvirke hans Frigivelse, blev
han holdt fangen indtil 1886. Efter at være løsladt tog han igen
til England, hvor han siden da har haft Bopæl. Her fortsætter
han ufortrødent sin Kamp for de undertrykte baade ved Artikler
i Blade og Tidsskrifter og ved Taler paa Møder og i Foreninger.
Han er nu over 50 Aar, men hans Begejstring for sin Sag er lige
ung. Hans middelhøje Skikkelse er bøjet, hans Ansigt med de
knudrede Træk og det lange Skæg er grimt som en Sokrates’.
Men naar han taler til en stor Forsamling, som han til Trods
for sin fremmede Accent og sit ikke altid korrekte Sprog forstaar
at rive med til Begejstring, saa lyser hans Øjne med et
vidtskuende Seerblik, og hans Skikkelse ranker sig, men naar han er
færdig med at tale, synker han igen sammen, og kryber ligesom
ind i sig selv for ikke ved sin Nærværelse at trykke nogen af de
mange Hundrede tarvelige Mænd og Kvinder, der ser hen til ham
i Beundring, og fra hvem et Ord, en Henvendelse er nok til at
faa ham frem igen.
Kropotkin er, sammen med Bakunin, Grundlæggeren af
den moderne Anarkisme i dens mest udbredte Skikkelse. Bakunin
opstillede den negative Nedbrydelsesteori. Men skulde Anarkismen
trænge ind i Masserne, og skulde den kunne tage en Kamp op
med andre Teoriers Forsøg paa at løse det brændende
Samfundsspørgsmaal, maatte der noget andet og mere positivt til; der
maatte vises, hvad man skulde arbejde paa at faa sat i Stedet,
naar det gamle Samfund ramler sammen, og tillige, hvorfor andre
Løsninger, særlig den socialdemokratiske, ikke kan føre til Maalet.
Dette teoretiske Arbejde paatog Kropotkin sig. Han skrev 1879–1882 en Række Artikler i *le Révolté,* hvoriblandt »Staternes
Opløsningsproces«, »Revolutionens Nødvendighed«, »De politiske
Rettigheder«, »Til de unge«[35], »Kommunen«, »Den repræsentative Regering«,»Lov og Autoritet«[36], »Den revolutionære Regering«,
»Oprørsaanden«, »Teori og Praksis«, »Ekspropriationen«. Under
hans Fangenskab i Clairvaux udgav hans Ven Elisée Reclus disse
Artikler i Bogform under Titlen *Paroles d’un Révolté.* Bogen
er oversat paa forskellige Sprog, snart den hele, snart enkelte
Afsnit i Aviser eller som Brochurer, der i Tusinder af Eksemplarer
spredes ud over alle Lande, hvor Anarkismen har Tilhængere.
Og disse Teorier, den kommunistiske Anarkisme, er det, der
finder Tilslutning hos den største Mængde Anarkister i Europa.
I 1892 kom en Fortsættelse under Navn af *La Conquête du
Pain,* ligeledes med Fortale af E. Reclus, hvori denne bl. a. siger:
»Han [Forfatteren] henvender sig til dem, der har den gode Vilje
og ærligt ønsker at arbejde med paa at omdanne Samfundet, og
fremstiller for dem i store Træk Faserne i den umiddelbart
forestaaende Historie, som vil sætte os i Stand til endelig at danne
den menneskelige Familie paa Bankernes og Staternes Ruiner«.
Blandt de fremmede Arbejdere i England findes der flere
anarkistiske Grupper, som dog ofte med stor Bitterhed fejder
indbyrdes. Efter Socialistlovens Vedtagelse i Tyskland var Johann Most
bleven udvist fra Berlin. Han tog til London, hvor han fortsatte
Udgivelsen af sit Blad *Freiheit* og ved Omgang særlig med
Anarkisterne Reinsdorf, der senere blev henrettet efter sit
Frankfurter-Attentat, og en anden meget omtalt Anarkist,
som senere beskyldtes for at have solgt sig til Politiet, selv
blev fuldstændig Anarkist. Han førte en voldsom Pen, og i Marts
1881, da han havde lovprist Attentatet paa Czar Alexander II og
forherligede »de berømmelige Dynatmitbomber, som synes at være
bestemte til at befri Menneskeheden for alle Onder«, blev han af
den engelske Regering stillet for en Jury, der dømte ham skyldig.
Hans Dom lød paa 16 Maaneders Tugthus. Efter at han havde
afsonet denne Straf, flyttede han i December 1882 med sit Blad
til New York. *Freihets* Udbredelse mellem de tysktalende
Arbejdere i Europa besørgedes af en tysk anarkistisk Gruppe i London.
Most har sine særlige Teorier, hvilket oftere fremkaldte bitre
Diskussioner mellem hans og andre Grupper, navnlig Gruppen
Autonomie, der sluttede sig til Kropotkins kommunistiske
Anarkisme, og fra 1886 udgav et Blad, *Die Autonomie.* Bladets
»Udgiver og Trykker« efter Loven var en Nordmand, R. Gundersen,
en ægte Type paa en stor Mængde Anarkister: i daglig Omgang
mild og betagende elskværdig, afholdt af alle Kammerater og
flittig Arbejder; en sværmerisk ædel Karakter og et saa ømtaaligt
Følelsesmenneske, at den mindste Uret eller Haardhed begaaet
mod andre bringer ham fuldstændig ud af Ligevægt. Og saa paa
den anden Side en af glødende Had til de herskende Klasser
opfyldt Fanatiker, saa at den samme Mand, der lider under andres
Smerter, som var de hans egne, i voldsomme Udtryk kan forherlige
andre Menneskers Død og Ødelæggelse. Ledere af Bladet var i
længere Tid Peukert og Rink, der begge tidligere havde virket
i den anarkistiske Journalistik, og hvoraf den førstnævnte havde
været en af de mest fremtrædende i den østerrigske Bevægelse.
*Autonomie* førte en heftig Polemik med *der Socialdemokrat* som
beskyldte Peukert for at være Politispion og saaledes at have
forraadt Neve[37] en af de højstansete Tilhængere af Anarkismen,
hvem den belgiske Regering stik mod Landets Love transporterede
over i Hænderne paa det tyske Politi, der fik ham dømt til 15
Aars Tugthus. Peukert besad udmærkede Talegaver, og til Trods
for alle Beskyldninger og al den Mysticisme, hvormed han omgav
sig, holdt *Autonomies* Medlemmer ved ham med den største
Haardnakkethed. Dog har han vel selv anset sin Stilling for uholdbar,
thi en skønne Dag forlod han London og Europa og tog til Amerika,
hvor han fortsatte sin agiterende Virksomhed. *Autonomie* vedblev
at udkomme og er først gaaet ind for et Par Maaneder siden, da
Politiets Forfølgelser mod Klubben *Antonomie* foreløbig i alt Fald
har tvunget denne til at opløse sig og har spredt dens Medlemmer;
en Del af disse er traadte ind i den radikale socialistiske Klub
i Grafton Street, Communistischer Arbeiter Bildungsverein. Efter
at *Autonomie* er gaaet ind, er der kun ét tysk anarkistisk Blad
tilbage i London: *Der Lumpenproletarier,* der dog ikke synes
at have nogen stor Indflydelse paa Bevægelsen i de tysktalende
Lande.
** IV.
Af de tysktalende Lande er Østerrig det Land, hvor
Anarkismen tidligst og kraftigst udfoldede sig. At Anarkismens
federalistiske Princip slaar bedre an i de romanske Lande end
Socialdemokratiets centralistiske, skyldes de Tendenser til
Decentralisation, som i det hele for en Del findes der paa det politiske
Omraade, og som er historisk letforklarlige af den relative
indbyrdes Uafhængighed, de enkelte Bestanddele af disse Lande har
staaet i saa længe. Noget lignende genfinder man i Østerrig, hvor
Socialdemokratiets Centralisme først har kunnet trænge frem, efter at
Regeringen ved de mest skaanselsløse Forfølgelser havde trængt den
vidt udbredte federalistiske Anarkisme fra Dagens Lys ned i de
hemmelige Foreningers underjordiske Liv. Den »internationale« Agitation
trængte fra Italien over Triest ind i Landet i Begyndelsen af
Halvfjerdserne og fandt naturligvis en frodig Jordbund i den slette Tilstand, hvori de østerrigske Arbejdere befandt sig. En konservativ
»kristeligsocial« Forfatter[38] skriver: »For Arbejderne, særlig Industriarbejderne, er der fra Lovgivningens og Administrationens Side slet intet gjort i dette Land. Der er ingen Normalarbejdsdag, intet Forbud
mod Kvinde- og Børnearbejde, ingen Fabriksinspektører, intet godt
Arbejdersygekassevæsen, intetsteds en tilstrækkelig Fattigforsørgelse.
Arbejderne har ingen politiske Rettigheder og er ikke repræsenterede
i Rigsdagen. Lønnen er lavere end i alle vestligere og nordligere
Stater; i Hjemmeindustrien og hos Bjærgarbejderne er den som
oftest en ligefrem Sulteløn, dertil varer den ukontrolerede Arbejdstid 12, 14 ja ofte endnu flere Timer, og Fødemidlerne er
dyre, især i de store Byer – Tolden paa Fødemidler i Wien
er over 12 Gylden pr. Hoved – Embedsmændene farer frem mod
Arbejderne, som om der eksisterede en Socialistlov[39]. Man fængsler
Socialister eller Folk, der angives som Socialister, i Dusinvis, lader
dem sidde mange Maaneder i Fængsel, dømmer eller frikender
dem, sender dem til deres Hjemstavn snart hist, snart her,
forstyrrer deres Strejkemøder, opløser deres andre Forsamlinger,
konfiskerer deres Blade ...« Bevægelsen bredte sig til alle
Landsdele i Østerrig-Ungarn og trængte ind ikke blot fra Syd men ogsaa
fra Nord, fra Tyskland og Rusland. Den naaede fra Byerne ud paa
Landet, baaren frem af de af Myndighederne til deres Hjemstavne
transporterede Arbejdere, og fandt Næring ved de elendige Forhold,
hvorunder de forgældede Bønder og Landarbejderne lever. Men
en udpræget voldsom og bestemt anarkistisk Karakter fik den først
ved Mosts *Freiheit,* der over Schweiz i stor Mængde indførtes
i Østerrig. Blandt de mest virksomme Anarkister var Josef Peukert.
Da Regeringens skarpe Forfølgelser vanskeliggjorde offentlig
Propaganda, dannede der sig Grupper i al Hemmelighed med
hemmelig trykte Blade og med særlige Formaal som f. Eks. at dræbe
Politiets Embedsmænd. Daadspropagandaen udvidedes fra
Attentater paa andres Liv til at omfatte Pengerov for at skaffe Midler
til at agitere for. De mest bekendte Attentater forøvedes af
Stellmacher, der dræbte Politispionen Blöch, og af Kammerer,
der begge henrettedes i 1884. Stellmacher, der en kort Tid havde
været Redaktør af *Freiheit,* da det under Mosts Fængsling i England
blev udgivet i Schweiz, forherligedes som en Helt og Martyr af
Anarkisterne hele Verden over. Af en Forsamling, der afholdtes
i New York i Irwing Hall vedtoges en Resolution, hvori det
blandt andet hedder: »Vi giver vore Brødre i Østerrig det Raad
ikke at skaane noget Liv, hvor der er Tale om at skaffe
Aristokratiet og Bourgeoisiet bort. Da Militarismen har indrettet et
Rædselsherredømme, maa vore Kammerater vise sig endnu
rædselsfuldere end selve Rædslen. Det er ikke Østerrigs Sag, det er
alle Folkeslags hellige Sag[40]«. Regeringen havde samme Aar i
Henhold til en Lov af 1869 om »Umtriebe«, der sætter den
offentlige Sikkerhed i Fare, udstedt en Undtagelseslov for Wien
og Omegn, der tillod at fængsle Folk uden nogen Ordre fra
Dommere, at nægte de fængsledes Løsladelse mod Kaution, at
udvise Folk eller henvise dem til Ophold paa et begrænset
Omraade, at beslaglægge og aabne Breve, at indskrænke
Forenings- og Forsamlingsfriheden, at hindre og forbyde Udbredelsen af trykte Skrifter. Myndighederne benyttede denne Lov i den fuldeste
Udstrækning, stærkere Forfølgelser end nogen Sinde før iværksattes,
næsten alle bekendte Anarkister blev fængslede eller maatte flygte,
Udbrederne af *Freiheit* blev dømte til 10 eller 15 Aars Tugthus.
Under dette Skrækkens Regimente levede de wienske Arbejdere
indtil Juni 1891. Anarkismen har imidlertid overlevet det og
forfægtes baade i de tyske Blade *Die Zukunft* i Wien og *Allgemeine
Zeitung* i Salzburg og de czekiske *Volně listy* (Det fri Blad) i Wien
og *Praca* (Arbejde) i Lemberg.
Af alle Europas store Lande er Tyskland det, hvor
Anarkismen har været længst om at trænge frem. Juraforbundet talte
vel et Par Sektioner tyske Arbejdere i Schweiz, men ellers fulgte
Tyskerne, hvor de tog Del i den socialistiske Bevægelse, Karl Marx
og hans Venner, og disses Fordringer og Optræden var i 70erne
endnu saa revolutionære, at selv de radikale Elementer blandt
Arbejderne i det hele følte sig tilfredsstillede. Det første tyske
anarkistiske Blad, *Arbeiterzeitung,* der udkom i Juli 1876 i Bern,
blev ledet af en Franskmand, P. Brousse, og holdt sig kun
et Aars Tid. Den første anarkistiske Gruppe i Tyskland, der
dannedes som en Sektion af Juraforbundet, traadte sammen i
Mülhausen, men det gik kun langsomt med at faa oprettet flere Grupper
til Trods for den stærke Agitation, Arbeiterzeitungs Medarbejder
August Reinsdorf udøvede. Reinsdorf var født i Sachsen i
1849 og kom, efter en forholdsvis lykkelig Barndom, i Sætterlære.
Han gennemvandrede Sydtyskland for at unddrage sig
Militærtjenesten og drog derfra til Schweiz. Her kom han i Berøring
med Bakunin, Kropotkin, Brousse og andre socialrevolutionære,
blev greben af de anarkistiske Ideer og kastede sig ind i en ivrig
Agitation. Det blev ham efterhaanden umuligt at finde Arbejde
i Schweiz, og han tog da til Tyskland, hvor han fortsatte sin
agitatoriske Virksomhed og snart kom til at stifte Bekendtskab
med det ene Fængsel efter det andet. Til sidst blev det
ham for hedt hjemme; han begav sig til Paris, hvor han knyttede
ny Forbindelser og blev Tilhænger af Daadspropagandaen. I
1883 tog han tilbage til Tyskland og dannede i Elberfeld en
anarkistisk Gruppe, ved hvis Hjælp han besluttede at udføre det
Attentat, der knytter sig til hans Navn. Den 28. September 1883
skulde »das Germaniadenkmal« afsløres i Niederwald ved Rüdesheim.
Kejseren, Bismarck og hele Hoffet skulde overvære Højtideligheden.
Reinsdorf fattede den Plan at sprænge hele Festtoget i Luften.
Attentatet mislykkedes, da Lunten var bleven fugtig, og ligesaa et
andet, som Reinsdorf gjorde paa at sprænge Kursalen i Wiesbaden.
Et Dynamitattentat mod Politipræsidiet i Frankfurt a. M. derimod
lykkedes, og Politiraad Rumpff fattede Mistanke til Reinsdorf. Han
dømtes, tillige med Küchler, der havde været ham behjælpelig ved
Niederwaldattentatet, til Døden. Hans Forsvarstale var en agitatorisk
Anklage mod det nuværende Samfund: »Min Forsvarer, sluttede han,
vilde gerne redde mit Hoved; men for en saa hidset Proletar som jeg,
er den hurtigste Død det bedste. Selv om jeg havde Tusind Liv at
miste, vilde jeg gerne give dem hen for Menneskehedens Sag, for
Anarkiet, som jeg har viet mig til«[41]. Politiraad Rumpff døde det
følgende Aar som Offer for et Hævnattentat. Reinsdorf fejredes
rundt om blandt Anarkisterne som »den tyske Anarkismes Skaber
og Organisator«, men alt i alt synes hans Agitation i Forbindelse
med *Freiheits* kun at have givet et ringe Resultat, nogle faa
Hundrede Anarkister, spredte i en Snes Grupper.
Indenfor det tyske Socialdemokrati har der i mange Aar
været en Opposition, der misbilliger den Autoritet, som
Rigsdagsfraktionen har tiltaget sig indenfor Partiet, og er Modstander af
den stærke Centralisation i Partiet. Denne Opposition samlede
sig under Navn af »de Unge« eller »de Uafhængige« under
Bogtrykker Werners og Dr. Bruno Willes Ledelse og begyndte i 1890
i Berlin Udgivelsen af *Der Socialist.* Den stod i teoretisk
Henseende paa Karl Marx’ Standpunkt, men forlangte i taktisk
Henseende større Decentralisation og bekæmpede den Kulsviertro
paa de politiske Valgs og Parlamentarismens Betydning for
Arbejderne, som den officielle Taktik, der gjorde hele Partiet til en
Valgmaskine i Rigsdagsfraktionens Haand, maatte fremkalde.
Endelig hævdede »de Unge« det revolutionære Grundlag overfor det
bestaaende Samfund, som Partiet altid tidligere havde staaet paa,
men som Førerne nu mere og mere forlod for et parlamentarisk
forhandlende Standpunkt. Selvfølgelig fandtes der indenfor
Oppositionen mod Socialdemokratiet forskellige Afskygninger. En
Behandling ogsaa af teoretiske Spørgsmaal begyndte snart i *Socialist,*
og da Bladet aabnede sine Spalter uden Intolerance for en fri
Diskussion, kom der ogsaa anarkistiske Anskuelser til Orde. Disse
greb mere og mere om sig og fremkaldte til sidst en Spaltning
og et Redaktionsskifte; Bladet, der først kaldte sig »Organ der
unabhängigen Sozialisten«, blev til »Organ aller Revolutionäre«.
Det udgaar stadig under denne Benævnelse, men er og udgiver sig
heller ikke for at være andet end et rent anarkistisk Organ. Det
vilde være for vidtløftigt at opramse Bladets Medarbejdere og
Redaktører. De har skiftet lige saa hurtigt, som det har været
Regeringen muligt at faa dem henførte under en af Straffelovens
mange og elastiske Paragrafer og idømte et færre eller flere Antal
Aars Fængsel. Thi det er unødvendigt at bemærke, at den tyske
Regering, som aldrig har taget med blød Haand paa
Socialdemokraterne, farer endnu voldsommere frem mod Anarkisterne med
Forfølgelser, der, som næsten altid, har den modsatte Virkning
af den ønskede: Anarkismen tæller nu Tilhængere rundt
omkring i Tysklands Byer, hvor man i 80erne intet kendte til den,
og hvor den giver sig Udtryk dels i selvstændige Møder dels som
Opposition paa de socialdemokratiske Møder.
Endelig maa endnu Holland nævnes som et Land, hvor
Anarkismen har fundet Ørenlyd og synes, af lignende Aarsager
som i Tyskland, i den nyeste Tid at bane sig ny Veje. Der har
allerede i flere Aar eksisteret et anarkistisk Blad: *de Anarchist,*
men i den senere Tid er der kommet et til: *Licht en Waarheid.*
Det er egentlig først siden den internationale Kongres i Zürich,
hvor de socialdemokratiske Førere fik de af Arbejdernes Delegerede,
der var Anarkister, udviste af Kongressen, at Anarkismen har
bredt sig i Holland. Blandt dem, der protesterede mod denne
usocialistiske Adfærd, var den bekendte Fører for det hollandske
Socialdemokrati Domela Nieuwenhuis. Efter hans Hjemkomst
har baade *Recht voor Allen,* for hvilket han og Cornelissen er
Redaktører, og *de Arbeider,* hvis Redaktør er Luitjes, indeholdt
Artikler, der gaar i anarkistisk Retning, ligesom »Anarkismen
imod Parlamentarismen« er bleven optagen til uhildet Diskussion
paa Møderne; paa Kongressen i Groningen sidste Jul blev det
vedtaget aldeles ikke at deltage mere i Valgene. I det hele er
det hollandske Arbejderparti optraadt mere revolutionært og indbyrdes mere tolerant end de tilsvarende Arbejderpartier i andre
Lande, og selv om en fuldstændig Spaltning indtræder, kan man
haabe paa en saglig, upersonlig Forhandling om de teoretiske
Modsætninger.
Af Europas øvrige Stater har Rusland og Polen, hvor
der 1884 opdagedes et hemmeligt anarkistisk Trykkeri i Warschau,
anarkistiske Rørelser, der staar som et nyt Led i den store
revolutionære, af saa mange uensartede Elementer sammensatte
nihilistiske Bevægelse.
Til de skandinaviske Lande er den anarkistiske
Agitation, med Undtagelse af en Gruppe i Norge, endnu ikke naaet;
men blandt Anarkismens Tilhængere i de store europæiske Lande
findes der adskillige Skandinaver.
I De Forenede Stater i Nordamerika[42] har Anarkismen
haft en forholdsvis stor Udbredelse, særlig imellem de fra Europa
indvandrede Arbejdere, medens de indfødte amerikanske Arbejdere
endnu viser sig ret tilbageholdne over for Socialismen i det hele,
baade den socialdemokratiske og den socialrevolutionære. Det
var den tyske Undtagelseslov af 1878, der fremkaldte en større
Indvandring af socialrevolutionære, og fra 1880, efter en Kongres
i Allegheny, staar disse og Socialdemokraterne skarpt overfor
hverandre. Førerne for de radikale Elementer var Parsons,
Schwab og Bachmann, der vilde opstille en af alle andre
Partier uafhængig Kandidat til det næste Præsidentvalg. De
støttedes af Chicagobladene *Arbeiterzeitung* med Paul Grottkau
og *Den ny Tid* med Petersen som Redaktører. En
revolutionær Klub dannedes i Chicago, hvis Program, foruden
almindelige socialistiske Sætninger, indeholdt følgende: »Den eneste Vej,
der staar Arbejderklassen aaben, til at frigøre sig for
Lønslaveriets Aag, er den voldsomme Revolution og en Tilintetgørelse
af alle Tyranner og Udbyttere... Den i den vilde
Revolutionskamp sejrende Arbejderklasse maa grundlægge det ny
kammeratlige og broderlige Samfund paa et fuldstændigt Selvstyre med
Fordømmelse af Fordomme, Forrettigheder, Autoriteter og Førere,
for at man endelig engang kan blive færdig med Menneskenes
Klasseherredømme over Mennesker«. Snart opstod der lignende
Grupper i Boston, Philadelphia og Milwaukee. I Boston udgav
en Dr. N. Ganz *The Anarchist,* som de socialrevolutionære dog
tog Afstand fra, og som snart viste sig at være et
Svindlerforetagende. De mest udprægede Anarkister fandtes i New York.
Da den engelske Regering fængslede Most, protesterede de
offentligt og indsamlede Penge til *Freiheits* fortsatte Udgivelse;
ligeledes sendte de en Delegeret til den socialrevolutionære
Kongres i London (1881), der anbefalede Daadspropagandaen som et
hensigtsmæssigt Kampmiddel. Et stærkt Stød fremad fik
Anarkismen ved Mosts Ankomst til Amerika i Slutningen af 1882.
Johann Most er født 1846 i Augsburg. Hans
Barndom, der gik hen under en raa Stemoders strenge Tugt, var en
lang Lidelseshistorie, der fortsattes under hans Læretid hos en
ikke mindre raa Bogbinder. Da han var udlært, gennemrejste
han Tyskland, Østerrig og Schweiz, og her kom han i Berøring
med Internationales Tilhængere. Han kastede sig nu over den
socialistiske Litteratur og besluttede, at han »vilde gøre sig til
Apostel« for Socialismens »Evangelium«. Han begyndte sin
Virksomhed i Wien og tog saa kraftigt fat, at han snart blev
idømt 5 Aars Fængsel. Han blev dog amnesteret efter nogle
Maaneders Forløb, men da han fortsatte sin Agitation med
uformindsket Kraft, blev han udvist af Østerrig. Han tog til
Tyskland, og i 7 Aar udfoldede han her en, kun af længere og
kortere Fængselsstraffe afbrudt, ustandselig Virksomhed som socialistisk
Agitator med Pen og Mund. Han var saaledes Redaktør af flere
socialdemokratiske Blade, indtil han grundlagde sit eget Blad
*Freiheit,* og han skrev en Del Brochurer, bl. a. et Udtog af
Marx’ »Kapital«, som han forfattede i forskellige tyske Fængsler.
Han blev to Gange valgt til Medlem af den tyske Rigsdag,
hvor han dog aldrig kom til at holde nogen Tale. Saa meget
mere talte han paa Berlins Arbejdermøder, og efter en
saadan Tale, hvori han forherligede Pariserkommunen, blev han
idømt 19 Maaneders Fængsel. Efter Socialistlovens Udstedelse
tog han til England, og blev, som ovenfor sagt, her sat i
Fængsel for sin Udtalelse om Attentatet paa Alexander II. Fra
England tog han til Amerika, hvor han blev modtaget med stor
Begejstring af de amerikanske Anarkister og straks foretog en
Agitationsrundrejse, der vakte stor Opsigt. I New York udgav
han paany *Freiheit,* hvori han fortsatte sit i Voldsomhed
enestaaende Sprog, som han ogsaa anvendte i sine Taler. Under
den store Bevægelse i 1886 for 8-Timer Dagens Indførelse, holdt
han en Tale, hvori han gav Anvisning paa Anvendelse af
Sprængstoffer og tilbød for 10 Dollars at forsyne hvem, der
ønskede det, med en Riffel. Han blev anklaget og idømt 1 Aars
Fængsel. Han fortsatte sin voldsomme Agitation, efter at han var
kommen ud, men i den seneste Tid synes et vist Mismod at have
grebet ham, en Følelse af, at hans Agitation er som »Raab i
Ørkenen«. Most er en talentfuld Journalist og en effektfuld
Taler, men han er en i højeste Grad stridbar Natur. Han
begyndte med at komme paa Kant med de socialdemokratiske Førere
i Tyskland, og har siden den Tid saa godt som uafbrudt smældt
og skældt ikke blot mod principielle Fjender, men mod alle dem,
der staar paa samme Side som han selv i Klassekampen, og som
ikke blindt vil følge hans Førerskab. Man kan maaske beundre den
Uforfærdethed og Udholdenhed, hvormed han et helt Liv igennem
trods Haan og Had, trods Fængsel og Forfølgelser slaas for
den Sag, han har gjort til sin, men man føler ikke Sympati
med hans Person. Han er Autodidakt og lider i høj Grad
af den hos Autodidakter ikke sjeldne Selvovervurdering og
Selvbeundring.
Mosts Rundrejse i 1883, der blev fulgt med Interesse og
undertiden med stor Ængstelse af den amerikanske Presse – i
Pittsburg foreslog et Blad, at »man skulde gribe denne
Skurk og hænge ham op paa den første den bedste Lygtepæl« –
medførte, at der i flere Byer dannedes anarkistiske Grupper
til Dels af Medlemmer af det socialistiske Arbejderparti. De
vigtigste var Grupperne i Chicago og New York. Paa en i
Pittsburg afholdt Kongres organiserede disse Grupper og de
socialrevolutionære Socialister sig som The International Working
Peoples’ Association. Forbundet skulde bestaa af »autonome«
Grupper, der accepterede de af Kongressen vedtagne Principer; de
skulde staa i indbyrdes Forbindelse gennem et i Chicago oprettet
Informationsbureau. Grupperne blev sammenfattede i
Propagandadistrikter, som havde Lov til at vælge en Agitationskomite,
altsaa en Slags Centralisation. I Modsætnig til denne offentlige
Organisation, hvis Formaal skulde være at revolutionere Folket
ved Taler og Diskussion og indsamle Pengemidler til Pressen og
revolutionære Handlinger, udtalte *Freiheit* sig for
Nødvendigheden af en hemmelig Organisation, »thi kun en saadan er egnet
til at muliggøre Daadspropagandaen og bane Vej for den
revolutionære Aktion«. Hemmelige Organisationer dannedes ogsaa i
flere Byer. De bestaar af smaa Grupper paa 5–10 Medlemmer.
Der findes ingen Medlemskort, ingen Navnefortegnelse, ingen
Protokolføring. I Forsamlinger tiltales Medlemmerne ikke ved
Navn, men kun ved deres Numer. Hvert Medlem skal søge at
danne ny Grupper. Forrædere straffes med Døden.
Pittsburg-Kongressen vedtog ogsaa, at man skulde forsøge at komme til en
Forstaaelse med de socialdemokratiske Arbejdere i Kampen mod den
fælles Fjende. Det blev dog ikke til noget, lige saa lidt som et
tilsvarende Skridt fra Indbyderne til den noget senere afholdte
socialdemokratiske Kongres i Baltimore. *Freiheit* opfordrede til at
»boycotte den socialdemokratiske Presse«, og *»Labour Bulletin«,*
Socialdemokraternes officielle Organ, skrev, at »Most maatte anses
for vor værste Fjende«. Efter Pittsburg-Kongressen tiltog
Gruppernes Antal, der ifølge v. Waltershausen i 1885 omtrent beløb
sig til 80 med en 7 000 Medlemmer, 7 tyske og 2 engelske Organer,
hvoraf det ene var Parsons Blad *Alarm* i Chicago, og 2 bøhmiske
Blade. De mindre radikale Elementer, der endnu fandtes i
Grupperne, traadte ud, og Talerne havde en voldsom Karakter paa de
store Møder, som afholdtes dels i New York i Anledning af
Stellmachers Henrettelse i Østerrig, hvor Most bl. a. udtalte: »hvad
Amerika angaar, saa vil Folket en Dag lære at forstaa, at
Narrestregerne ved Valgurnen maa have en Ende, og at man
gør bedre i at klynge Folk som Jay Gould, Vanderbilt osv. op
paa den nærmeste Lygtepæl«, dels i Chicago, hvor Parsons,
Spies, Fielden og Schwab talte under Mængdens Bifald.
Samtidig optoges med fornyet Kraft den Tanke, man allerede
havde begyndt at virkeliggøre i de saakaldte »Lehr- und
Wehrvereine«, at væbne Arbejderne, for at de ikke, som Tilfældet
havde været ved de store Strejker, navnlig i Kuldistrikterne,
skulde staa værgeløse over for Militssoldaternes og Pinkertons
private Politisoldaters Angreb, en Forholdsregel, som syntes
Arbejdernes Ordførere saa meget mere betimelig, som
adskillige Kapitalistblade i Udtryk, der ikke gav Anarkisternes noget
efter i Voldsomhed, ligefrem opfordrede til at skyde Arbejderne
ned. De anarkistiske Blade anbefalede særlig Brugen af
Sprængstoffer: »en Mand med en Dynamitbombe er et helt
Militærregiment voksen«; de bragte ogsaa Anvisning til deres Fremstilling.
Der var i disse Aar 1884–85 stærkt Røre i
Arbejderverdenen. Arbejdsløsheden var stor paa Grund af den trykkende
Handelskrise, og de amerikanske Fagforeningsforbund havde
stillet Fordringen om Indførelsen af en 8 Timers Arbejdsdag og
sat den 1ste Maj 1886 som den sidste Frist for denne Fordrings
Gennemførelse. Agitationen dreves med uhyre Kraft, og jo
nærmere Dagen kom, des større blev Spændingen hos
saavel Arbejdere som Arbejdsgivere. Som Forløbere for den
almindelige Arbejdsnedlæggelse den 1ste Maj i Tilfælde af et Afslag,
udbrød der Strejker rundt omkring, der ofte var ledsagede af
blodige Sammenstød. Af de 366.000 Arbejdere, der havde fordret
8 Timers Dagen fra den 1ste Maj, fik de 150.000 deres Ønske
opfyldt, 216.000 derimod et Afslag og nedlagde Arbejdet. I Chicago
kom det den 3dje Maj udenfor en Fabrik, hvor der arbejdedes
med Skruebrækkere, til et Sammenstød mellem de strejkende
Arbejdere og Politiet med saarede og døde paa begge Sider. Den
anarkistiske *Arbeiterzeitungs* Redaktør Aug. Spies, der var
tilstede, ilede hjem rystet af Harme over, at Politiet havde skudt med
skarpt, og udstedte et Opraab: »Hævn, Hævn! Arbejdere til Vaaben!«
Det besluttedes at afholde et Møde næste Aften paa Haymarket for
at drøfte Politiets Adfærd. Spies, Alb. R. Parsons, Redaktør
af Anarkistbladet *Alarm,* og Sam. Fielden var til Stede som
Talere. Den bekendte, for knap et Aar siden myrdede,
Borgmester Harrison overværede Mødets Begyndelse. I Følge
hans Vidneudsagn i den paafølgende Retssag, var Talerne saa
moderate, at han besluttede at gaa hjem Kl. 10 og betydede
Politiinspektør Bonfield, der med en Styrke paa 178 Mand
opholdt sig i Nærheden, at han kunde gøre det samme. Denne syntes
dog at vente, at der skulde ske noget, og rykkede sammen med
Politikaptajn Schaak frem mod Mødet og erklærede det for
opløst. Fielden svarede *»we are peaceable«* og steg ned fra den
Vogn, der brugtes som Talerstol. I det samme susede en Bombe
fra en Sidegade ud over Forsamlingen og ned mellem Politiet,
hvor den sprang. To Sekunder efter genlød Luften af
Pistolskud og Skrig og Klage fra de saarede og flygtende. 7
Politisoldater laa dræbte, 60 haardt saarede; af Arbejderne var 2
dræbte og 40 til 50 saarede. En Panik greb Chicago, og i Løbet
af nogle Dage arresteredes alle fra Møder bekendte Anarkister.
– Parsons kunde man ikke finde, men han fremstillede sig
selv for Retten – og Spies, Parsons, Mich. Schwab,
Engel, Louis Lingg, Sam. Fielden, Ad. Fischer og Oskar
Neebe anklagedes for at have kastet Bomben. Skønt det
blev godtgjort, at ingen af de anklagede havde kastet den; og
ikke godtgjort, at de i det hele havde været delagtige i
Attentatet, blev de 7 førstnævnte dømte til Døden og Neebe til
15 Aars Tugthus. Dommen blev modtagen med et
Forbitrelsens Raab ikke blot af de dømtes Tilhængere, men af
Arbejdere hele Verden over, fordi de følte, at der her ikke var
udøvet en Hævdelse af Retfærdigheden, men en blot og bar
Klassejustits af den herskende Klasse mod dem, der havde gjort sig til
»Underklassens« Talsmænd. Hvem der kastede Bomben, er aldrig
blevet opklaret. Den Mand, der senere blev anset for at være
Bombekasteren, havde Politiet fængslet og derpaa frigivet uden
bag efter at kunne eller ville fremstille ham for Retten. Som
oplysende Efterspil til Processen kan anføres: Dommeren Gary blev
nogen Tid efter vanvittig; Politiofficererne Bonfield og Schaak
blev i 1889 suspenderede, fordi de i en anden Dynamitsag havde
sat sig i Besiddelse af de fængsledes Ejendom og havde
fabrikeret kunstigt Bevismateriale ved at bearbejde tvivlsomme Vidner[43].
Neebe, Schwab og Fielden, der fik Dødsdommen forandret
til livsvarigt Fængsel af Illinois’ daværende Guvernør, sattes paa
fri Fod af hans Efterfølger.
Haymarket-Bomben havde en endnu mere omsiggribende
Virkning. Den slog paa den ene Side 8 Timers-Bevægelsen, paa
den anden Side den anarkistiske Bevægelse i Chicago til Jorden.
Anarkismens bedste Talsmænd var henrettede eller fængslede,
*Arbeiterzeitungs* Redaktion gik over i Hænderne paa
Socialdemokratiet med Christensen, en Slesviger, som Redaktør, og
*Alarm* flyttedes til New York, hvor det efter nogen Tids haard
økonomisk Kamp gik ind. Der findes vel endnu Anarkister i
Chicago, hvor *Vorborte* udgaar som anarkistisk Organ, men nogen
videre Rolle spiller Anarkismen ikke mere der.
I New York er Bevægelsen stærkere, der findes baade et
engelsk, et tysk, foruden *Freiheit,* et italiensk, et spansk, to
czekiske og et jedisch-tysk anarkistisk Organ, men den har ikke heller
her forvundet det Slag, den fik i Maj 1886. I Anledning af 8
Timers-Bevægelsen holdt Most paa et stort Møde den 23de April den
ovenfor nævnte Tale, hvori han opfordrede til at anvende
Sprængstoffer; Mødet var sammenkaldt ved et Cirkulære, der
begyndte: »Arbejdere! Kapitalistbanditerne myrder jeres Brødre.
Rejser jer til Modværge! Kom i Mængde!« Regeringen anlagde
Sag imod ham. Processen førtes under Ophidselsen fra
Haymarketsagen, og den 25de Maj blev den allerede sluttet og Most
idømt et Aars Fængsel og 500 Dollars Bøde. Efter at han atter
var kommen ud, afholdt han i Anledning af
Chicago-Anarkisternes Henrettelse igen et Møde, hvor en ny voldsom Tale
skaffede ham en frisk Proces paa Halsen. Ikke saa underligt, at han
derefter syntes at tabe en Del af sin gamle Kampiver. *Freiheit*
havde store økonomiske Vanskeligheder og angrebes desuden af
Peukert og hans Tilhængere og af *Liberty,* de bostonske
Anarkisters Organ.
Disse »Anarkister«, hvis Leder er Benjamin R. Tucker,
bestaar væsentlig af Mænd og Kvinder af den besiddende Klasse.
De er Individualister og holder paa den individuelle
Privatejendom, hvad Konsumtionsmidlerne og saa meget af
Produktionsmidlerne angaar, som den enkelte kan anvende til eget Brug. Men
de vil afskaffe al Udbytning ved Produktionsmidlernes Privateje.
Omsætningen skal, som hos Proudhon, foregaa ved Hjælp af en
Byttebank. Det anarkistiske hos dem ligger i deres Fordring om
at afskaffe enhver Regering. Til Udbredelsen af deres Ideer vil
de kun benytte aandelige Vaaben og forkaster alle voldsomme
Midler, »saa længe de kan beholde Talefriheden ubeskaaren.«
Deres Ideer har hidtil kun fundet ringe Udbredelse blandt deres
Landsmænd.
Mens altsaa de anarkistiske Teorier i Europa i det hele er
i, nogle Steder endog meget stærk og truende, Fremgang, synes
de ikke at finde nogen Tilslutning i Nordamerika. Deraf at slutte,
at Nordamerika i Længden vil være uimodtageligt for dem,
vilde sikkert være overilet. Socialistiske Forestillinger trænger
stærkere og stærkere frem hos de amerikanske Arbejdere, og da
de jo har en lang Erfaring for, hvor magtesløs den mest
udstrakte almindelige Stemmeret er til at hæve det økonomiske Tryk,
og at de politiske Former, de er voksede op med, ikke fremavler
nogen Trang til en »stærk Regering«, er der mange Betingelser
til Stede for, at den sociale Bevægelses Strøm, naar den en Gang
bryder frem, vil tage Retning hen imod i det mindste nogle af
de Principer, Anarkismen opstiller som sine.
** V.
Nègre de l’usine
Forçat de la mine
Ilote des champs
Lève-toi, peuple puissant:
Ouvrier, prends la machine!
Prends la terre, paysan!
Hvis vi kan tro anarkistiske Forfattere, saa maa vi gaa
tilbage til Menneskeslægtens graa Morgen for at finde Oprindelsen
til »Anarkiet«, saa var Lucifer en af de første Anarkister; ja endnu
dybere ned i Naturens Hemmeligheder maa vi trænge, ind bag den
organiske Verden, for at finde Anarkiets inderste Væsen, der hviler
paa historiske, fysiologiske og fysiske Love. André Veidaux siger[44]:
»Den autentiske Historie giver en rig Høst af Navne paa dem, der har
forberedt Anarkiets Baner ... Lao-tseu, som sprællede mod
Confucius’ Resignation, Çakia-Mouni, som flygtede for Bramanerne,
Sokrates, som drak Skarntydegiften, Mazdac, som blev et Offer for
Zoroasters Tilhængere, Jesus, som blev korsfæstet af Jøderne, er
Sagnene om Prometeus og Kain, om og om igen. Og fremdeles,
de kristne Anarkister, som kastes ud paa Arenaen, Kirkefædrene,
som haanes og forfølges af Romerriget, Anabaptisterne, som
udryddes ...« overalt Anarkiets Forløbere. Samme Forfatter siger:
»Det fremgaar af en fysisk og historisk Undersøgelse af Udviklingen, at
Anarkismen ligger i selve Naturen, at den er en Naturlov,
som man nødvendigvis maa vende tilbage til«; og videre:
»Mineralverdenen, Planteverdenen, Dyreverdenen frembyder i deres inderste
Fremtoninger Skuet af Harmoni i Autonomi«; og endelig, som et
Slags fysiologisk Bevis, anfører han følgende af en Afhandling om
Transformismen: »Findes der i Virkeligheden nogen Centralisation
hos de mangecellede Væsener? Er deres Celler delte i herskende
og adlydende Celler, Herrer og Undersaatter? Alle Kendsgerninger
giver herpaa med den største Tydelighed et nægtende
Svar. Jeg skal ikke gaa nærmere ind paa den virkelige Autonomi,
som enhver mangecellet Organismes enkelte Celler udøver, thi hvis
de alle afhænger af hverandre, saa er der lige saa vist ingen, som
byder over de andre ...« Slutningen, som heraf skal drages,
er klar: det menneskelige Samfund er en saadan mangecellet
Organisme, og derfor har, ifølge Naturloven for de mangecellede
Organismer, ingen enkelt Celle, d.v.s. intet enkelt Menneske
nogen Ret til at byde over noget andet.
Ved denne Opfattelse af de sociale Forhold som bestemte
ved en Autonomiens fælles uforanderlig Naturlov, og af de sociale
Misforhold som Følger af denne Lovs Krænkelse, stiller
Anarkismen sig i Modsætning til den Marxske Socialisme, hvorefter
disse Forhold maa forklares ved særlige, stadig foranderlige og
vekslende økonomiske Love, afledede af den vekslende Form for
Produktionen og Ejendommen[45].
Stiger man ned fra disse Naturens svimlende Højder, for i
den menneskelige Aands Udviklingshistorie mere umiddelbart at
søge Forløberne for de anarkistiske Ideer, saa finder man dem i
al Almindelighed i det attende Aarhundredes Kritik og Nedbryden
af alt det bestaaende og overleverede, i dets Forkyndelse af
Frihedens og Lighedens Principer. Thi, som vi straks skal se,
Anarkisterne mener i den kommunistiske Anarkisme, det vil
sige Fællesskab føjet ind i absolut Selvstyre, at have fundet den Form,
der forener det efter de flestes Anskuelser uforenelige: en
fuldstændig Frihed og en fuldstændig Lighed for Menneskene i deres
indbyrdes Forhold. Men skal man nævne et enkelt Navn, som
Repræsentant for disse Principer, saa bliver det J. J. Rousseaus.
Anarkisterne selv erkender imidlertid ikke Slægtskabet med
Rousseau; det fremgaar af, hvorledes Bakunin bedømmer ham: »En
sand Type paa Snæverhed og pirrelig Smaalighed, paa Ophøjelse
af sig selv og intet andet, paa kold Begejstring, et paa en Gang
sentimentalt og uforsonligt Hykleri, Løgnen i den moderne
Liberalisme. Man kan betragte ham som Reaktionens virkelige Skaber.
Tilsyneladende var han vel det attende Aarhundredes mest
demokratiske Forfatter, men i sit Indre udruger han Statsmandens
hjerteløse Despotisme. Han var den doktrinære Stats Profet, hvis
Ypperstepræst Robespierre, hans værdige og tro Discipel, søgte at
blive«. Denne Dom er for absolut, for ensidig til at fælde
Rousseau, men den rammer mere end et ømt Punkt hos ham. Og som
Anarkist maatte Bakunin særlig faa Øje paa disse ømme Sider.
Rousseau har skrevet en Bog, som har haft en umaadelig
Indflydelse paa hans Eftertid, en Bog, der danner et af
Udgangspunkterne for den moderne Demokratisme fra Liberalismens
ængstelige Famlen til Socialdemokratismens bestemt formulerede
Fordringer; det er le Contrat social. Grundtanken i denne
Afhandling er »Suverænens« det vil sige Statens, ganske vist den mest
demokratiske Folkestats, men altsaa dog Statens Herredømme over
de enkelte Individer, det absolute Majoritetsherredømme, Minoritetens
absolute Underkastelse. For Socialdemokrater – og her har vi
den anden Grundmodsætning mellem Socialdemokratismen (som
forskellig fra den revolutionære Marxske Socialisme) og Anarkismen –
maa Forfatteren af dette Værk naturlig staa som en Forløber og
Hero, for Anarkister derimod som hjerteløs Despot, den profetisk
doktrinære. Men »le Contrat social« staar i afgjort Modstrid med
Rousseaus hele øvrige Forfattervirksomhed, som den kun hænger
sammen med, hvis man betragter den som et opportunistisk
Nødanker, Forfatteren tager sin Tilflugt til i Erkendelse af det umulige
for Menneskene i at vende tilbage til den »Naturtilstand«, som det
er deres store Ulykke, at de nogen Sinde er komne bort fra.
I alle Rousseaus andre Skrifter fra »Oprindelsen til Uligheden
mellem Menneskene« til »Émile«, fra »Et Brev om Teatret« til
»Julie« o.s.v. er der en helt modsat Grundtanke[46]. I dem
er han en Samfundsfjende, en Fjende af den moderne
Civilisation, af den private Ejendomsret, en Forkæmper for »sin
egen og Menneskets Befrielse, om det var muligt, fra det haarde,
nedværdigende og fordærvende Aag, som den Opfindelse, der
kaldes Samfundet, har smedet«. Og i disse Punkter mødes
Anarkismen med Rousseau, uden at det derfor er nødvendigt med
Graham[47] at antage, at Bakunin sandsynligvis har hentet Spirerne
til Anarkismens Maal og Anskuelser i Rousseaus tidligste Skrifter.
Vi har allerede omtalt den Indflydelse,
Hegel har udøvet paa Bakunin. Som bekendt, var Karl
Marx ogsaa til en Begyndelse en Discipel af Hegel. Hvad han
beholdt af Hegels Filosofi, var hans dialektiske Metode, efter at
have, som Engels[48] udtrykker sig, »fra Hovedet, som den stod paa,
stillet den paa Benene«, det vil sige, efter at han havde taget sit
Udgangspunkt i den »materialistiske« Opfattelse af Forholdet mellem
os og Verden omkring os, hvorefter vore Begreber er Billeder af de
virkelige Ting uden om os, i Stedet for som Hegel at tage de
virkelige Ting som Billeder af et eller andet Trin af det absolute
Begreb. Og det var det revolutionære i denne Dialektik, der
tillod at vise, at »alt, hvad der bestaar, er værdigt til at gaa til
Grunde igen«[49], der tiltalte ham. Ogsaa for Bakunin var Hegels
Dialektik af stor Betydning; men hans Had til enhver
Samfundsorganisation, der undertrykkede eller indskrænkede Individets fulde
Autonomi, hans Opfattelse af Individets Hævdelse og Ret som
Historiens Maal, følte sig tiltrukken af en anden Side af Hegels
Filosofi, dens Syn paa Individet: »Skal vi karakterisere den
Hegelske Filosofi med ét Ord, kan vi kalde den
Individualitetsforgudelse. Individet er det almene[50]«. Men foruden denne
direkte Indflydelse fra Hegels Filosofi modtog Bakunin en ikke mindre
stærk indirekte Paavirkning gennem Max Stirner, som Engels[51]
spottende kalder »den nuværende Anarkismes Profet«. Max Stirner, et
Pseudonym for Kaspar Schmidt, som Bakunin havde kendt, da
han studerede i Berlin i 1846, har skrevet Der Einzige und
sein Eigenthum. Han erklærede den individuelle Selvbevidsthed
for den eneste Erkendelseskilde til Filosofering. »Kun af den kan
jeg se, hvad jeg vil, og fornuftigvis kan jeg kun ville det, som er
til min Fordel«. Men denne Egoisme kan kun virkeliggøres ved
en fuldkommen Individualisme, og »derfor maatte der opstaa en
almindelig menneskelig Tro, Frihedens Fanatisme«. Men denne
Frihed kan man hverken vente at faa i den liberale Retsstat eller
under Kommunismen. I den første bliver man undertrykt med
Iagttagelse af alle retslige Former. I det forrige Aarhundredes
Stat var Menneskene afhængige af et enkelt Menneske, nu hersker
en upersonlig Hersker, Loven ... I den kommunistiske
Fremtidsstat maa Arbejderen underkaste sig et Arbejdssamfunds
Overhøjhed, i hvilket man fortsætter den skønne Drøm om en
Samfundspligt ... – Naar det ene Menneske vil bruge det andet, maa han
komme til en Forstaaelse med ham for at forøge sin Magt, men
han skal ikke være afhængig af denne Forening, kun nyde og
udnytte den. Dermed kommer man til den Sætning, at Mennesket
kun har Pligter mod sig selv[52]. Naar man korrigerer denne
Stimers Opfattelse af Individet ved Solidaritetsbegrebet, som
Anarkisterne opstiller som det Baand, der knytter Individerne
sammen og hindrer Egoismen i at naa ud i sine sidste
Konsekvenser, faar man saa godt som hele den moderne Anarkisme i
Spire: Individet som sin egen, absolut fri Herre, Forkastelsen af
Loven og af enhver paa Love eller anden bindende Form hvilende
Samfundsordning, Benægtelse af Majoritetens Ret overfor
Minoriteterne, som den vilde kunne ventes at gøre sig gældende i en
kommunistisk Arbejderstat.
Endelig maa som Medskaber af Anarkismen nævnes den
moderne Socialisme. Fra den har Anarkismen for en væsentlig
Del sin Kritik af det bestaaende Samfund, fra den Solidariteten.
Stirner angiver ikke, hvorledes man skal fremkalde og
indrette et Samliv, men Anarkismen gør det: Solidaritetsfølelsen vil
danne Grundlaget for Samarbejdet. Den borgerlige kapitalistiske
Samfundslære kunde ikke anvise denne Udvej, da den netop
teoretisk ligesom Anarkismen hævder Individualismen og Statens
Ikke-Indgriben i Individernes indbyrdes Forhold med den praktiske
Indskrænkning, at den individuelle Frihed kun kan nydes af den
besiddende, økonomisk uafhængige Klasse. Med sin mere eller
mindre aabenlyse Klassekamp mellem et udbyttende og et
udbyttet Samfundslag kan vort nuværende Samfund kun indirekte
som sin egen Modsætning fremkalde Solidariteten som det almene
Samfundsgrundlag. Den socialistiske Samfundsteori derimod behøver ikke en Gang, som Anarkismen, at opstille Solidaritetsfølelse
som et Princip, der maa forudsættes givet: den opstiller
Ejendomsfællesskab, Fællesskab i de økonomiske Interesser, og af dette
Fællesskab maa Saminteresser, Samfølelse, Solidaritet blive en lige
saa naturlig Følge som Egoisme af Interessemodsætninger. Faktisk
har ogsaa de allerfleste af de teoretisk toneangivende Anarkister
begyndt som Tilhængere eller været under den stærkeste
Paavirkning af Socialismen, og Kropotkin bruger ofte Ordet Socialist
saaledes, at han deri ogsaa indbefatter de kommunistiske
Anarkister. Den forskellige Maade, hvorpaa Solidariteten saaledes kommer
frem som Samfundsprincip, svarer til Forskellen mellem Socialismens
og Anarkismens Opfattelse af Historien. Den første ser i Historien
vel »Resultaterne af de mange menneskelige Viljer, der handler i
forskellige Retninger, og deres mangfoldige Indvirkninger paa
Omverdenen[53]«, men søger bag disse Viljer de Kræfter, der sætter
dem i Bevægelse, og finder dem i de økonomiske Forhold som
Produktionsmaader, Produktombytningsmaader, o.s.v. Disse
bestemmes nu af Produktionsmidlernes Udvikling, som igen afhænger af
Menneskenes Indsigt i og Udnyttelse af Naturen og dens
Frembringelser. Historien bliver saaledes en Udviklingsproces, der
foregaar uafhængig af de enkelte Menneskers, ogsaa de saakaldte
store Mænds Viljer og Ønsker. Anarkisterne taler vel ogsaa hist
og her om Betydningen af de økonomiske Forhold, som det
grundbestemmende i Historien: »Hele Menneskeslægtens
intellektuelle og moralske, politiske og sociale Historie er en Genspejling
af dens økonomiske Historie«, siger Bakunin[54], men de undgaar
helst dette Emne; de spotter over Marx’s og Socialismens »Videnskab«
– som de gerne anfører i Gaaseøjne – og opstiller Menneskenes
Ideer og Idealer som det ledende: »Menneskeslægten er samtidig
og væsentligt en bevidst og fremskridende Negation af
Dyriskheden i Menneskene; denne [Negation] danner og skaber Idealet,
de intellektuelle og moralske Overbevisningers Verden, Ideerne[55]«.
»Hidtil har hele Menneskeslægtens Historie kun været en
uophørlig og blodig Opofren af Millioner af stakkels menneskelige
Væsener til en eller anden hjerteløs Abstraktion som Gud,
Fædrelandet, Statens Magt, den nationale Ære, politisk Frihed, det
offentlige Vel. Saaledes har hidtil de menneskelige Samfunds
naturlige, spontane og skæbnesvangre Bevægelse været[56]«. Det er
derfor kun en logisk Slutning, naar Most endog ligefrem benægter
nogen lovbestemt Udvikling. I »Freiheit« 14. April 1888[57] taler
han om »Overtroens forskellige Former« og siger: »Der er nu for
det første Udviklingsideen anvendt paa Kulturens Gang. Det er
en Teori, som i lange Tider i den Grad er bleven omsorgsfuldt
dyrket af de socialistiske doktrinære, at vi selv i mange Aar var
bombefast overbevist om dens Rigtighed ... efter egen moden
Overvejelse, forekommer »Udviklingsideen« os nu kun at være et
Sidestykke til saadanne teologiske Sætninger, hvorefter der skulde gives
en »Forudbestemmelse«, et »guddommeligt Forsyn«, o. dslg.« Efter
en Henvisning til Asien, hvor paa den ene Side uhyre Folkemasser
i den historiske Tid hverken i Henseende til Kultur eller Frihed
har gennemgaaet nogen Udvikling, medens paa den anden Side Japan
i 25 Aar har undergaaet en civilisatorisk Omdannelse, som Europa har
brugt et Par Tusinde Aar til, fortsætter han: »det er Menneskene,
ikke Forholdene, som opbygger og nedriver de sociale
Indretninger.« Man kan forstaa, at fra et saadant Standpunkt kan
Anarkisterne let komme ud over den almindelige Indvending mod
Virkeliggørelsen af deres Fremtids Samfund, at det er en Utopi.
Har man gjort det af med Udviklingsideen, og er det
Abstraktioner og Ideer, som bestemmer »de menneskelige Samfunds
naturlige, spontane og skæbnesvangre Bevægelser«, saa gælder det kun
om at faa den anarkistiske Ide og Begejstringen for den
tilstrækkelig udbredt, for at gennemføre den anarkistiske
Samfundstilstand og – hvad der navnlig er umuligt, hvis der til Trods for
Most og Meningsfæller alligevel skulde være en af »Idealerne«
uafhængig, lovbunden Udvikling – bevare den: »Vi bekender en ny
Tro, og saa snart denne Tro, som samtidig er Videnskaben, bliver
alle deres, som søger Sandheden, vil den faa Kød og Blod i
Virkelighedens Verden, thi den første af Historiens Love er, at
Samfundet former sig over sit Ideal[58]«.
** VI.
Anarkismen er Læren om Anarkiet.
Anarkiet er et Samfund uden Styrelse med
fuldstændig selvstyrende (autonome) Individer, holdt
sammen af Solidaritetens Baand.
Anarkiet er et Samfund uden Styrelse. Styrelse under
enhver Form er derfor det første, Anarkismen bekæmper, »Ned
med Autoriteten« dens første Feltraab. Og den første Autoritet,
den vender sig imod, er Gud. »Forbundet er ateistisk« hed det
allerede i det »Socialistiske Demokratis Forbunds« Program.
Socialismens Verdensopfattelse er ogsaa ateistisk: »Kristendommens Gud
er selv et Produkt af en langvarig Abstraktionsproces, en
koncentreret Kvintessens af de mange tidligere, Stamme- og
Nationalguder[59]«, men Socialismen overlader til Naturvidenskaben og den
sammenlignende Religionsvidenskab i Forbindelse med forandrede
økonomiske Forhold at udrydde de gængse religiøse Forestillinger.
Anarkismen ser en direkte Fjende i Religionerne: »Alle Religioner
er grusomme, alle er grundede paa Blod, alle hviler de paa
Forestillingen om Ofret, det vil sige, Menneskehedens uophørlige
Opofren til Guddommens umættelige Hævn. I dette blodige
Mysterium er Mennesket altid Ofret, og Præsten, ogsaa et Menneske,
men privilegeret ved Naaden, er Guddommens Bøddel[60].« »Hvis
Gud er til, maa han nødvendigvis være den evige, højeste og
absolute Herre, og overfor denne Herre er Mennesket Slave; men
er Mennesket Slave, kan der hverken findes Retfærdighed, Lighed,
Broderskab eller Lykke[61]« »Jeg vender Voltaires Sætning om[62],«
udbryder Bakunin og siger: »Hvis Gud var til, maatte man afskaffe
ham.« Det er en af Grundene til Bakunins Vrede overfor Rousseau
og Robespierre, at den første opfandt og den sidste indførte
Dyrkelsen af »det højere Væsen, Deisternes abstrakte og golde
Gud«. Most udtaler sig ikke mindre krast i en Afhandling, hvis
Titel, »Den religiøse Pest«, er tilstrækkelig betegnende.
Den næste Form for Autoritet, Anarkismen vender sig
imod, er Staten. Staten har ikke altid været til; der er
Samfund, som har undværet den. Den kommer frem som et
historisk Produkt fra det Øjeblik, der i Samfundet indtræder
Klassemodsætninger og modstridende Klasseinteresser, enten som
Følge af en Erobringskamp, saa at Samfundet bestaar af
Sejrherrer og overvundne, eller som Følge af en økonomisk Udvikling,
saa det bestaar af ejendomsløse og besiddende. I begge Tilfælde
optræder Staten som en Slags Overhøjhed over de stridende Parter;
teoretisk skal den mægle imellem dem eller endog beskytte den
svagere; praktisk derimod har Statens Myndighed altid væsentlig tjent
og maattet tjene den stærkeste Klasse til at udbytte og nedtrykke de
i social Hensende svagest stillede, samtidig med, at disse har
maattet forsyne den med de Midler, i Form af Produkter eller
Penge, og de Mennesker, i Form af Soldater og Politi, hvormed
den hævder sin Magt udadtil mod andre Stater, indadtil mod
de besiddelsesløse. Dette gælder saavel om det mest
despotisk regerede, absolute Monarki, som om den fri demokratiske
Republik. Den borgerlige Stats saa meget udskregne
Ikke-Indblanding *(laisser-faire)* gælder kun, hvor Talen er om at
beskytte den besiddelsesløse Arbejderklasse. »Alle de store Formuer
i vore Dage er samlede ved Statens Seen igennem Fingrene, om
ikke ved dens direkte Medvirkning. Jomfrujordens Plyndring i
Nord- og Sydamerika, Jærnbanemonopolerne, Suez- og
Panamakanalen, Pacific- og Kanadajærnbanerne, Bank-, Mine- og
Børsspekulationsmonopolerne; Koloniernes Udbytning, som alene sætter
den store industridrivende i Stand til uhindret at udstrække og
bevare sit Herredømme – over alt møder man Staten, som
hjælper med til Dannelsen af Millionærerne og Millionærernes
Formuer. I vore Dage som i Middelalderen laver Staten de store
Formuer«[63]. Og paa den anden Side: »Lige siden Lovene om
Arbejdernes Sammenslutninger under den store franske Revolution
og de drakoniske engelske Love mod strejkende, som man hængte
i 1813 og sendte i Tugthuset i 1848, og indtil vore Dages
Nedskydninger af Arbejdere i Fourmies, i Belgien, i Spanien, i Italien
og i Schweiz, eller Trusler imod dem, som Kanonbaadene paa
Hulls Red og Wilhelm II’s Løfte om at nedskyde
Bjærgarbejderne – bestandig har Staten taget Kapitalisternes Parti mod Arbejderne. Den har i fuldeste Maal nedsablet og nedskudt Arbejdere; men har den saa meget som givet deres Udbyttere en Dragt Prygl[64]?«
Men til Trods for sin store Magt har Staten ikke kunnet undgaa
sin Skæbne, »en galoperende Opløsning og nær forestaaende Fallit«.
»Folkene, særlig de romanske, stræber allerede efter Provinsernes,
Kommunernes, Arbejdergruppernes Selvstyre. De europæiske Staters
samlede Gæld overstiger allerede hundrede Tusinde Millioner;
hvis deres samlede Indtægter udelukkende anvendtes til at dække
denne Gæld, vilde de ikke være tilstrækkelige til at gøre dette
i femten Aar. Og stadig vokser Gælden. Thi hvo der siger
»Stat«, siger »Krig«, og Krigen det er Arbejdsløshed, Krise,
forøgede Skatter, ny Gæld. Og hver Krig er et moralsk Nederlag
for Staten, selv den sejrende. Se blot hen til den Gæring, der
siden 1871 har grebet Sindene hos den store Befolkning i
Tyskland som i Frankrig; Militarismen dræber Staterne. Og ved Siden
af Krigene udad til, Krigen indad til. Overalt gør det
misfornøjede Folk Oprør, som fuldstændig optager de herskendes
Opmærksomhed. Det er ikke Principer og Hensyn til det offentlige
Vel, men kun Hensyn til Kampen mod Folket for at bevare
Forrettighederne, som gør sig gældende i Lovene og
Regeringshandlingerne. Alt dette, som vilde være nok til at ryste de stærkeste politiske Legemer, foregaar i Europas Stater, som efter historiske Love er paa deres Hælding, hvis politiske Organisation ikke mere
svarer til de moderne Produktionsformer, og som indbyrdes
sønderriver hverandre. Selv den roligste Filosof skimter Glimtene af en
stor Revolution, som nærmer sig[65]«. Statens Afskaffelse er derfor
for Anarkisterne kun en naturlig Følge af den for vore Øjne
foregaaende Udvikling[66].
Statens Brøst og Mangler vilde ikke forsvinde, om den
kapitalistiske Stat blev afløst af en Arbejderstat under hvilken som
helst Form, hvor Majoriteten skulde kunne træffe Afgørelser, altsaa
give Love, ogsaa for Minoritetens Vedkommende. En Majoritet og
en Minoritet vilde igen være to ny Klasser med modstridende
Interesser og deraf følgende Forviklinger. Derfor ingen
Majoritetsherredømme og ingen Love. Loven er den tredje Autoritet, hvis
Altere Anarkismen vil omstyrte. »Da Samfundet havde begyndt
at spalte sig i to fjendtlige Klasser, den ene, som søger at grunde
sit Herredømme, den anden, som vil unddrage sig dette, opstod
der en Kamp. Sejrherren skyndte sig med at fastslaa den
fuldbyrdede Kendsgerning og stille den udenfor al Diskussion, at gøre
den hellig og ærværdig ved alt, hvad de overvundne kan have
Ærbødighed for, og Loven viser sig, bekræftet af Præsterne og
forsvaret af Krigernes Køller. For at skaffe Loven Lydighed, sammenblander Lovgiveren i den de Grundsætninger, som
repræsenterer moralske og solidariske Principer, som det fælles Samliv har
udarbejdet, med de Bud, der for bestandig skal indvi Uligheden[67]«.
Og videre hedder det hos samme Forfatter: »Undersøger man
Lovens Karakter, finder man Ubevægelighed i Stedet for
Menneskehedens stadige Udvikling; den opretholdes ved Inkvisitionens
Grusomheder, Middelalderens Pinsler, Øksen, Strikken, Bøsserne og
Fængslerne. En Hob Lovlavere giver Love om Ting, de ikke
forstaar sig paa. Den ene Dag lovgiver de om Byernes
Sundhedsvæsen, uden at have mindste Anelse om Sundhedslæren, den
næste Dag om Troppernes Udrustning, uden en Gang at kende
et Gevær, de giver Love om Undervisning og Opdragelse, uden at
de har undervist nogen eller engang kunnet give deres Børn
en ordentlig Opdragelse, og aldrig glemmer de Bøden, som
Stodderen vil komme til at betale, og Fængsel og Tugthus.« »Og
derfor,« slutter han, »i Stedet for taabeligt at gentage den gamle
Formel: ’Respekt for Loven’, raaber vi ’Foragt for Loven og
dens Attributer!’ For det fejge Ord: ’Lydighed mod Loven’
sætter vi: ’Oprør mod alle Love![68]’« – En lignende Slutning drager
Jean Grave[69]: »Naar man anerkender, at en Lov kan forandres,
maa man gaa ud fra, at denne Lov kan blive skadelig; det er det
samme som at indrømme, at den, i selve sit Princip, kan krænke
nogles Interesser. Og der er ikke i vore Samfund en Lov, uden
at den krænker nogle Medlemmers Interesser eller Ideer; der gives
ikke en Lov, som ikke det sejrende Parti har kunnet vende mod
sine Modstandere. Ethvert ulovligt Parti, som erobrer Magten,
bliver lovligt, thi det er det, som ved sine Kreaturer anvender
’Loven’. Deraf kan man slutte, at da Loven kun er et Udtryk
for den stærkeste Vilje, behøver man kun at adlyde den, naar
man er for svag til at gøre Modstand imod den.«
Man vil forstaa, at med dette Syn paa Staten og Lovene
er Anarkisterne ivrige Modstandere af den af det borgerlige og
sociale Demokrati saa højt priste almindelige Stemmeret. »Det
repræsentative System er Bourgeosiets organiserede Herredømme
og vil forsvinde med dette,« siger Kropotkin, og allerede Bakunin
afviser den almindelige Stemmeret, fordi den undertrykte Klasse
faktisk stedse holdes i en Tilstand af Uvidenhed og Uerfarenhed og
derfor maa blive et Bytte for de herskende. »I Virkeligheden«, siger
Grave[70], »er den almindelige Stemmeret ikke andet end de regeredes
Ret til at vælge deres Herrer, de Svøber, hvormed de skal piskes.
Fra det Øjeblik, Vælgeren har afgivet sin Stemmeseddel, har han
abdiceret sin Suverænitet. Teoretisk er Stemmeretten Udtryk for
Samfundsflertallets Vilje, faktisk er det helt anderledes. For det
første er Kvinder og Børn udelukkede, for det andet, da der i
hver Valgkres findes tre, fire eller flere Kandidater – bliver alle de,
hvis Kandidater ikke vælges, for ikke at tale om dem, hvis Ideer
ingen Kandidat udtrykker ikke repræsenterede. Selve de valgte deler
sig igen i en Mængde Smaagrupper, og Afgørelsen kommer til sidst
til at ligge i Hænderne paa en lillle Gruppe ærgerrige, der holder sig
imellem de to yderliggaaende Partier og af dem støtter det, der
kan bringe dem størst Fordele«. »Meningen med den
repræsentative Regeringsform var at hindre det personlige Regimente –
i Virkeligheden styres Landet altid af en enkelt Mand,
Førsteministeren« (Kropotkin). Endelig henviser Anarkisterne til, at det
ikke er det repræsentative System, som har givet eller blot sikret
os de Friheder, vort Aarhundrede har erobret. Det er den store
liberale Tankebevægelse fra Revolutionen, der har fravristet
Regeringerne og Repræsentationerne dem, og den samme Aand, der
har bevaret dem: Pressefrihed, Kritik af Lovgivningen,
Forsamlings- og Foreningsfrihed er alle fratvungne Parlamentet ved en
Agitation, der truede med at bryde ud i aabent Oprør[71].
Som Anarkisterne forkaster og vil nedbryde al Autoritet i
det offentlige Samfundsliv, saaledes forkaster de den ogsaa i det
private. Og her er det selvfølgelig Familien, de vender sig imod.
Denne Institution, der i Tidernes Løb har skiftet med
Ejendomsformen, ganske naturligt, fordi den afhang af denne, er imidlertid
Genstand for Kritik fra saa mange andre Sider, at Anarkismen,
fraset den voldsomme Udtryksmaade, den som Regel altid
anvender, ikke bringer noget nyt eller særligt ved sin Kritik.
Naar nu Religion, Stat, Love og Familie forsvinder, hvad
vil der saa efter Anarkisternes Mening opstaa af Asken? – Den
amorfe, altsaa formløse Tilstand, saaledes betegnede de tidligere
Anarkister med Bakunin de ny Forhold, hvis nærmere Ordning
hverken kunde foreskrives eller forud beskrives, men først vilde
fremgaa, naar »Pan-destruktionen« af det gamle Samfund var
fuldbyrdet. Alt, hvad man kunde sige, var, hvad Herzen allerede i
1848 havde forkyndt: »Saa kommer Foraaret. Et ungt og frisk
Liv vil udvikle sig paa de Slægters Grave, som døde for Uretten.
Folkeslag fulde af usammenhængende, men karske Kræfter vil
opstaa. Et nyt Bind af Verdenshistorien aabner sig«. Ogsaa
blandt de moderne Anarkister er der mange, som vil indskrænke
sig til at arbejde for det gamles Omstyrtelse, men andre, de fleste,
kan ikke nøjes hermed. Ganske vist »det falder os ikke ind, at
udarbejde et socialt System, som straks Dagen efter Revolutionen
kan gennemføres; men Grunden til, at alle tidligere Revolutioner
er slaaet saa ynkeligt fejl, er, at Masserne kun har været optagne
af Øjeblikkets Kamp; vel var deres Maal Friheden og det
almindelige Velvære, men de havde ikke overvejet, under hvilke Former
dette Maal skulde naas, og de blev Ofre for Intriganternes Spil[72]«.
For at undgaa en Gentagelse heraf, og fordi man ikke vinder
Massernes Tilslutning alene for Ødelæggelsen af det bestaaende,
er det nødvendigt, efter disse moderne Anarkisters Mening, i ganske
almindelige Træk at skitsere, hvorledes det anarkistiske Samfund
kan komme til at se ud.
Nogen Organisation i Ordets almindelige Betydning tænker
man sig ikke; thi der bliver hverken Love, Reglementer eller Baand
af nogen Art undtagen dem, Individet selv paalægger sig og selv
altid har Ret til at fri sig for. Men Dampens, Elektricitetens og
Maskinernes Produktion fordrer et Samarbejde mellem Arbejderne,
og disse vil derfor naturligt slutte sig sammen i Grupper. Da
Gruppernes Dannelse for en stor Del, til en Begyndelse i alt Fald.
vil være bestemt af stedlige Hensyn og ved Statens og al
Administrations Ophævelse kun Kommuner, Byer og Landsbyer bliver
tilbage, ikke som admininistrativt, men som stedligt Begreb, bliver de
den Kerne, hvorom den ny Organisation former sig. Dog er selve
det stedlige af underordnet Betydning. De producerende Grupper
paa et Sted maa sætte sig i Forbindelse med de Grupper andre
Steder, som de har Interesser tilfælles med, og der vil opstaa
Interessekommuner, hvis Medlemmer er spredte i Tusinder af Byer
og Landsbyer hele Jorden over. »Allerede i vore Dage ser vi fri
Foreninger saaledes strække sig over alle den menneskelige
Virksomheds Felter, selv paa Omraader, der betragtes som særlig
henhørende under Statens Kontrol; Foreninger for Litteratur,
Kunst, Videnskab, Undervisning, Handel, Industri, Fornøjelser,
Sundhedsvæsen, Museer, Opdagelsesrejser, ja endog for
Fædrelandets Forsvar, Hjælp til saarede, Forsvar mod Angribere, ja mod
Domstolene. Idet denne Tendens udfolder sig frit, vil den blive
Grundlaget for det kommende Samfund. Der vil danne sig
Millioner af Kommuner, ikke bestemte ved geografiske Grænser,
som vil række hinanden Haanden over Floder, Bjærgkæder og
Have, og vil forene de Individer, der er spredte over alle
Verdensdele, og Folkene i en eneste stor Familie af Ligemænd[73]«.
En saadan Gruppeordning vil give Individet Lejlighed til
den fuldeste Udfoldelse og den mest udstrakte Frihed. Da der
ingen Overmyndighed af en eller flere findes, der kan befale over
noget Individ, vil enhver slutte sig til den eller de Grupper, han
synes bedst om, eller kunne danne en ny Gruppe for de Interesser,
der ikke skyttes, som han ønsker det. Da der ingen Pengehensyn
gør sig gældende, fordi Penge vil være fuldstændig overflødige, ja
ligefrem ubrugelige, vil en Mængde af de egoistiske Bevæggrunde
som gør Menneskene til hinandens Fjender, forsvinde. Og det
samme vil yderligere følge af, at intet Menneske hersker over et
andet. Særinteresser vil mere og mere træde i Baggrunden eller
helt forsvinde, og de fælles Almeninteresser vil yderligere udvikle
Solidaritetsfølelsen, som allerede i vort nuværende Samfund er saa
stærkt til Stede, hvor et eller nogle Individer rammes af en stor
Naturulykke som Stormflod, Jordskælv, o. lgn. Da enhver kan
følge sit Kald og sin Lyst, vil ingen af de Virksomheder, aandelige
og materielle, som har Betydning for Samfundet, ligge udyrkede
hen. Fordi Produktionen ikke foregaar under nogen Overledelse,
vil den dog ikke blive planløs. »Der vil altid«, bemærker Grave,
»være Folk nok, som finder en Tilfredsstillelse i at tælle, beregne
og sammenstille, til hvem de producerende Grupper vil henvende
sig og faa de Oplysninger, der kan vejlede dem ved deres Arbejde«.
Et saadant Samfund – for at bruge dette Ord, som
Anarkisterne helst undgaar, fordi det let medfører Forestillingen om et
ved Love og hierarkiske Regler bundet Forhold – vil ikke alene
yde den højeste Frihed, men ogsaa den fuldstændigste Lighed.
Ligheden bestaar ikke i at tilhugge alle efter samme Mønster i
en Prokrustesseng kaldet Loven, men i at alle har samme og den
fuldeste Adgang til at udvikle sig autonomt saavel som til alle
tilstedeværende materielle og aandelige Nydelser. Alt, hvad der
behøves til Produktionen under en hvilken som helst Form:
Jorden, Maskiner og Arbejdsmidler, Samfærsels- og
Omsætningsmidler er Fællesejendom, da det er nødvendigt ved det fælles
Arbejde, ligesom det som Produktionsmidler i det hele kun kan
bruges ved et fælles Arbejde. Produkterne, frembragte ved
Fællesskabet, tilhører alle. Sætningen om, at Arbejderen skal have det
fulde Udbytte af sit Arbejde, er i det moderne Produktionssystem
meningsløs, thi ingen Genstand er frembragt ved noget enkelt
Menneskes Arbejde, og ved den endelige Formning af Stoffet i det
foreliggende, færdige Produkt har samtidig mange Hænder været
beskæftigede, nogle mere, andre mindre, nogle med større, andre
med mindre Energi, saa det bliver umuligt at paavise, hvad den
enkeltes Arbejde er, og derfor ogsaa at give ham det fulde
Udbytte deraf. Det færdige Produkt er som Frugten paa et Æbletræ.
Dens Dannelse skyldes et Samarbejde af Naturen, Solen, Regnen,
Jordbunden og Gartneren, plus alle dem, der ved tidligere Arbejde
har sat Jorden og Gartneren i Stand til at virke. »Hvem tilhører
Æblet? Ikke nogen af dem, der har frembragt det (ingen, ikke
en Gang Gartneren, kan gøre Fordring paa mere end at have
bidraget, arbejdet med paa dets Dannelse), men den, for hvis
Skyld det blev til; den modne Frugt bøjer sig af sig selv ned
mod det levende Væsen, som trænger til den[74]«. Og det samme
gælder for alle Produkter, frembragte af Naturens og Menneskenes,
de levendes som de dødes Samarbejde. Retten til Produkterne
tilhører alle, Brugen af det enkelte Produkt den, der trænger til
det, Brødet den sultne, Klæderne den nøgne, Lærredet Maleren.
Da der er nok af alle Ting, der er nødvendige for at skaffe alle
ikke blot et tarveligt Udkomme, men en behagelig Tilværelse, saa
snart de Baand, som nu Spekulationen og Privatinteresserne
lægger paa Produktionen, er sprængte, saa vil man kunne
tilfredsstille alles Fornødenheder, kunne sige »tag i Bunken«[75].
Man vil efter ovenstaaende forstaa, hvad Anarkisterne
mener med at tale om det kommunistiske Anarki, en
Betegnelse, hvis to Dele synes at skurre mod hinanden. »Ordet
’Anarki’ er kun en politisk Negation« (Grave). Det er
Betegnelsen for »ingen Autoritet eller Regering«, for Friheden;
»kommunistisk« betegner den økonomiske Side, Ligheden i det
anarkistiske Fremtidssamfund.
I dette vil altsaa Produktionen foregaa i Fællesskab,
Konsumtionen derimod vil kunne foregaa i Adskilthed. De
fremtidige Folkehusstande, som Socialdemokratismen tænker sig som
Familiens fremtidige Form, vil ikke være en Nødvendighed. Naar
Familien som juridisk Begreb forsvinder, vil den Side af
den, der hviler paa en særlig Art af Sympati, kunne udvikle
sig, uden at det individuelle i et »Privatliv« drukner i det store
Fællesskab.
I Modsætning til de kommunistiske Anarkisters »Tag i Bunken«
indlader de kollektivistiske Anarkister, navnlig repræsenterede i
Spanien, sig ikke paa nogen Løsning af Spørgsmaalet om, hvorledes
de enkelte Grupper maa tænkes at ville fordele deres Produkter.
Overfor Billedet af det anarkistiske Gruppesamfund har
Kritiken navnlig fremført to Indvendinger. Benægtende
Muligheden af Individets fuldstændige Frihed har man gjort
Anarkisterne det Spørgsmaal: »Men hvad vil I gøre med dem, der
intet vil bestille, og med Forbryderne?« Herpaa lyder Svaret
omtrent saaledes: Historien, om at mangt et Menneske helst vilde leve i
Lediggang, er en Røverhistorie, der taler mod den daglige Erfaring.
Selv de rigeste nu til Dags føler Trang til at bestille noget –
ofte ganske vist noget unyttigt eller for en stor Del af deres
Medmennesker skadeligt – nogle Timer om Dagen. Hvis en Arbejder,
der Dag efter Dag tilbringer 10 eller flere Timer om Dagen med
at lave en tyvende Del af en Knappenaal eller stikke en
Metalplade ind under en Maskinhammer, hader sit Arbejde, da ligger
det naturligvis i dette Arbejdes aandsfortærende Karakter. Lad det
samme Menneske arbejde 4, 5 Timer i gode, lyse Arbejdsrum
eller fri Luft ved et vekslende Arbejde, som han føler Lyst eller
Anlæg til, og han vil arbejde med største Lyst og Iver. Lad ham
tillige have Følelsen af, at hans Arbejde ikke udføres for en
daarlig Løn, der udelukker ham fra Nydelsen af det bedste og
skønneste, han ser omkring sig, men at han arbejder for, at han
selv og alle omkring ham skal kunne faa Adgang netop til disse
Nydelser, og han vil lægge sin Kraft ind i et endog ensformigt og
uinteressant Arbejde, som bevisligt ikke kan gøres ad rent
mekanisk Vej. Skulde der endelig være Individer, som ikke vil
arbejde, saa er der dog ingen Grund til for deres Skyld igen at
indføre en straffende Myndighed med Tilbehør af Love og andet
sligt, der vilde indeholde Spirer til en Genindførelse af herskende
og undertrykte Klasser. Deres Kammeraters Eksempel og almene
Omdømme, den offentlige Mening, som allerede nu kan virke saa
stærkt ind paa Folks Handlemaade, vil sikkert være nok til at
bringe dem paa bedre Tanker. Vore Muskler, vor Hjerne, hele
vor Organisme trænger til at virke, og Arbejdet er en lige saa
nødvendig og naturlig Funktion som Søvn og Hvile. Og hvad
Forbryderne angaar, saa vil alle de Forbrydelser, der er knyttede
til den private Ejendomsret eller Udelukkelse fra de af den fælles
aandelige eller materielle Produktion stammende Nydelser af sig
selv forsvinde. Tilbage bliver de Forbrydere, hvis Handlinger
enten skyldes en abnorm, maaske atavistisk Hjerne eller stærke
Lidenskaber. For dem gælder, at en Opdragelse, der uhemmet af pekuniære
Hensyn maa gaa ud paa at udvikle de Sider af Tanke- og Følelseslivet,
der vil være de vigtigste for hele Samfundet: Solidaritetsbegrebet og
Ansvarsfølelsen for den bedste Benyttelse af de individuelle
Ejendommeligheder, sikkert vil udvikle et større Selvherredømme end det, den nuværende Opdragelse i Skolen og navnlig i Livet med dets Misforhold
fører med sig. Hvor Opdragelsen slaar fejl, vilde man for den første
Klasse »Forbrydere« have Hospitalerne, for den anden, saafremt
hverken andres Eksempel eller Omdømme hjælper, det naturlige
Nødværge. For Samfundet at indføre Myndigheder og Fængsler
igen for en Morders Skyld vilde være meningsløst.
Hovedindvendingen mod Anarkiet fra deres Side, der ikke
for enhver Pris vil holde paa det bestaaende, er dog denne:
»Eders Fremtidssamfund er meget skønt og tiltalende, men det er
en Utopi, der aldrig kan virkeliggøres, før Menneskene blev rene
Engle«. Anarkisternes Teoretikere underkender ikke Betydningen
af denne Indvending: »Vi maa tilstaa, at denne Indvending altid
er generende, ikke ved selve sit Indhold, men i Formen; thi i det
nuværende Samfund synes vore Ideer virkelig en Utopi. Det er
meget vanskeligt for en, der aldrig løfter sit Blik ud over det
nuværende Samfund, at naa til at forstaa, at man kan leve uden
Regering, uden Love, Dommere, Politi eller Svøbe af nogen Art,
uden Penge eller Værdirepræsentant[76]«. »Men fordi vore Ideer ikke
straks kan virkeliggøres, er det saa, naar vi erkender det rigtige
i dem, en Grund til ikke at søge at lade dem træde ind i det
virkelige Liv. Hvis de første Kæmpere, som kæmpede mod Kirken
og Kongedømmet for Ideerne om Naturen og Friheden og trodsede
Baal og Stejle for at bekende dem, havde sagt ’det lader sig ikke
virkeliggøre’ om deres Ideal, saa vilde vi den Dag i Dag ikke
være komne ud over Mystiken og den adelige Højhedsret[77]«. Den
virkelige Grund til, at man ikke kan tænke sig en Tilstand, hvori
Samfundet arbejder uden styrende, alene holdt sammen ved
Solidaritet, er, at der fra Vuggen til Graven, i Skolen og Kirken, i
Videnskaben og Industrien, i Bøger og Blade, overalt indprentes
os Uundværligheden af Ledelse og Regering. Men naar saavel en
Betragtning af Historien som af Livet omkring os lærer, at de
ledende aldrig har givet eller kunnet give de ledede de lykkelige
Forhold, der maa være Menneskenes Maal, men altid væsentligt
har værnet om deres egne og har hemmet Massernes Interesser,
naar endelig Anarkiets Virkeliggørelse vilde betyde Frihed og
Lighed og Lykke for disse sidste, saa kan den nævnte
Hovedindvending, som i Reglen de, der fremkommer med den, mener
ikke er gyldig for deres eget Vedkommende, ikke for Anarkisterne
være nogen Grund til ikke at arbejde for deres Fremtidsideal.
Tværtimod: »Jo større Kraft der lægges i Propagandaen, des
snarere vil Virkeliggørelsens Time slaa« (Grave). Tendenserne i
det nuværende Samfund peger, som ovenfor paavist, hen paa
Anarkiets frivillige Interessegrupper[78], og naar den sociale
Revolution, hvis Uundgaaelighed erkendes ogsaa af Bourgeosie-Samfundets
ivrigste Forkæmpere, bryder løs, gælder det om at have saa mange
Tilhængere som muligt, og ved Eksemplets Magt vise Ideernes
Gennemførlighed og drage Masserne med sig, for at ikke Folkene
en Gang til, som efter den store Revolution for hundrede Aar
siden, skal blive narret for dens Frugter. »Denne Kamp vil være
kortere eller længere og kan vare et ubestemt Antal Aar, hvem
ved, maaske flere Generationer. I denne Tid maa Produktionen
organisere sig. Fra Begyndelsen af vil Befolkningen, dreven af
sine Fornødenheder ganske simpelt tage i Magasiner og Butiker,
hvad den trænger til, og yde sin Arbejdskraft, hvor der er Brug
for den. Paa denne Maade vil den ved Praksis vænne sig til at
konsumere uden at spørge om, hvor Produktet kommer fra, og til
at frembringe uden at bekymre sig om, hvor det gaar hen. Selve
Revolutionen vil, som man ser, i vidt Maal kunne erstatte den
Opdragelsestid, som visse socialistiske Efternølere raaber saa
stærkt paa[79]«.
** VII.
Propaganda, brugt af en Anarkist, er for største Delen af
Publikum, der intet har hørt om eller er blevet fyldt med bevidst
urigtige Fremstillinger af Anarkismens Teorier, det samme som
Bomber og Dynamit. Dette er dog en stor Fejltagelse.
Daadspropagandaen er ganske vist den Propagandaform,
der har vakt mest Opsigt, men paa den anden Side den mindst
anvendte. I modsat Fald vilde man, da de propagerende
Anarkister kan tælles i Hundred- eller Tusindvis, ikke høre om
Eksplosioner som nogle isolerede Tilfælde, men træffe dem bogstavelig
talt som hørende til Hverdagsbegivenhederne. Anvendelsen af
Mord eller, som Anarkisterne med et Udtryk fra de borgerlige
Lovbøger foretrækker at kalde det, »Henrettelser« i den sociale
Klassekamp har Anarkisterne faaet fra de russiske Terrorister, blandt
hvem den blev præket af Bakunins Udsending Serget Netchajeff[80],
der i 1865 i Moskov dannede en russisk Afdeling af Internationale.
De moderne Anarkister stiller sig forskelligt til denne Propaganda.
Nogle anbefaler den som det bedste Middel til at vække Masserne
og henlede deres Opmærksomhed paa Anarkismen. Dette er den
russiske Teori direkte overført. Nogle betragter den som en
Hævnakt, udøvet paa hele den undertrykte Arbejderklasses Vegne
mod Repræsentanter for dens Undertrykkere. Andre derimod
forkaster den, fordi den fremkalder ny Forfølgelser mod
Anarkisterne og bortskræmmer mange vaklende fra Anarkismen, da
den store Masse er en Fjende af Vold og Mord. Paa dette
sidste svarer en Indsender i Sozialist[81]: »Det kan man som
oftest ikke spore noget til; Massen har hidtil endnu altid,
naar de legitime Magthavere befalede det, skudt med Bøssen,
hugget med Sablen og kastet Bomber med Kanonen ;« og en
anden[82]: »den Paastand, at Proletariatet er ugunstigt stemt mod
alle voldsomme Handlinger, er en af Diplomater og Stemmeretspolitikere opspunden Løgn.« Rigtigst ser vel den Forfatter i
samme Blad, som mener, at de forskellige Folkeslags Stilling til
hele dette Spørgsmaal vil være forskellig efter deres forskellige
Karakter. De fleste anarkistiske Forfattere synes at indtage et
lignende Standpunkt som Grave, naar han siger: »Selv om
Anarkisterne vilde, kunde de ikke være fredelige. Naar man ser, at
Nød og Elendighed er et Resultat af den slette Samfundsorden;
at nogle dør af Sult, fordi andre fylder sig og skraber sammen
til deres Efterkommere, saa finder man sig ikke roligt i at dø
paa et Gadehjørne. Der kommer et Øjeblik, da man, hvor fredelig
man end er, svarer paa Vold med Vold og paa Udbytning med
Oprør[83]«, og »Daadspropagandaen er kun Tanken bleven til
Handling; at føle noget dybt er at ville virkeliggøre det; men paa
den anden Side er der visse Anarkister, snarere Fusentaster end
vel oplyste Mennesker, som vil anvende Daadspropagandaen
overalt: at dræbe Storborgerne, slaa Arbejdsgiverne fordærvet,
stikke Ild paa Fabriker og Mindesmærker, andet har de ikke
Øje for; men hvo der kun taler om at dræbe og brænde, er ikke
værdig at kaldes Anarkist«[84]. »Men hvem der ikke har Ret til at
raabe op mod Anvendelse af Vold, det er alle de politiske Partier.
Hvor tør man tale til os om det menneskelige Livs
Ukrænkelighed, naar man i Aktionærernes Interesse bombarderer Alexandria,
massakrerer ved Bac-Lé, skyder ned i Afrika, Asien, Europa og
Amerika. Naar man dræber i Minerne og paa Jærnbanerne,
sænker Skibe for den høje Assurancesum, og for at forøge
Arbejdsgivernes Profit ikke betænker sig paa at kaste 300.000 Arbejdere
paa Gaden og vie deres Koner og Børn til Sult[85]?«
Opfyldte af saadanne Betragtninger, med Arbejderklassens
sultne Børn, og magre og udslidte Mænd og Kvinder daglig for
Øje og, i Modsætning hertil, Fantasien beruset af deres
Fremtidssamfunds blændende Billede om Lykke og Livsnydelse for alle, ser
Anarkisterne i Kampen mod det bestaaende Samfund en hellig
Krig, paa Liv og Død, hvor det, som i enhver anden Krig, gælder
om at ramme Fjendens bedste Støtter og Officererne uden Hensyn
til, hvem eller hvorledes disse er som private Mennesker, og hvor
man selv, hvis man fanges, maa være rede til at dø. Kun ud fra
en saadan Tankegang bliver Daadspropagandaens Attentater
forklarlige, ellers er de rent vanvittige Slag i det blinde. Det vil
fremgaa af den her givne Fremstilling, at der ikke, som nogle af
Anarkismens Modstandere paastaar, er nogen logisk Sammenhæng
mellem de anarkistiske Teorier og de Mord og Voldshandlinger,
der kaldes Daadspropaganda. Snarest peger de sidste Aars
hyppige Attentater hen paa en af den Slags sociale Epidemier,
hvorpaa den sporadiske Optræden af overhaandtagende
Selvmordsmanier afgiver et andet Eksempel. Den mest anvendte
Propagandaform er den ovenfor ved Frankrig og andetsteds omtalte paa
Møder, i Værtshuse, paa Værksteder, ved Bøger, Blade, Billeder,
Foredrag o. lgn. Den har samme Karakter som for de fleste
andre sociale eller politiske Partier, kun præget af en
voldsommere Tone; thi, som antydet i Begyndelsen af disse Artikler,
selve Sprogets Voldsomhed er jo et Propagandamiddel til
Omstyrtelse af Autoriteter, Fordomme og Forestillinger.
* * *
Anarkismen har noget af en Religions ideale Karakter i sig.
Bakunin har følt det, da han skrev: »I vor Kirke – for et
Øjeblik at bruge et Udtryk, som jeg hader – har vi, ligesom i den
protestantiske, et Overhoved, en usynlig Kristus, Videnskaben; og
som Protestanterne, men mere konsekvente end de, vil vi hverken
taale Pave, Konsilium, ufejlbarlige Kardinalkonklaver, Biskopper
eller Præster[86]«. Det forklarer den Fanatisme, hvormed saa mange
Anarkister kaster sig ind paa Veje, der fører dem i Døden som
Martyrer for Oprørets hinsidesløse Religion. Anarkismens Paradis
paa Jorden er en naturlig Reaktion mod det jordiske Helvede,
som vort moderne Samfunds skrigende Misforhold skaber for en
stor Mængde Mennesker, og det er mod disse Misforhold, at
Kampen maa føres af dem, der ønsker at drage Mængden bort
fra Ideer, som de anser for skadelige eller utopiske. Lige saa lidt
som anarkistiske Voldshandlinger vil kunne fremkalde det
bestaaendes Omstyrtning og et lykkeligt Samfunds Tilblivelse, vil ydre
Undertrykkelsesmidler kunne gøre det af med de anarkistiske
Teorier. Ideer viger, som bekendt, kun Pladsen for andre Ideer.
[1] Revue Bleue 23 Décembre 1893: L’idée anarchiste.
[2] C. A. Sainte-Beuve, P.J. Proudhon, sa vie et sa correspondance. S 63.
[3] Pierre Kropotkine, Paroles d’un Révolté, S. 99.
[4] I Guvernementet Twer, ikke langt fra Moskov.
[5] Bakunin, Dieu et l’État, S. 1.
[6] É. de Laveleye, Le socialisme contemporain, 7. Udg. S. 228.
[7] Se Mermeix, La France socialiste, S. 26 ff.
[8] L’Alliance de la démocratie socialiste; se É. de Laveleye, anf. V. S. 229 ff.
[9] Den berømte Geograf, Anarkisten Élisée Reclus ser i Internationale den
vigtigste Begivenhed i Historien siden Amerikas Opdagelse og Jordens
Omsejling: Godtgørelsen af Menneskeslægtens moralske Enhed efter
Paavisningen af Jordens materielle Enhed. É. Reclus, Evolution et Revolution, S. 54.
[10] La Fédération jurassienne.
[11] Se Laveleye, S. 216.
[12] Dannelse af et Foster, hvor der allerede i Forvejen findes et.
[13] Laveleye, S. 259.
[14] John Rae, Contemporary Socialism, New York 1891, S. 59.
[15] Merlino, der havde foretrukket Amerika for fem Aar i et italiensk
Tugthus, vendte, skønt de fem Aar ikke endnu vare helt udløbne, for kort
Tid siden tilbage til Italien, hvor han, under Anarkistforfølgelserne,
er bleven kastet i Fængsel.
[16] Se B. Malon, Le Socialisme en Espagne i Revue socialiste, Maj 1889.
[17] R. Meyer, Der Emancipationskampf des vierten Standes. 2den Udg.
Berlin 1882, S. 175 ff
[18] Dette Afslag forbitrede ikke blot den spanske Regering, men, som det
fremgaar af en Artikel i det officiøse »Nordd. Allg. Zeitung«, aftrykt
hos R. Meyer, ogsaa i høj Grad Bismarck.
[19] Malon l. c.
[20] Laveleye, S. 272.
[21] Et Navn, der er optaget efter et i 1820 stiftet revolutionært Parti.
[22] Brev fra Antonio de la Calle, forhenværende Medlem af Juntaen i
Cartagena, til Pariserbladet *la Justice,* citeret af Malon. Efter Laveleye er La Mana negra et rent anarkistisk Forbund, men det benægtes af andre: Rae l. c. G. Adler, Handbuch d. Staatswissenschaften, Anarkismus.
[23] G. Adler, Anarkismus i Handb. d. Staatsw. Denne Artikel, hvori Forf.
aabenbart har bestræbt sig for en uhildet Fremstilling, er i en
sammendragen Oversættelse gengivet i Salmonsens Konversationsleksikon.
[24] Hvor der fandt en Eksplosion Sted for at hævne Pallas’ Henrettelse.
[25] Beilage zum »Socialist« 23. Nov. 1893.
[26] Beilage zum »Sozialist« 23. Dec. 1893.
[27] Anf. Værk S. 214.
[28] Rae, anf. Værk S. 48.
[29] Erste Jhrg. S. 222.
[30] Mermeix S. 214.
[31] Batignolles er et af Paris’s Yderkvarterer.
[32] En Oversættelse, saaledes at Argotsprogets Saftighed kommer til sin Ret, kan ikke gives. Her en Mundsmag i Original for Yndere af moderne
Fransk: *La grande Trouille!* Ainsi que je l’ai dit, les jean-foutres de la
haute ont une frousse épastrouillante. Ils ne savent plus à quel saint
se vouer, nom de dieu! Pour rassurer les capitalos, les bouffe-galette de
l’Aquarium vont accoucher d’une loi qui punira de mort les dynamiteurs.
Pauvres serins! S’agirait pour vous de pincer les gas, — plutôt que de
pondre des lois. Où l’ahurissement atteint le comble de la loufoquerie,
c’est à la préfectance: les roussins sont à cran, les chefs grognent comme
des baleines, – ils sont furieux de ne pouvoir paumer leurs ennemis.
Le taf est si grand que mardi, à partir de cinq heures du soir, l’entrée
de la Préfectance de police et du Palais dlnjustice a été interdite ...
Si ça continue, y aura plus mêche de se balader dans la rue avec une
bolte de sardines à la main, sans que les sergots vous agrichent.
[Trouille – Skøge; jean-foutre – Hundsvot; la haute – den fine Verden;
frousse épastrouillante – rasende Skræk; capitalo – Kapitalist;
bouffe-galette – den der æder Kagen; l’Aquarium – »Bulen« ɔ:
Deputeretkamret; serin – en »lyseblaa«; loufoquerie – Vanvid; roussin, sergot – Politibetjent; à cran – ivrig i Tøjet; taf – Angst; mêche – Mulighed; agricher – gaa løs paa].
[33] Et borgerligt Blad *The Weekly Times & Echo* for 31 Dec. 93, citeret
af *Freedom,* Febr. 94, siger i en Artikel om »Socialdemokratisme og
Anarkisme«: »Paa denne Tid for et Aar siden vilde vi ubetinget have
sagt, at Socialdemokratismen sikkert i en nærmere eller fjernere Fremtid
vilde blive den første Udviklingsform i den store Forandring, der
forestaar; men naar vi nu ser os omkring, er vi slet ikke saa vis paa, at
ikke Anarkisterne tilbagelægger to Mil af Vejen, mens Socialdemokraterne
tilbagelægger én.«
[34] Jeg har foretrukket denne Stavemaade, fordi ban selv i sine engelske
og franske Skrifter skriver sig Kropotkine; Navnets Udtale er Krapotkin.
[35] Oversat paa Dansk.
[36] Oversat paa Dansk.
[37] Herom har Max Trantuer, preussisk Politispion, skrevet en interessant
Brochure »Wie John Neve verhaftet wurde. Ein Blick hinter die Coulissen
des Herrn Josef Peukert«. London 1888(?).
[38] Rudolf Meyer, anf. V. S. 523.
[39] Denne Del af 2den Udgave af Meyers Bog er skreven i 1882. Den
østerrigske Undtagelseslov er fra 1884.
[40] A. Sartorius Freiherr v. Waltershausen, Der moderne Socialismus in
d. vereinigten Staaten v. Amerika, Berlin 1890.
[41] Der Sozialist 10. Febr. 1894.
[42] Om den amerikanske Bevægelse giver det ovenfor anførte Værk af
v. Waltershausen fyldige Oplysninger.
[43] Illinois Statstidende efter v. Waltershausen S. 366.
[44] Philosophie de l’Anarchie i La Plume, 1er Mai 1893.
[45] Heri ligger maaske ogsaa Forklaringen af den Tiltrækning til Anarkismen, som mange Forfattere af den yngre Generation i Frankrig føler. Man sammenligne den Definition af Symbolismen, som gives af Paul Adam
anført af G. Pellissier i Essai de littérature contemporaine S. 385.
Symbolismen bestaar derefter i »at gribe Forholdet mellem de forskelligartede af Naturforskere og Psykologer givne Grundtanker, deraf at uddrage Livs- og Væsensaarsagen til de menneskelige Rørelser, som staar i en inderlig Forbindelse med Planetens Bevægelser, hvori Mennesket saa at
sige kun er en Hjernecelle, mens Menneskeheden er dens Hjerne«.
[46] Smlgn. J. J. Rousseau i E. Faguet: Dix-huitième siècle.
[47] Socialism new and old S. 69.
[48] Fr. Engels: Ludwig Feuerbach und d. Ausgang der klass. deutschen
Philosophie. Stuttgart 1888. S. 45.
[49] Fr. Engels, anf. V. S. 4.
[50] C. N. Starcke: L. Feuerbach S. 25.
[51] Anf. V. S. 12.
[52] Waltershausen. S. 180.
[53] Engels, anf. V. S. 32.
[54] Dieu et l’État S. 3. Se ogsaa Kropotkin, Paroles d’un Révolté 169 f.
[55] Bakunin, sammesteds.
[56] Bakunin, anf. V. S. 67.
[57] Waltershausen 182.
[58] É. Reclus, Préface, la Conquète du pain, X.
[59] Engels, anf. V. 34. Socialdemokratismen derimod erklærer, at »Religionen er en Privatsag«.
[60] Bakunin, anf. V. 22.
[61] Bakunin, ib. 54 f.
[62] Si Dieu n’existait pas, il faudrait l’inventer.
[63] Se Engels, Familiens, Privatejendommens og Statens Oprindelse. S. 72 f.
[64] Kropotkin, Les Temps Nouveaux 45 f.
[65] Kropotkin, Paroles, S. 9 ff.
[66] Ogsaa Socialismen mener, fra en lignende Kritik og Opfattelse af Statens Historie, at Staten har udspillet sin Rolle: se Engels, Der Ursprung d. Familie, des Privateigenthums u. d. Staates S. 134 f. Socialdemokratismen derimod søger at bringe Storindustrien
og Samfundets andre Funktioner i Statens Hænder.
[67] Paroles S. 229 f.
[68] Paroles S. 218 f.
[69] La Société mourante et l’Anarchie S. 55 f.
[70] Anf. V. 49 f.
[71] Paroles S. 179.
[72] Grave, la Société au lendemain de la Révolution, 3. Udg. Paris 1893, S. 55.
[73] Paroles 118.
[74] Ludovic Malquin, La Propriété i La Plume ⅕ 93.
[75] »Prenez dans le tas« er et Yndlingsudtryk hos Kropotkin.
[76] Grave, La Soc. mour. 192.
[77] ib. 187.
[78] I La Conquête du pain, Kapitlet La libre entente giver Kropotkin en detailleret Udvikling af denne Tankegang.
[79] Grave, la Soc. au lendemain de la rev. S. 31 f.
[80] Bakunin angives i Reglen som den egentlige Ophavsmand til Mordtaktiken (se f. Eks. Laveleye S. 236), men G. Adler i Handb. d. Staatswiss. paastaar, at det er med Urette, denne Beskyldning rettes mod ham.
[81] Individuelle Taktik, 7. Okt. 1893.
[82] Welche Taktik ist die richtige, 5. Jan 1894.
[83] Soc. mour. 127.
[84] ib. 138.
[85] Kropotkin, Temps Nouv. 62.
[86] Dieu et l’État, 33.